På turen til Østrig gjordes holdt i Mödlareuth. Det var tidligere på året besluttet at besøge den delte by ved Tannbach.
Turen fandt sted i 2. halvdel af juni 2015. Inden vi nåede så langt som overskrften fortæller, overnattedes atter i Stendal. På det glimrende hotel Am Uenglinger Tor.
Vi gik naturligvis en god tur i byen, som vi efterhånden kender ret godt.
Jeg opdagede dog, at der mellem de to tårne på Marienkirche er et lille tårn. Og at man åbenbart lader små træer gro på kirken.
Det tager sin tid inden man er færdig med restaureringen af kirken, men man kan sagtens se at ændringer finder sted i byen.
Roland står stadig og passer på byen, den indbyggere og gæster.
Før og efter Stendal har man i en tid været ved at udbygge Autobahn A14, således at der kommer ny motorvej mellem Ludwigslust og Magdeburg. Det bliver en mulighed for danske bilister at bruge denne vej, tænker jeg.
Måske huskes det, at jeg tidligere på året omtalte en film (i tre dele), der vistes i tysk TV kort efter nytår. Filmen hed Tannbach – en landsbys skæbne. (Filmen har været vist på DR2 under titlen Tannbach – den delte by). Jeg har også omtalt Mödlareuth, som er virkelighedens delte by. Og at vi ville besøge den undervejs til Østrig.
Mödlareuth ligger ca. 14 km. nordøstligt for Hof. Her har vi overnattet en del gange, og valgte også at gøre det i år, netop for at kunne besøge det Deutsch-Desutsches Museum Mödlareuth. Det blev nu ikke et længere besøg, men det kan anbefales at besøge museet med dets film, som varer 20 minutter, udstillingen, der fortæller historien om Tysklands deling, køretøjsafdelingen og friluftsdelen af museet.
Kort fortalt har bækken Tannbach i lange tider udgjort grænsen mellem Thüringen og Bayern. Bækken går gennem landsbyen, der efter 2. verdenskrig havde et indbyggertal på godt og vel 50. Nogle boede i Thüringen, nogle i Bayern. Men man levede sammen, festede sammen og havde ingen problemer med at det nu var sådan.
Sådan syntes DDR ikke det skulle være. Man tvangsforflyttede folk, lavede spærrezoner og endte med at bygge en mur, identisk med den i Berlin, på 700 meters længde. Det er denne historie – den specifikke og den generelle – man meget gerne vil fastholde og formidle i Mödlareuth.
Da vi kørte fra motorvejen fandt vi et meget kuperet, smukt landskab, som i sig selv ville være et besøg værd. På billederne ses at det har regnet lidt, det var køligt og gråt vejr. Fra parkeringspladsen kunne man se tårnet der ses på billedet
og muren m.m.
Det var en lidt underlig fornemmelse at stå der midt i historien. I en bette lille landsby.
Der var åbenbart brug for overblikstårne i forskellige højder, så man kunne holde øje med sin befolkning.
Tannbach gør ikke meget væsen af sig. Det er en meget lille bæk.
Når man går over Tannbach – i vores tilfælde fra Thüringen til Bayern – møder man billedet hvor murens placering ses ved bommene.
Her ses tavlen og grænsebommene, som det ser ud nu.
Samme sted kan man læse at grænsen ingen grænse var og at der er lige langt til Berlin og München.
Efter at have set den informative film gik vi gennem den ligeledes informative udstilling med dens mange plancher og informationer, og fortsatte til udstillingen af grænsekøretøjer m.v.
Der skulle sandelig noget til at holde systemet kørende, om jeg så må sige.
På friluftsarealerne kunne man se nogle eksempler på, hvorledes man brugte ret hidsige spærringer.
Her ses bækkens placering i forhold til muren og andre “hegn”.
Landesgrenze, står der, så man ikke tager fejl.
Her ses muren og det høje tårn i baggrunden.
Endnu et billede af muren.
Advarslen er tydelig. Grænsen går i bækkens midte. Hvor er den så?
Her er bækken, lille som den er, foran muren.
Nu er det sådan, at en del af Mödlareuth hører til Thüringen og en anden del til Bayern. Og man holder sine fester sammen, som man altid har gjort. Med undtagelse af nogle år.
Kommer du på de kanter, synes jeg du skulle gøre holdt og bruge er par timer på denne del af den tyske historie.
Så kørte vi de 14 km til Hof, og dagen efter faktisk helt til Virgental. Vores lejlighed var ledig fra fredag. Undervejs var vi dog et smut i Tjekkiet. For at gøre brug af de penge vi havde ubrugte fra turen til Prag tidligere på året. Når man kører fra Hof, kommer man – hvis man kører den vej – til den glimrende motorvej A93. Her finder man hurtigt en afkørsel til Asch. Der er få km til græsen og 300 meter på den anden side finder man Lidl. Her købte vi bl.a. lidt tjekkisk vin og nogle flasker fra Alsace. Og hurtigt var vi tilbage og fortsatte mod Østrig.
Spændende. Og uhyggeligt tæt på, såvel i tid som i afstand.
Det var fint at holde ind og bese udstillingen. Afstanden er ikke stor, nej, hverken i tid eller km.
Nu skal man jo lige huske på, at mure, pigtråd og al den slags ikke var for at forhindre dem i øst at slippe over til vesten, men derimod for at forhindre os fra vesten i at ville strømme i hobetal til øst, fordi der var så meget bedre at bo og leve!
Utroligt, hvad de var i stand til at brænde af af sludder og løgne for selv at kunne bilde sig selv en anden virkelighed ind …
Nejnej, det er skam ingen grænse, men hvis du prøver at forcere ikke-grænsen, bliver du skudt! (Blev, naturligvis 😉 )
Interessant historie om den lille by.
Det er en interessant historie – og den baggrund komprimerer du jo på fornem vis.
Sikke et spændende lille stykke historie. Utroligt hvad man har gjort gennem tiderne for at hindre folk i at rejse frit. Ellen har fat i en god pointe om, at murene skulle hindre os vesterlændinge i at strømme mod øst.
Det er det – og jeg synes også Ellen argumenterer fint for hvad man sige.
Tak for turen. Det er prisværdigt, at borgerne i den delte by ikke bare glemmer. Visse ting bør huskes, længe.
Velbekomme. Jeg syns også det er godt man fastholder muligheden for selvsyn for kommende generationer.
Det er heldigvis en “kulisse” nu, denne mur, disse spærringer, selv om det har været alvor engang. Jeg har engang fået et advarselskud skudt efter mig i Østberlin. Jeg fattede ikke at der var nogen, der kunne tro på kommunismens herligheder, når man opsatte sådan en spærring.
Det er nogle informative billeder – det er som at være med på turen. Tak for det 🙂
Ja, det er heldigvis en kulisse, men en ret vigtig en af slagsen. Det lyder dramatisk at du er blevet beskudt. Det er jo aparte at man må sætte sådan en mur op og mene at det er godt system den repræsenterer, men Mommer har jo skrevet hvorledes man kan vende sine argumenter om, så de passer bedre.
Det var spændende at læse og at se dine billeder! Jeg ser straks for mit indre øje Ken Folletts romantrilogi om det 20. århundrede, hvor vi hører om livet i DDR og om, hvor svært det var at flygte.
Det er det – og det er en trist epoke, men godt dens historie er fastholdt for kommende generationer.
Spændende læsning, tak for turen i den lille grænseby.
Velbekomme.
Interessant besøg, der minder mig om vores ture gennem Østeuropa før murens fald. Grænserne var omringet af pigtråd og man blev fulgt nøje af vagter, bevæbnet med maskingeværer uanset hvor langt ude på landet man var. Maskingeværene tøvede de ikke med at læggeind over bilruden, når de standsede os turister. Man behøvede ikke at have gjort noget ulovligt, for at få ‘sjove’ episoder med de vagter.
Det er den særeste indstilling at have til tilværelsen, men godt at ihukomme at det hverken er langt borte eller længe siden, som det er nævnt.
Pingback: Grenzhus Schlagsdorf - Kort og godt