For 66 år siden, den 4. maj 1945 kl. 20.36, oplæste Johannes G. Sørensen befrielsesbudskabet i den igangværende udsendelse fra BBC i London. Han sagde:
“I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager. Montgomery har i dette øjeblik meddelt, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig.”
De mange dokumentar-udsendelser om Anden Verdenskrig har lært mig især én ting om de sidste måneder af krigen, Marts-April-Maj: De viste scener fra Berlin, hvor De Allierede jo forventede, at nu kunne tyskerne vel indse at det ikke nyttede noget, men alligevel håbede folk på at Hitler havde et “hemmeligt våben”.
Hvordan kunne oplyste Europæere (tyskerne var jo en slags kulturfolk, trods alt) – hvordan kunne de komme så langt væk fra fornuften? Det har jeg stadig fundet en forklaring på. “Rejse gennem det 20.århundredes Europa” med Gert Maak har virkelig sat nogle spørgsmålstegn ved de mekanismer. De er ikke grundigt opklarede og vi ser det samme begynde at ske (gud forbyde at det sker igen).
Allerede i 1942 kunne specialister se, at Hitler havde tabt. Hvorfor skulle ødelæggelserne så fortsætte så længe? Hvad var det for et had, som drev tyskerne til at bombe civile i London?
Ville krigen være standset, hvis massive (moderne) bomber havde ramt Hitler på en parade eller i Ulveskansen eller lignende?
Nå nu kom jeg langt omkring, det håber jeg ikke du tager ilde op.
Nej, jeg tager det ikke ilde op,at du kommer langt omkring. Jeg skal ikke gøre mig klog på mekanismer i denne forbindelse, men er kommet til at tænke på et engang hørt udsagn om at konflikter fortsætter så længe partnerne orker det. Og det gjorde Hitler.