Efter en afstikker til Bognæs (forrige indlæg) vender jeg tilbage til Østrig.
Ganske som der er noget fundamentalt naturligt over Bognæs, er der det over Virgental i Osttirol. At gå en tur op til Arnitzalm er en god illustration af, hvorfor det er så dejligt at tage på ferie netop i denne dal. For at komme derop må man, som turist, anstrenge sig og begive sig ud på en vandretur. Vejen er nærmest lige ud, det vil sige lige opad. Der er ikke mange sving på turen. Man går, holder pause, vender sig og ser på omgivelserne og hvor man kom fra – og efter små 3 timer (for folk omkring 70 år) og en stigning på 700 højdemeter er man fremme ved et meget oprindeligt sted, hvor man kan få sig en portion suppe eller noget andet at spise og lidt at drikke til. Når jeg i øvrigt skriver om denne alm er det fordi jeg ikke nåede det sidste år og fordi den har fået nyt tag.
Først og fremmest vil jeg bede dig se på kortet herunder. Arnitzalm ses hvor der er et kniv-og-gaffel-symbol. Længere nede ses et P. Her kan man parkere på Guggenberg Parkplatz. Og så går man ad den lige vej.
På den modsatte side af Virgental, nederst på kortet, finder man Zedlach. Og til højre Mitteldorf. Billedet herunder er taget fra Zedlach – med zoom – og ser man godt efter ses Arnitzalm bag nogle træer. Dette billede er fra 2013. De følgende er fra sidste år.
Når man går fra parkeringspladsen får man lejlighed til at se ind i Virgental. Herunder ses først Mitteldorf, så Virgen og fjernest Obermauern.
På et tidspunkt får man øje på Arnitzalm, man passerer den, går over vandløbet og det sidste stykke op til almen.
Beboerne kører herop i bil, som det kan ses. Jeg blev ikke klar over, at der var kommet nyt tag på det ene hus, da jeg tog billedet, men det ses tydeligt på huset til venstre.
At tagene er lavet af træ ses her.
Da vi sad og spiste opdagede jeg det nye tag. Det ser ud som herunder. Tre lag brædder forskudt.
Her er de kombineret med tagrenden, der hverken er af zink eller plastik, men af træ. De solide holdere er selvfølgelig også af træ.
Herunder er det samme hjørne fra en lidt anden vinkel.
Medens vi sad der kom traktoren med noget. Det viste sig at være en ny tagrende. Jeg fik at vide at taget er lavet at lærk. Og at sådan et tag holder i 50-60 år.
Nærbillederne af tagkonsruktionen er taget på balkonen til højre, hvor vi sad.
Så gik vi nedad igen, som man jo gør, når man holder ferie som os. Lige efter almen så det sådan ud.
Og lidt senere sådan. Den lille by på den modsatte side er Zedlach, som kunne ses på kortet.
Efter et par timer nåede vi til bilen. Det havde atter været en storslået vandredag.
Da vi kom tilbage til Virgen kunne vi se der var optræk til torden og regn hvor vi lige havde været. Således blev det atter illustreret at det hander om at komme op og ud om morgenen. Så er man måske hjemme i tørvejr.
Det er fantastisk smukke billeder! Spændende at se et tag og en tagrende, der er lavet af træ. Osttirol går vist i blodet. Sådan har jeg haft det med Norge, hvor der er områder, der kan minde en del om landskabet, du viser her.
Tak. Jeg kan sagtens forstå at Norge er gået dig i blodet. Virgental er i den grad et dejligt sted.
Spændende at se, hvordan de nok så kendte tage er konstrueret. Tre lag træ! Og tagrender af træ … imponerende. Som dine billeder også er. Jeg kan godt mærke, at jeg savner Østrig lidt – det er 17 år siden, vi var der sidst, så vidt jeg husker. Det er for længe, hvilket du vist kun kan give mig ret i 🙂
Ja, billederne af taget er meget illustrativt. Det er selvfølgelig godt at savne et sted. Så må man afsted. Jeg synes nu snarere man skal glæde sig over at man tager dertil hvor man nu tager og ikke ærgre sig over hvor man ikke tager hen.
Hvor er der smukt. Som lavlænding fascineres man altid af bjerge.
Det er guds pauseværk, lavet af englene. Bjerge er gode at komme til med mellemrum.
Meget flotte billeder fra Østrig, imponerende tagrender, sikke et arbejde at lave den slags.
Tak. Mon ikke tagrender nu og stunder fræses på maskine.
Jeg mååte altså lige spørge blikkenslageren (Allan) om han havde set eller hørt om tagrender i træ. Det havde han ikke. De træ lag brædder på taget så vi på Færøerne.
En smuk, lang og vel også en smule anstrengende bjergvandring, men som er det hele værd. Et hvil på toppen, hvor man kan nyde udsigten til fulde i alle retninger og få fyldt lidt i maven inden nedturen er ikke at foragte.
Så lærte blikkenslageren noget nyt. Det kræver da lidt kræfter at komme derop, men princippet er at holde mange små pauser og sørge for overensstemmelse mellem skridt og åndedræt. Så går det stadig. Det er fint at nå frem.
Hvor er det smukt! Det skal jeg da se en gang i mit liv, afsted afsted 🙂
Det er det. Hvornår cykler du?
Skønne billeder! Jeg kommer sådan til at savne at vandre, når jeg læser dine indlæg om Østrig. Jeg havde et par rigtig gode vandrevenner i det allersydligste Tysklan; de blev desværre skilt og så gik der kuk i vores vanskaber – øv, så nu kommer jeg aldrig ud at vandre mere.
Tak. Trist at du ikke kan vandre i Sydtyskland. Du må gå dig en tur gennem Valbyparken som erstatning!
Pingback: Arnitzalm i Virgental 2014 | Kort og godt