Børn og trafikforståelse

Nu skal man selvfølgelig være varsom med at generalisere. Men børn skal – sådan som jeg har forstået det – være ca. 10 år før der er udviklet trafikforståelse og dermed trafiksikkerhed.

Forleden, da vi vendte hjemad efter den daglige gåtur og drejede om et hjørne, kunne der ses et eller andet på kørebanen på den lokale vej. Det lignede – med mine nye briller – en cykel, men det kan nu være svært at afgøre på godt 200 meters afstand. Det kunne være en hund, men den sad i givet fald meget stille.

Det viste sig at være en cykel. Den var henstillet på kørebanen, ca. 1½ meter fra fortovskanten. Inden vi nåede helt dertil kom to piger ud. Den mindste tog en cykel der stod ved hegnet på fortovet, den anden tog den på kørebanen placerede cykel.

Det er svært ikke at komme med en kommentar, når så mærkværdig 8-års adfærd ses. “Det var da godt der ikke kom en bil og kørte imod din cykel”, sagde jeg. Reaktionen var latter. Og altså helt fravær af forståelse.

Det var godt nok en mærkværdig oplevelse – og der ser ud til at være brug for en kærlig vejledning, så barnet kan fatte at så besynderlig adfærd ikke er OK.

Forrige post

Så slap dog af, Mikkel Vejrmand

Næste post

Have-dyndflue og Stor Humleflue

Comments

  1. Svar

    Ja, der er givetvis noget væsentligt, det barn ikke helt har forstået.
    Det er bare svært: skal man sige noget til forældrene eller ej? Bliver det modtaget som utidig indblanding og indirekte kritik af barnet? De fleste forældre er ret nærtagende, når det gælder deres afkom 🙂

    1. Svar

      Jeg ved ikke hvor barnet bor, men jeg håber der opstår en tanke om cykelparkering en dag.

  2. Svar

    Det var en meget tryg pige, der ikke føler angst for trafik, der kører børn og cykler over, hun har ikke hørt om forældre, der har mistet deres eneste datter en uge efter studenterexamen. De har ikke hørt om cykler, der bliver stjålet, og mødre, der bliver smattet ud på forruden af en fordrukket bilist på toppen af Valby Bakke.

    1. Svar

      Dramatisk – men nødvendigt på et tidspunkt at begribe.

  3. Svar

    Hvis jeg havde børn, ville jeg ikke lade dem færdes alene i trafikken før de var ti år! Tænk at parkere midt på vejen – så har hun jo slet ikke forstand på trafik. Du burde sådan set have orienteret forældrene, men det er jo ikke sikkert, det var faldet i god jord.

    1. Svar

      Sådan set enig, men jeg kunne ikke se om hun boede hvor cyklen var parkeret – pigerne kørte videre da jeg nåede dertil.

    • Eric
    • 23. april 2013
    Svar

    Et klassisk dilemma: Skal man tage ansvaret på sine skuldre eller ej, risikere utak eller ulykke? Svaret er sjældent nemt og entydigt.

    I dag kørte jeg i bus, og et barn (gæt: 4 år) var hysterisk og skreg i vilden sky. Helt apatisk moder. Jeg kiggede ud af vinduet og hoppede af et stoppested før planlagt. Måske kunne jeg have gjort noget, og måske havde ungen så bidt mig i fingeren. Hvem ved?

    1. Svar

      Ja, det er et dilemma, men også et kommunikationsfænomen. Man kunne bede den skrigende unge om at holde op med at hyle (og blive bidt i fingeren) eller sige til barnet at det lyder som han eller hun er ked af det eller vred over et eller andet – og måske møde det hvor det var i den situation, hvilket moderen jo ikke formåede. Måske ville der komme noget godt ud af det – eller man ville få tæv af moderen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *