For efterhånden en rum tid siden havde jeg lejlighed til at tale med en nu ældre kvinde, Inge, der havde arbejdet på Vemmetofte Kloster som priorindens stuepige i flere omgange fra 1954 til hun blev gift.
Hvis du skulle have lyst til at læse historien, er den nu udgivet på min blog om Vemmetofte.
Der vises endvidere en del billeder som måske i mindre grad har interesse, men hvem ved, måske kender du nogle på billederne.
Det er altid interessant at læse et stykke historie, der handler om de ganske almindelige mennesker, som der nu engang var flest af. Tak for denne beretning.
Det er det nemlig. Velbekomme.
Tusind tak for fortællingen og de mange skønne billeder. Det er lige noget for mig, som inkarneret slægtsforsker. Fortællinger om helt almindelige menneskers liv og hverdag er altid fascinerende. Og nå det så er fra en tid, som man næsten kan huske, er det bare endnu bedre.
PS: du må være dygtig til mindmaps med alle de detaljer, du har fået med. Flot!
Velbekomme. Jeg tror også er er glimrende at fortælle sådanne historier.
Mind-maps brugte jeg altid da jeg lavede psykologundersøgelser, og det var en aldeles glimrende måde at tage notater på.
Historien kommer ind på ting, som vores børn og andre efterkommere har glemt, arbejdsdagen var 10 timer. En mand nede ved skrænten fortæller om arbejdsdage på 12 timer og mere. Når man brændte tegl, var der ikke noget med at gå hjem. Den proces skulle overvåges.
Oldfrue har jeg hørt anvendt på barndommens hotel.
Min fars moster skiftede gardinerne forår og efterår. Måske en meget god idé?
Viceværten i barndommens ejendom (1949) fyrede med kul og koks i et fyr, som leverede varmt vand og varme-apparat varme til hele ejendommen. Det var moderne, – et kæmpe fremskridt fra kakkelovne for slet ikke at tale om brændeovne.
Men Vemmetofte har holdt ved brændefyringen, måske fordi det var billigere?
Det var da fine associationer du fik her. Vemmetofte havde i alle tilfælde skov som kunne klare opvarmningen.