Folketingets åbningsdebat finder sted i dag, og det er ærlig talt ikke særlig morsomt at høre på.
En enkelt bemærkning fortjener dog at blive fastholdt. Pia Kjærsgaard talte om forandring af et eller andet, og sagde (frit efter hukommelsen) “…forandring, change, som det hedder”.
Se det var da en nyhed. At hun skulle være blevet “anglokrat” eller hvad det kan hedde, er noget af en overraskelse.
En beslutning kan defineres som et valg mellem mindst to muligheder.
Der skal være folketingsvalg i Danmark den 15. september 2011.
For at dette valg kan finde sted må alle stemmeberettigede borgere træffe ikke så få beslutninger. Efter at Statsministeren har truffet den beslutning at udskrive valget.
Først skal vi vælge mellem at stemme eller ikke stemme.
Så skal vi vælge mellem partier. Dernæst skal vi vælge om vi vil stemme på et parti eller en person. I det sidste tilfælde skal vi vælge mellem personer. Og når vi har gjort alt det, og har stemt, er der valgt 175 kandidater til Folketinget samt 4 nordatlantiske kandidater, således at Folketinget har 179 valgte medlemmer til næste valg udskrives.
Spørgsmålet er imidlertid om vi som borgere har et godt grundlag for at stemme, eller om politisk manipulation svækker det gode grundlag. Det må den enkelte vælger selvsagt selv tage stilling til, men der er og har været rigeligt med forplumringsmuligheder. De formuleres af politikerne og af hærskaren af analysemagere, der forklarer os hvad politikerne faktisk mener, når de udtrykker sig.
Det giver anledning til at tænke på en særlig stemmemulighed som en realistisk mulighed, nemlig muligheden for at stemme blankt. Altså ikke muligheden for at undlade at stemme, men at stemme uden kryds for at tilkendegive, at de valgmuligheder, der er formuleret, er sådan at der ikke er en klarhed mellem valgmulighederne.
Sådan skrev jeg for nogen tid siden. Nu er den sidstnævnte mulighed ikke længere aktuel, argumentet for at stemme er fundet.
ABC Scandinavia er nu nået til O i anden runde.
Valget er faldet på ordvalg. Det kunne lige så godt have været ord og valg. Der skal jo være valg i Danmark om kort tid, og politikerne taler og taler.
Ordvalg kan illustreres ved det særprægede fænomen at halvdelen af dem siger de selv er ansvarlige og den anden halvdel er uansvarlige.
Det forekommer at måtte være besynderligt hvis det skulle være tilfældet.
Jeg bliver så træt så træt af at høre på dem. Skift ordvalg!
Hvorfor kan folk ikke få efterløn, når deres job har slidt dem op?
Det spørgsmål blev hængende i hukommelsen. Spørgsmålet blev stillet på reklamesøjler på en eller flere stationer. Af en fagforening.
Jeg var på en længere rejse med S-tog, og havde følgelig tid til at besvare det. Ikke at det er relevant at besvare det, for spørgsmålet er vel et led i en politisk kampagne.
Men – hvis jobbet har slidt folk op, er de ikke, og har ikke været, berettiget til efterløn. Årsagen er, at er man slidt op, har man ingen arbejdsevne. Og forudsætningen for at få efterløn er, at man har en arbejdsevne og er i arbejde den dag man kan opnå efterlønsbevis.
Hvis man ikke er slidt op, men slidt, har man en arbejdsevne. Om den rækker til til arbejdsmarkedets krav er ikke til at vide, men holder man den gående og er i arbejde til den bitre ende, kan man vel få efterløn efter de gældende regler – til den bliver afskaffet.
Eller har jeg ikke fattet en brik?
Hvis de informationer om overlevelse efter blodprop i hjernen, der i aftes blev omtalt i nyhederne på TV2, står til troende – og det gør de vel – er chancen for at overleve blodproppen i Region Midtjylland ikke mindre end 72% større end for at overleve i Region Sjælland.
Må det være tilladt at håbe på at man er på besøg i det jyske såfremt en sådan helbredsmæssig ubehagelighed skulle indfinde sig.
Jeg forstod at man i Region Midtjylland har truffet den beslutning at give patienterne en chance. At risikoen for at dø er størst på Sjælland, er naturligvis ikke det samme som at man har truffet den beslutning i Region Sjælland ikke at give patienterne en chance. Men hvilken beslutning har man faktisk truffet, når forskellen er så markant?
Det er velkendt at der bliver flere og flere pensionister i Danmark og at det bliver hårdt for arbejdsstyrken at hamle op med kravene om produktivitet.
Når der ryddes op, kommer de særeste ting for dagen. Således også en artikel fra Kristeligt Dagblad fra 14. marts. Heraf fremgår det at der er stor forskel på europæernes pensionsalder. I Tyskland er den 67 åt, men grækerne kan – uvist af hvilken grund – trække sig tilbage og nyde pensionsttilværelsen allerede som 50 – 55 årige.
Som Anne E.Jensen citeres for at sige: Den går bare ikke.
Det lyder som en af årtiets mest realistiske politiske ytringer.
Må det være tilladt at håbe på at vore sydlige venner tager et nødvendigt og velsagtens drastisk ansvar i den kommende tid.
Bl.a. fordi arbejdsstyrken i Europa allerede fra 2012 begynder at mindskes.