For mange, mange år siden fik jeg et kørekort. Det var gyldigt meget længe. Faktisk til juli 2013, et på det tidspunkt aldeles uvirkeligt årstal. Men, som en følge af tidens gang, er kørekortet ikke længere gyldigt, men erstattet af et nyt. Jeg blev nemlig 70 år.
For at finde ud af hvorledes denne fornyelse skulle foregå, søgtes information på kommunens hjemmeside. Heraf fremgik det tydeligt hvorledes jeg skulle forholde mig. Troede jeg. Det fremgik, at jeg skulle medbringe et billede, når jeg kom til det aftalte møde i Borgerservice, men faktisk viste det sig at billedet skulle forelægges lægen – ved udarbejdelse af lægeattest – til underskrivelse. Det synes jeg godt kommunen kunne have fortalt, så jeg kunne have undgået en tur til til lægen (der heldigvis vidste det).
Ihukommende en bemærkning i et foredrag af Jens Ladegaard for også mange år siden om at kun 4 af 100 utilfredse kunder ulejliger sig med at give en tilbagemelding, tænktes at Borgmesteren i Roskilde, der gerne vil høre fra borgerne, ville være interesseret i at få rettet informationen til.
Derfor skrev jeg følgende til Joy Mogensen:
Kære Borgmester,
Jeg forstår på et kort jeg af og til får fra dig, at du er interesseret i henvendelser fra borgerne.
Derfor følgende:
Jeg blev 70 år i juli. Kørekortet skulle følgelig fornyes. Søgning på roskilde.dk gav mig en tydelig information om, hvad jeg skulle medbringe, herunder et billede, når jeg skulle møde hos medarbejderen i Borgerservice.
Jeg forstod ikke på informationen, at jeg skulle medbringe billedet til lægen, der skulle underskrive det, men det skulle jeg. Jeg måtte derfor til lægen igen. Din medarbejder i Borgerservice bekræftede siden at lægen skal skrive billedet under.
Derfor er mit forslag, at det tilføjes til informationen om, hvad man skal medbringe, at billedet skal underskrives af lægen. Kunne du venligst foranstalte denne forbedring gennemført?
I øvrigt blev jeg betjent på bedste vis i Borgerservice – og i løbet af en uge havde jeg det nye kørekort.
Venlig hilsen
Der kom hurtigt et svar fra Borgmesteren – i form af en pfd-fil fra hendes sekretær. Her følger et billede af svaret:
Det var et godt svar at få.









