I går var bilen til service. Jeg benyttede ventetiden til at gå en tur i det gode vejr. I rabatten voksede græs og de rabarberlignende planter, jeg kalder skræpper.
Mon ikke jeg gik stille og roligt i mine egne tanker. Og helt uden tanke for at jeg skulle være særligt agtpågivende på det flade fortov.
Pludselig faldt jeg så lang som jeg er. Skræpperne var bløde at lande på, vandrebukserne med forstærket knæ tog fint af, og der skete intet af betydning. Bortset fra at jeg faldt. Hvad kunne dog årsagen til styrtet være?
Det var ret ligetil. En 8-10 græsstrå stod nødbøjede i en passende bue. Med venstre fod trådte jeg på aksene. Højre fod svingede – som fødder der går gør – fremad og kom under stråenes bue. De var stærke. Og så lå jeg altså dér.
Måske skulle jeg ønske mig en rollator til jul.
Det var da godt, at hverken du eller dit tøj tog skade – men det må nu alligevel have gjort temmelig ondt at falde sådan pladask.
Det gjorde ikke ondt, måske en anelse i knæet, men det har fortaget sig. Jeg landede blødt på bevoksningen. Overraskelsen over at falde var stor – det er lidt mærkeligt at ligge og rode i rabatten. Jeg var dog hurtigt på benene igen og ingen reagerede på det skete. Så gammel er jeg ikke endnu, at jeg ikke kan komme op ved egen hjælp, men det kan komme.
Ihh.. altså. Jeg synes at Blogland svømmer med ulykker i denne tid.
Undskyld, men jeg sidder her og morer mig lidt over det. Nøjagtig det samme skete for mig, for et par år siden. Det var dog en ultratynd brombærranke, der var synderen. Der kan hurtigt komme noget, der kan slå benene væk under os. Heldigvis var dette en bagatel.
Det er sandelig farligt med de utæmmede vækster – og det mere forbløffende er, at de er så stærke som de er. Det er godt når ulykker er bagateller.
Det er ret skræmmende, hvor lidt der skal til at vælte os – bogstavelig talt.
Dette kan selvfølgelig ske for alle, men konsekvenserne vokser synkront med vores alder.
Godt det gik mest ud over værdigheden!
Liden tue vælter stort læs. Vi skal se os for, skal vi, men tænker man på det, når fortovet er pandekagefladt.
Værdigheden er kommet på højkant igen.
Dejligt at du “bare” faldt, og at der ikke skete dig noget. Heldigvis ser det heller ikke ud til, at der er sket noget med dit selvværd af at blive nedlagt af et par græsstrå.
Ja, det var fint – og selvværdet har ikke taget skade.
Altså: Vi er en kreds af yngre medborgere, der synes, at du skal tage bedre vare om dig selv. Vi vil underholdes, men det skal ikke være med historier om faldulykker, tak!
Skal ske – uagtet det i dette tilfælde ville være mere passende at udtrykke sig vagt ved kun at ville bestræbe mig herpå.
Det har (forhåbentligt) intet med alder at gøre.
I 10 år var en del af mit job at kontrollere frøgræsmarker for forekomst af andre græsarter og -sorter end den dyrkede, så den græsfælde er jeg smuttet i utallige gange.
Strå er stærke. Tilbage i starten af 1800-årene blev en kone i Allesø sogn hædret for at kunne flette ligkister af rughalm til fattige afdøde medborgere.
Der skulle jo spares på træet efter tabet af flåden og Norge.
Du har sikkert ret i at det – uanset alder – ville være vanskeligt ikke at falde under de omstændigheder, hvilket det omtalte job jo også tyder på.
Man kan ikke være i tvivl om at strå er stærke. Det må have været noget af et arbejde for konen i Allesø sogn t flette kister af rughalm, men smart var det da.
Nej ikke rollator endnu! Men jeg kender problemet: Man er ikke adræt, man ser ikke helt så godt og jeg går kun sikkert på en vel trådt sti. I andre biotoper må jeg tage et skridt ad gangen, hvilket nedsætter hastigheden til en fjerdedel gangtempo! :/
Farmers svar sætter tingene i perspektiv! 🙂
Nej, ikke rollator endnu, men omtanke. Det er dog svært når man går på et fladt fortov og ikke tænker over hvert skridt.