Ældre flyttes ind

Forleden passeredes nogle nye ældreboliger (stavet i et ord) under opførelse. For at få et indtryk af dem – man kunne jo få behov herfor engang – søgtes information.

Jeg fandt en smule information på denne hjemmeside, men det jeg især hæftede mig ved var følgende sætning:
Planen er, at kunne flytte de første borgere ind i 2017.

Her beskrives, at de kommende beboere forventes at være passive. De skal end ikke aktivt medvirke til indflytningen. Måske anbringes de på en sækkevogn, køres ind i boligen og læsses af. Ganske som man ville gøre med en flyttekasse.

Det kunne selvfølgelig tænkes, at man med sætningen mener, at planen er at de første borgere kan flytte ind i 2017.

Historien minder mig om dengang jeg underviste på et plejehjem. Her talte man meget om, at det var beboernes hjem, men man sagde også, at de blev indlagt når de flyttede ind. 

Det er sikkert stadig sådan, når man bliver plejehjemsbeboer (måtte det ikke ske), at man har sit hjem på personalets arbejdsplads.

Tags: , ,
Forrige post

Hvad vil det sige at misrepræsentere?

Næste post

Indtægter og udgifter i 1951

Comments

  1. Svar

    Uhaja, der er vist ingen der ønsker at blive anbragt på et plejehjem.
    Ældreboliger er dog heldigvis noget lidt andet; her forventes det, at man delvist kan klare sig selv – Charlotte og jeg boede i en toværelses på 64 m2, da jeg mødte John. Vi syntes, det var en rigtig god andelsbolig, og det må være en god størrelse til en ældre enlig eller et par – men hvor ville jeg have svært ved at komme ned på så lidt plads, hvis det var i dag!

      • Jørgen
      • 19. februar 2017
      Svar

      Helt enig i at ældreboliger ikke er plejehjem, men jeg håber nu ikke at man flyttes ind, hvis det bliver nødvendigt. Her reduceres, men det er godt nok krævende, hvis man skulle ned på 64m2 i en fart. Vi må holde den gående en rum tid endnu.

  2. Svar

    Jeg boede 18 år i Vanløse i en lille toværelses på 53 m² – og en periode, var vi sågar to, og det fungerede jo egl. ganske udmærket. i 2007 flyttede jeg til Hvidovre og fik 80 m² . Det er altså rigtig skønt – men jeg ville have svært ved at skulle “krympe” igen.

      • Jørgen
      • 19. februar 2017
      Svar

      Det er ikke sjovt at krympe lejlighed, for nu at anvende dit glimrende udtryk. Det er nu ikke størrelsen af boligerne jeg reagerer på, men den måde at udtrykker sig på i forhold til kommende beboere af lejligheden.

  3. Svar

    Ha ha, et godt billede med sækkevognen – hvis ikke det var så sørgeligt med den indstilling, der lægges til grund på Viby-hjemmesiden.
    Endnu har jeg kun selv haft gode oplevelser med pårørende på plejehjem, men har til gengæld hørt om andres fæle oplevelser.
    Problemet er vel bl.a., at de fleste er mentalt dårlige, før de kommer på plejehjem, så de, der er fysisk dårlige, ikke har så mange ligesindede at tale med.

      • Jørgen
      • 19. februar 2017
      Svar

      Tak, jeg synes hjemmesidens ejere skulle overveje hvad man skriver, idet jeg ikke tror man mener det der skrives. Men det står de jo – og det er ikke så godt.
      Jeg tror der foregår meget godt på plejehjem, men jeg har set ikke så lidt i tidens løb. Når der sidder 8 om et bord, der skal have hver et stk. kød, er det besynderligt at der kun er 7. Det kan selvfølgelig være en fejl, men der var for mange af dem.

  4. Svar

    Bevar mig vel – ja, dér afslører tænkningen sig gennem en sætningskonstruktion, som opfatter borgerne som kvæg.

    Her er plejehjem gået fra at være “hjem” til “socialcenter”. Jeg tror de ansatte gør deres bedste, og jeg ved, at mange uhelbredeligt syge og demente anbringes her.

    Det er skisme ikke sjovt.

      • Jørgen
      • 20. februar 2017
      Svar

      Ja, det er ikke så heldig en formulering. Jeg er principielt enig i at personalet gør det bedste man kan. At det så tidvis kan blive bedre er en anden sag.

  5. Svar

    Man skal vel egentlig være glad for, at der ikke har været en kommunikationsekspert involveret. Her får man administrationens indstilling ganske utilsløret, så man ved, hvad man kan forvente.

      • Jørgen
      • 20. februar 2017
      Svar

      Det kan der være noget om, medmindre det blot er sproglig ubehjælpsomhed.

    • Lene
    • 20. februar 2017
    Svar

    Dårlig formulering, enig. Det man siger, er man selv eller den måde vi omtaler andre på, påvirker vores måde at tænke på.
    Heldigvis oplevede jeg, at min fars bolig på et plejecenter for demente var hans bolig. Der var så megen omsorg og faglighed, at jeg stadig bliver glad af at tænke på det. Og der var altid rigeligt med mad.

      • Jørgen
      • 20. februar 2017
      Svar

      Formuleringen er ikke så god. Det er ikke let at ændre gamle holdninger i sundhedsvæsenet, men det er vigtigt at nogle gør det og går i front med gode eksempler på, at det kan fungere.

    • Inge
    • 22. februar 2017
    Svar

    Det er så dårlig formulering, heldigvis tror jeg de færreste læser det, men Lene har ret, den måde man skriver og omtaler noget på, påvirker vores måde at agere og tænke på.

      • Jørgen
      • 22. februar 2017
      Svar

      Det er det, og du har sikkert ret i at mange læser det som det sandsynligvis er tænkt, men det gør jo ikke noget at man ved hvad man skriver.

  6. Svar

    Nej og ja, jeg ved ikke hvad min holdning er til den måde vi behandler ældre og administrerer/driver ældreboliger.

    Jeg tror godt du kan klare dig i mange år. Det samme tror jeg for min egen part. Jeg kan huske min mor var ved at overveje at modtage ældrebolig da hun var på vej til at fylde 97, men det var fordi hun var syg.

    Det er ofte demente, som “indlægges”. Jeg tror man her i byen skelner mellem ældreboliger i socialcenteret og plejeboliger.

      • Jørgen
      • 5. marts 2017
      Svar

      Jeg tror nu ikke teksten er direkte udtryk for et synspunkt på ældre, men det gjorde jo ikke noget man forstod teksten.
      Vi må håbe vi kan klare os i årevis – vi har begge mødre der blev gamle.
      Der er forskel på ældreboliger og plejeboliger, men min bemærkning knytter sig til at man som ansat skal tænke over hvad man siger, idet ytringerne afspejler holdninger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *