En onsdag sidst i november fik jeg en opgave af mit barnebarn. Det skulle gå lidt stærkt med løsningen, hun skulle bruge den i skolen om fredagen. Hun går i 2. klasse. Jeg løste opgaven og sendte den pr. e-post.
Opgaven:
Kære morfar,
I klassen er vi i gang med et emne om jul i gamle dage. Derfor vil jeg bede dig om at skrive et brev til mig om, hvordan det var at holde jul da du var barn.
Brug helst ikke skråskrift fordi jeg skal læse brevet højt for klassen.
Kærlig hilsen Vilma.
Løsningen:
Kære Vilma,
Du har bedt mig fortælle lidt om, hvordan det var at holde jul da jeg var barn.
Juleforberedelserne begyndte ikke så tidligt, men min mor (oldemor) lavede kvædebrød, som skulle tørre, allerede i november. I december bagte hun brune kager, pebernødder, vaniljekranse og andre småkager.
I løbet af december var alle børnene med Peter ude i skoven efter juletræer. Vi kørte med en meget stor hestevogn og juletræerne blev uddelt. Vi skulle nemlig ikke selv betale for juletræet.
3 dage før juleaften skulle julegrisen slagtes hos min mormor og morfar (din tipoldemor og tipoldefar). Vi cyklede 3 kilometer og hjalp til. Slagteren kom og slagtede grisen. Den hylede højt. Først blev blodet tappet af den og så blev den delt i mange stykker.
Min mor og mormor arbejdede hele dagen i køkkenet med at lave blodpølse, finker, medisterpølse og mange andre ting. Om aftenen spiste vi alle blodpølse, som var blevet kogt, og andre gode retter. Jeg glemmer aldrig smagen af min mormors blodpølse.
Når vi kørte hjem fik vi en gås eller nogle ænder med, som var blevet slaget. Min mormor plukkede fjerene af og ordnede dem. Lillejuleaften fik vi altid kråsesuppe.
Hos os fik vi et stort juletræ fordi der var højt til loftet. Det var der ikke alle steder i Vemmetofte, hvor jeg kommer fra.
Lillejuleaften lavede min mor juledekorationer og juletræet blev pyntet. Hun lavede også risengrød til ris a la mande. Og min bror og jeg var lige så spændte på juleaften som børn er nu.
Juleaften gik langsomt. Vi gik i kirke. Min mor stegte gåsen eller ænderne i ovnen på komfuret. Det blev varmet op med brænde og det gav en dejlig varme i køkkenet.
Min morfar og mormor kom og holdt juleaften med os. Nogle gange kom de i jumpe – en tohjulet vogn trukket af en hest. Vi havde ikke bil dengang.
Der blev tændt levende lys, og en lille kvist gran fra juletræet, der altid var en rødgran, blev brændt lidt i enden. Der kom sådan en dejlig juleduft ud af det.
Vi spiste den dejligste julemiddag, men min far var aldrig med fra begyndelsen. Han skulle først servere julemiddag på Vemmetofte Kloster for damerne, der boede der.
Så var det tid til at tænde juletræet. Vi sad i mørke og ventede på at det blev tændt. Og hvor var det fantastisk at se alle lysene og stjernekasterne.
Når vi havde danset rundt om juletræet – og det varede altid for længe – fik vi julegaver. Vi var altid meget spændte på, hvad vi fik. Der var ikke ret mange gaver og slet ikke så store gaver som nu. Jeg husker dog jeg et år fik min første cykel i julegave. Det var ikke så længe efter Anden Verdenskrig og det var ikke let at købe cykler. Min var en voksencykel. Sadlen måtte sættes ned på stellet og der blev sat klodser på pedalerne, så jeg kunne nå dem. Det gik lige. Ellers husker jeg ikke hvad jeg fik, måske en lille bil – og da jeg blev større fik jeg en dampmaskine.
Juledag var vi hos min mormor og morfar. Der var nok 25 gæster til
frokost med det hele, til eftermiddagskaffe og til aftensmad, hvor vi igen fik andesteg.
En af juledagene var der noget der hed Børnenes juletræ på klosteret. Det var spændende da jeg var lille. Vi fik en godtepose og to julegaver – legetøj og tøj, eller måske noget flonel, så der kunne blive syet en pyjamas.
Juletræet blev stående i stuen til Helligtrekongers aften. Det blev tændt da det var blevet mørkt og vi sad stille til alle lysene var brændt ned og gået ud af sig selv. Det var meget vemodigt. Der var nemlig meget, meget længe til det blev jul næste gang.
Og sådan har børn det nok også nu.
Morfar.
Klassen kunne bedst lide afsnittet om at hente juletræer med den store vogn.
Historien kunne selvfølgelig være blevet meget mere omfattende, men dette er måske ligefrem en begyndelse til en bog til børnebørnene om mit liv i hine tider.
Det var dejlig læsning! Jeg synes bestemt, du skal skrive en bog til børnebørnene om dit liv i hine tider. Da min mor døde i 1999, satte jeg min far til at skrive om sit liv som en slags terapi, og han skrev 200 sider til mig, som er helt enestående at have stående i reolen nu – han var årgang 1922. En dag skal det mangfoldiggøres til alle hans børnebørn.
Tak. Jeg må i gang med de 200 sider. Faktisk synes jeg det er vigtigt at gøre det, hvis man kan.
God ide, den med bogen. Børn kan heldigvis (stadig) godt lide at høre om de gamle dage, som er lige så forunderlige for dem i dag, som det var for os dengang at høre vores bedsteforældre fortælle.
Således fortsætter det i det uendelige …
Det får mig til at tænke på Jeppe Aakjær – fx digtet “Per Smed”, men han har også en novelle, som handler om grisens slagtning, jeg kan bare ikke lige finde den. Her et link til Per Smed
Det er et fint lille digt om Per Smed. Faktisk var slagteren hos min morfar også tømrer.
Du må skrive den bog 😉 Tænk hvis en af dem bliver slægtsforsker en dag, så er det guld værd. Meget kan jeg nikke genkendende. Grisen blev dog ikje slagtet så tæt på jul, men dog i december. Jeg tænker om dine børnebørn ved hvad blodpølse er. Sådan en hjemmelavet smager skønt. Jeg kan se det store kar med blod for mig og tarme der blev renset, men sådan noget må man ikke lave mere.
Det må jeg. Børnebørnene ved godt hvad blodpølse er, men de vrænger vældig på næsen, når jeg spørger om de vil smage en sådan. Heldigvis overlevede vi inden reglerne forhindrede hvad som helst.
Jeg synes også, du skriver godt, men fik lyst at drille lidt… For mig er det munden, der kan vrænge, og næsen kan man rynke på… 😉
God jul og godt nytår. Interessant blog. Tak fordi jeg må kigge med
Velkommen til – og tak for rosen. Drillerier er altid meget velkomne. Jeg brokker mig gerne over sproget, men tager ofte selv fejl. Det gør ikke så meget, idet der er meget at lære endnu om sproget. Jeg måtte jo lige slå vrænge på næsen op, og der ser ud til man godt kan vrænge næsen, jvf. http://ordnet.dk/ods/ordbog?query=vr%C3%A6nge og senere kan man også vrænge på næsen, jvf. http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=vr%C3%A6nge
Jeg har ingen anelse om, hvorfor jeg brugte udtrykket, men i virkeligheden er børnenes grimasser mere omfattende end at rynke på næsen, de skærer ansigter ved tanken.
God jul og godt nytår.
Du skriver rigtig godt og i øjenhøjde til en pige i anden klasse. Du har mange små korte sætninger og en jævnt sprog. Der er ikke noget at sige til, at børnene i Vilmas klasse kunne lide historien.
Du bør bestemt skrive dine erindringer ned, ellers dør historien med dig, den dag du ikke er mere. Jeg siger som Pia, tænk hvis en af dine efterkommere blive slægtsforsker… Det er vigtig at bevare historien, og den skal fortælles på første hånd af dem, der oplevede den.
Jeres jul i din barndom lyder så dejlig, helt som Peters jul.
Det med øjenhøjde var hvad jeg tilstræbte, og det lykkedes vel nogenlunde. Kan være Dictus ville lette arbejdet med skriverierne.
Dejlig historie om din barndoms jul, jeg er sikker på du har mange gode historier at fortælle, det er da bare om at starte den bog op.
Der vil givet dukke historier op, hvis man begynder at tænke og associere. Tak.
Ja, min far lavede også kråsesuppe. Der er mange guldkorn i denne fortælling!
Tak. Jeg tror ikke jeg har smagt kråsesuppe siden min barndom, men jeg kan stort set genkalde oplevelsen.
Kråsesuppe har jeg aldrig smagt.
Ellers kan jeg genkende meget ved beskrivelsen at “juleslagtningen” jeg rørte endda selv blodet der løb fra hullet i grisens hals, jeg var under skolealderen !
Det havde nok ikke gået i dag
Det glæder mig du kan genkende slagtningen af julegrisen, og det er nok rigtigt at det ikke havde gået i dag.