At komme væk fra

Dette har ikke noget at gøre med at blive borte, forsvinde eller fare vild. Det har at gøre med at holde op med et eller andet man har været i gang med at gøre over en periode. Det har måske også at gøre med ikke at løse opgaver, man har, men som får lov at vente.

Mange kender vist dette ikke at kunne få gang i at løse en opgave, der får lov at ligge. Jeg husker engang at have have haft dette emne med på et kursus jeg stod for, og det meget sigende eksempel var deltageren, der måtte have, ikke en, men to søvnløse nætter i træk før ugjorte opgaver blev ordnet.

Når jeg tænker tilbage på min tilværelse, har dette at komme væk fra noget været en velkendt adfærd. Man kan kalde det udsættelse, hvis man vil. Jeg tror stort set mekanismen er den samme. Om det har at gøre med at have for meget at se til synes jeg ikke er afgørende, men med at have for mange aktiviteter i gang uprioriteret. At udsætte kan være meget bevidste beslutninger, men også mindre klare.

Ser jeg på, hvorledes jeg kom væk fra at bruge f.eks. Facebook, foregik det på den måde, at jeg havde været på ferie, og den lille, snigende indre selvsnak, da jeg skulle videre hermed, førte til den ene udsættelse efter den anden. Jeg skriver i morgen, hvilket gentages i morgen. Sådan går det jævnligt, men problemet kan meget vel være, at det ikke blot er en enkelt dag denne mekanisme gør sig gældende, det kan fortsætte i så lange tider, at det helt glemmes, at der forresten var noget at gøre.

Det forekommer vigtigt at gøre det klart for sig selv, at denne type af at komme væk fra, som jeg her skriver om, ikke befinder sig i kategorien mirakler – noget der bare sker. Det er nøjagtig ikke noget der bare sker. Det er aktive beslutninger – et valg mellem at gøre det man ville eller skulle og ikke gøre det. Disse beslutninger vil altid kunne høres som den indre dialog. Det kan være der er mange i løbet af dagen (jeg må se at gøre, jeg venter til efter frokost, jeg venter til sidst på eftermiddagen, jeg gør det i aften, men pludselig er tiden gået og alibiet for at vente til i morgen er indlysende).

Hvis det samme sker dagen efter kan det være opgaven aldrig genoptages – eller det sker alligevel ved “at komme tilbage til og gå videre med”.

Interessant nok er det, at fænomenet ikke har ændret karakter efter jeg er blevet pensionist. Forpligtelse er til stadighed afgørende, selv om det er “fritidsforpligtelse”. Det er ikke nok man vil noget, men skal ville det, som Piet Hein udtrykte det.

Hvordan har du det med dette fænomen?

Forrige post

Gang i sproget 4

Næste post

Autoritetstro på rejse med DSB

Comments

  1. Svar

    Jeg kan sagtens genkende det, du skriver, men jeg synes, det gælder mest for hjemmelivet og fritidsaktiviteterne. Jeg er vældig god til at udskyde de mere hjemlige pligter på præcis samme måde, som du nævner her.
    På arbejde er det oftest noget andet. Oftest, men ikke altid, for her kan jeg skam også finde på at udsætte til sidste øjeblik – “jeg arbejder bedst under pres”, er vist den gængse undskyldning.
    Men mange ting ‘kommer jeg bort fra’, fordi situationer og prioriteringer ændrer sig, eller der kommer nye/andre opgaver, der lige får møvet sig ind foran.
    Til gengæld lader jeg aldrig de små opgaver ligge og sylte – de får ikke lov til at tage plads i min bevidsthed, så en lille ad-hoc-opgave afbryder jeg gerne mig selv for at få gjort – så behøver jeg ikke at tænke mere på den.
    For mig er arbejde og privatliv to vidt forskellige ting, og jeg agerer meget forskelligt de to steder.
    Når jeg fortæller på jobbet, at jeg er et rodehoved derhjemme, ryster man vantro på hovedet og nægter at tro det. John har til gengæld svært ved at tro på, at jeg har orden i sagerne på jobbet 😀

    Men jeg svarede vist på noget andet, end det du spurgte om – sorry… synes dog der er en sammenhæng 🙂 N

    1. Svar

      Dejligt at læse kommentaren. Jeg kan sagtens se forskellen – engang besluttede jeg kun at have en sag ad gangen på arbejdsskrivebordet. Det gik fint fra beslutningen blev truffet. En tilsvarende beslutning hjemme lykkedes det aldrig at gennemføre. Underligt nok, når det nu er en god ide.

  2. Svar

    Uhh, jeg kender det alt for godt. Jeg har lige nu en opgave liggende, som jeg meget gerne skulle fortsætte … skrive færdig … øh, begynde på … men der er bare så meget – vasketøj, ting der skal flyttes fra den ene side af computeren til den anden, forberedelse, en kop kaffe måske, et blog indlæg, ting der skal flyttes fra den anden side af computeren til den ene … pyha, jeg bliver helt træt 🙂

  3. Svar

    Det er meget genkendeligt at det går som du skriver – noget af det vil min kone kalde overspringshandlinger, men prioritering er ikke nødvendigvis en let sag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *