For godt et år siden omtalte Ellen kludeegen i Leestrup. Herunder følger en historie om kludetræet i Ganneskov ved Karise.

Det kommer sig af, at hovedbiblioteket i København forleden besøgtes med det formål at indkøbe, hvis noget af interesse kunne findes, en eller flere bøger fra det nu nedlagte Rådhusbibliotek, idet disse over tid ville blive sat til salg formeldels 10 kroner stykket.

Hvorvidt der var bøger fra omtalte bibliotek ved jeg egentlig ikke, men der var i alle tilfælde noget at købe. En af de indkøbte bøger var Aarbog for Historisk Samfund for Præstø Amt, 19. Aargang 1930.

I denne faldt jeg over historien om kludetræet og dets helbredende virkninger. Det er en interessant beretning at læse.

Betalingen for bøgerne fandt sted i bibliotekets information. Man trak et nummmer til biblioteket, andre trak et nummer til Borgerservice. 3 medarbejdere betjente folk i den rækkefølge de have taget numre, både til det ene og det andet. Det forekom uhyre ineffektivt. En arbejdede længe og inderligt med komputeren uden at betjene nogen som helst, en anden hjalp den 3. med et eller andet indviklet problem i forhold til en borger – og man ventede og ventede, hvilket øjensynligt ikke anfægtede medarbejderne eller ansporede dem til at effektivisere forestillingen. Tænk at man ikke kan gøre det bedre i 2015.

Her følger så den gamle beretning om kludetræet, idet jeg tager forbehold for oversete fejl i forbindelsse med scanningen m.v. heraf

“Kludetræet” i Ganneskov.

Af  Læge  J. P. Rasmussen, Faxe.

Første Gang, jeg finder „Kludetræet” eller „Hultræet” i Ganneskov omtalt, er i H. K. Rasks „Morskabslæsning for den danske Almue”, 1841, S. 12, hvor en Meddeler, P. Petersen, skriver om:
“Mirakkeltræet i Gannerskov.
I Gannerskov voxer en gammel Eg, som med sine mange og stolte Grene trodser Aarhundredernes tilintetgørende Vælde. I denne Eg er der, 3 Kvarter fra jorden, et Hul, saa stort at et Menneske kan krybe derigennem; hertil havde Almuen i forrige Tider saa megen Tiltro, at de endog rejste fra langt bortliggende Steder til dette Træ for at finde Helbredelse, som bestod deri, at de nemlig skulde gaa stiltiende ind i Skoven, hvis det skulde hjælpe; naar de kom til Stedet, skulde de klæde sig af, og krybe 9 Gange igjennem Træet mod Solens Opgang, og skjære en Spaan af for hver Gang, de krøb igjennem; tillige maatte de og heller ikke forglemme at lade et gammelt Stykke Klædemon forblive paa Stedet, hvilket de ophængte paa Buskene ved Siden, – af samme hænger endnu noget.
Spaanerne bleve omhyggelig indbundne i et Tørklæde, og med dette skulde den Syge sove første Nat efter; siden blev det kastet paa Ilden; hvis det gav et hæftigt Knald, heed det, at den Syge var forgjort af onde Mennesker o. s. v.
Oprindelsen til dette mærkværdige Træes Tiltro fortælles paa følgende Maade:
Tvende Mænd vare meget fortrolige Venner, men bleve paa eengang saa dødelige Fjender, at deres Brøde ej kunde paa nogen af Siderne udsones. Den, som havde Ret, døde; og den Anden blev nu natlig plaget af Spøgeri og Gjengangeri, hvorfor han henvendte sig til een af de Tiders saakaldte Kloge, og fik af ham det Raad: At han nemlig skulde udvælge sig en ung Egespire i Skoven, denne skulde han flække og bugte ud til Siderne, saa han nøgen kunde krybe derigjennem, og da slaa Spiren sammen igjen og binde en Vidie derom, at den ligefuldt kunde gro. Alt dette skulde være forbi, netop til det Øjeblik Gjengangeren kom, hvilket rigtigt skete, thi Manden var næppe færdig med sin Dont, førend Gjengangeren stod ved den anden Side og kikkede gjennem Sprækken.
En Knop har ovenover Hullet slagen sig om Træet, hvilken Almuen troede var Vidien, der var indgroet”. Næste Gang træffer man „Kludetræet” i E. Tang Kristens „Skattegraveren” 1886, S. 201, hvor Henrik Petersen, Maribo Amtstue, beskriver det saaledes:
“I Ganneskov ved Fakse vokser en gammel Eg, hvis tykke, iøvrigt hele, Stamme under Opvæksten er spaltet saaledes, at der lige oven for jorden er fremkommen en Aabning saa stor, at et voksent Menneske uden Møje kan krybe igjennem.
Saa lang Tid tilbage (og sagtens meget længere), som de ældste nulevende mindes, har overtroiske Mennesker søgt nævnte Eg, naar de led saadanne Sygdomme, som de mente, Lægerne ikke vidste Raad for. De krøb da tre Gange gjennem Aabningen; og naar de forlod Stedet ofrede de. Om det var til Træets Aand eller hvem, har ingen kunnet meddele mig. Ofringen bestod i, at et Underklædningsstykke, den syge havde baaret, kastedes op mellem Træets Grene, saa det blev hængende. Mange svagelige Børn er af overtroiske Mødre baarne til Træet og puttede de tre Gange gjennem Aabningen, hvorefter der paa nævnte Maade er ofret af Børnenes Tøj. – Om der ved Farten gjennem Egen eller ved Ofringen skal fremsiges Trylleord, har jeg ikke kunnet faa at vide.
Da jeg 1877 paa et Besøg i Fakseegnen saa Træet, hang der i dets nederste Grene baade uldne og linnede, meget snavsede Underklædningsstykker, der sikkert kort i Forvejen var ofrede.
Senere omtales Ganneskovtræet af Kr. Nyrop i Tidsskriftet „Dania”, 1. Aarg. 1890 i en Afhandling: „Kludetræet. En sammenlignende Undersøgelse”.
„Under Titlen „Nutidens Overtro”, læstes ifjor i et københavnsk Dagblad (Nationaltidende 19. Aug. 1889) følgende:
Under et Ferieophold i Fakse hørte jeg ofte, Tale om et Træ i en nærliggende Skov, der skulde være i Besiddelse af Ævne til at helbrede Sygdomme, navnlig Gigt og Kirtelsyge. For at overbevise mig om dette mærkelige Træs Eksistens, besøgte jeg en Dag Skoven, og ved Hjælp af en gammel Bonde, jeg tilfældig traf paa, fandt jeg ogsaa Vidundertræet, ligesom jeg af ham fik Oplysning om Kuren. Træet er et gammelt Egetræ, der af Tidens Tand er blevet udstyret med et vandret Hul helt igennem Stammen, gennem hvilket en Person kan passere i liggende Stilling. Dette skal nu Patienten ogsaa foretage – i Adams Kostume – hvorhos der skal skæres et vist Antal Spaaner af Tæet, og et Klædningsstykke eller Dele deraf henlægges ved dets Fod. At det hele skal foregaa efter Solnedgang og stiltiende, hidsættes for Fuldstændighedens Skyld; hvilke Følger en saadan Fremgangsmaade i Forbindelse med manglende Lægehjælp kan have for den Syge, kan enhver selv dømme om.
Egnens Beboere forsikrede imidlertid, at Kuren stadig var i Brug, hvilket ogsaa tydeligt fremgik deraf, at adskillige af de „ofrede” Klædningsstykker (der fandtes vist henved en Snes), var af temmeligt nyt Udseende.
Det skulde synes forholdsvis let at udrydde denne Overtro, hvis f. Eks. vedkommende Skovejer vilde lade Træet fælde. Men – det er jo en Selvfølge, at Træets Aander aldrig vilde tillade sligt. – Det fortælles da ogsaa, at hver Gang man hidtil har prøvet derpaa, er Øksen sprungen tilbage, som fra en Sten, eller der har vist sig Gnister fra Træet”.
Kr. Nyrop, der aabenbart ikke selv kendte Ganneskovtræet, fortsætter: Det Træ, som her sigtes til, er rimeligvis det saakaldte Kludetræ, om hvilket Rejsehaandbogen „Danmark” giver følgende Oplysning:
„I Lestrupskov, øst for Bækkeskov, findes en Eg (“Kludetræet”), hvoraf en Gren danner en Port, som af Almuen antages at være i Besiddelse af Lægedomskraft, naar man passerer den 3 Gange, og hænger et Stykke af sin Klædning paa den; saadanne Stykker ses hyppigt hængende der, men fjernes med korte Mellemrum af en Kludekræmmer.”
Det fremgaar imidlertid tydeligt af Beskrivelsen, at det i„Nationaltidende” omtalte Træ ikke var Lestruptræet, som antaget af Nyrop, men Træet i Ganneskov, idet Hullet i Lestruptræet var dannet af en Gren, medens det i Ganneskovstræet var et Hul, der gik direkte gennem Træet næsten nede ved Træets Rod. Lestruptræet er forlængst faldet for Øksen. Dets Brug var mere lokalt begrænset, medens Ganneskovstræet søgtes af syge baade i og udenfor Stevns og Faxe Herreder.
I en Artikel: „Sydsjællandske Folkesagn” i „Aarb. for Hist. Samfund for Præstø Amt”; 1920, fortæller Arkivar H. Ellekilde efter Meddelelse til Dansk Folkemindesamling om Hultræet i Ganneskov:
„I Ganneskov mellem Tokkerup og Karise findes der et meget gammelt Træ, om hvilket gamle Folk tror, at det har helbredende Kræfter. Gennem Stammer, er der et Hul, og det skulde den syge krybe nøgen igennem ni Gange.
Meddeleren, Birthe Frederiksen i Jenstrup, er selv som Barn blevet helbredet for Ringorm, der svandt bort Dag for Dag,efter at hun havde været gennem Hultræet Det Linned, man havde paa ved Ankomsten, skulde ofres til Træet. Engang blev det bestemt, at Hultræet skulde fældes. Men Skovarbejderne kunde ikke finde det. Naar de kom til Stedet var Træet forsvundet. (Seminarist Karen Rasmussen, 1913).
En Meddeler til Anna Petersen, Strøby, der selv har oplevet Kuren, fortæller, at da de kom ind i Skoven, hvor Hultræet var, maatte de ikke sige et Ord. Lærer Seidenfaden har været ved Træet to Gange: „Den første Gang (sidst i 60erne) hang der paa de lave Grene en Mængde Pjalter, og paa jorden under og ved Træet laa Stykker af Trøjer og Bukser. Det saa ud til, at Hultræet blev flittigt benyttet, selv om der ikke var mange, der længer troede paa dets undergørende Kraft. Men da jeg kom der igen nogle Aar efter, var der slet ingen Pjalter; enten maa en Kludesamler have ryddet Træet, eller Folk ganske havde tabt Troen paa Træets Kraft. Det faldt i Julestormen 1902″.
Mærkeligt nok har ingen af de citerede Meddelere faaet fat paa, at der ogsaa, foruden Klædningsstykker, skulde ofres Penge. Man ofrede gerne een eller et Par Smaamønter. Et Stykke oppe paa Træet var en Gren gaaet ud, og et Hul førte ind til et Hulrum i Stammen. Deri lagde man ofte Smaamønterne. Men Værløse og Tokkerup respektløse Drenge dyppede en Kæp i „Avselskavt” (gammmel Tjærevognsmørelse paa Vognens Træakselnav) og fiskede Mønterne op. Der var ofte ikke saa faa, eftersom Vognene undertiden holdt i lange Rækker med Syge, der skulde gennem Træet. Og med Mellemrum kom der en Kludekræmmer, der ryddede op i de ofrede Pjalter.
Det fremgaar af Meddelelsen fra 1841, at Træet allerede da havde været stærkt besøgt fra meget gammel Tid. Og Besøget holdt ved langt op i Aarhundredets sidste Halvdel, men tabte sig saa efterhaanden, dog uden at høre helt op. Paa det sidste foregik Hultrækurene mest i Smug, idet en Del af den yngre Generation ikke var utilbøjelig til at gøre Grin dermed. De Sygdomme, hvorfor man mest søgte til Ganneskov, var Skæver (engelsk Syge), Kirtelsyge og Gigt; men forøvrigt var Kuren god for alt. For saa vidt de Syge, der brugte Kuren, forbandt nogen egentlig Forestilling dermed, gik denne vistnok ud paa, at Sygdommen overførtes paa Træet.
Angaaende disse Hultrækure, der kan spores helt fra Oldtiden gennem næstern hele den gamle Verden, og som menes at bunde i visse Genfødelses- eller Renselsesceremonier, kan henvises til ovennævnte Afhandling af Kr. Nyrop i: “Dania”. Her i Landet synes de væsentligst at være anvendt paa Sjælland. Ifølge Optegnelser i„Dansk Folkemindesamling” (Thomas B. Bang i„Danske Studier”, 1915), kendte man da 13 Hultræer, som anvendtes, eller tidligere var anvendt paa Sjælland, men kun 2 i Jylland, og ingen fra de øvrige Landsdele. Forøvrigt brugte man ogsaa omkring i Landet lignende Gennemkrybningskure bestaaende i at løsne en lang, firkantet Græstørv, helst paa Kirkegaarden, paa de to Langsider, saa den hang fast ved de to Smalsider. Tørven løftedes op paa Midten, og den Syge krøb saa under den under Iagttagelse af de samme Ceremonier, som var brugelige ved Hultræskurene. Kurene brugtes ogsaa undertiden mod Sygdom hos Kreaturerne.
Men skønt den gamle Trylleeg endnu 1841 havde „trodset Aarhundredernes tilintetgørende Vælde”, kunde den dog ikke i det lange Løb trodse de gamle Skoveges overalt snigende Fjende, den opvoksende Bøgeskov. Bøgene voksede den over Hovedet og kvalte den. Maaske har ogsaa de mange Splinter, dens Bark i Tidens Løb maatte afgive, været medvirkende. Og 1902 kom Julestormen og kastede den gamle Kvaksalver, utalte naive Menneskers Trøst og Tilflugt, til jorden. Og der ligger den faldne Storhed endnu!! Endnu efter dens Fald forsøgte enkelte at udnytte dens magiske Kraft. Og Sagnet melder igen, at da der blev givet Ordre til at at ophugge den gamle Vindfælde, sprang først Arbejdernes Økse, og da man senere vilde forsøge igen, blev det saa taaget, at man ikke kunde finde Træet. Saa opgav man at binde an med de mystiske Kræfter.
Og Aarene gik. Verdenskrigen drog hærgende over Land og Hav. De engelske Kulladninger udeblev. Brændselsrationering blev indført. Fattigmand samlede omhyggeligt hver en Pind, der blæste ned fra Storbøgene, som nu omgiver det gamle Kludetræ. Men dette var Tabu, som ingen vovede at røre; dog fortæller man, at en Mand forgreb sig paa en Gren, som han tog med sig hjem. Men da han blev angrebet af Sygdom, bragte han den hurtigst tilbage igen.
Endnu i det Herrens Aar 1930, midt i de store Opfindelsers og den store Oplysningens Tidsalder ligger Ganneskovs gamle berømte Kludetræ, som det faldt for Julestormens Kast for 28 Aar siden. Et middelstort Egetræ, hvis Stamme har været hul i en lang Aarrække før dets Fald. Stammen er nu knækket og faldet sammen i flere Stykker. Tidens Tand gnaver videre paa den halvraadne Vindfælde, der endnu i en lang Aarrække vil kunne fortælle den, der har Øre derfor, om en Fortid, stærkt præget af Overtro, og om en Nutid – med samme Præg. Præget er lidt mere udvisket og uklart; men Konturerne træder stadig skarpt frem for den, der har Lejlighed til at bemærke dem.
Og hvorfor ikke! Fortidens Varsler, Spøgeri og Gengangere blev til Nutidens – i de store Træk anerkendte – Telepati, Telekinese, Clairvoyance, Visioner o. s. v. (se f. Eks. afd. Martensen-Larsens Bøger), Og det gamle Kludetræs hundredaarige, suggestionerende Betydning i en lettroende Befolkning behøver man ikke at undervurdere.