Mine notater fra sommerferiens 7. dag er ganske korte. De lyder sådan:
“Onsdag Clarahütte – fint stadig at kunne uden særligt besvær. Fra Ströden p-plads kl. 9 – tilbage ca. 15 efter 22000 skridt.”
Det er jo ikke lige til at finde ud, hvad det drejer sig om, men det følger her. I 1995 var vores allerførste tur i Virgental netop denne. Siden er vi atter og atter vendt tilbage. Ikke alle de år vi har været på disse kanter, men mange gange har vi taget turen. Undertiden har vejret artet sig så skidt, at vi er vendt om.
Men ikke i 2012.
Helt ude i enden af Virgental finder man en stor parkeringsplads. Der holder ikke mange danske biler, hvilket ikke er til at forstå. Parkplatz Ströden ligger i ca. 1400 meters højde. Her begynder turen til Clarahütte, der ligger i ca. 2030 meters højde. Folk færme til hovedregning finder hurtigt ud af at man skal 630 højdemeter opad.
Jeg glemmer aldrig første gang vi var der. Vi oksede opad, pustede og svedte – og holdt pause i et sving. Her så vi en mand komme gående med en stok, tagende adstadigt lange skridt – og da blev det pludseligt klart, at man måtte sørge for at få skridt og åndedræt til at passe sammen. Så gik det let nok – og hvilken god læring.
Den første ½ time foregår på en kørevej og hvor vandfaldet møder denne ligger to alme, hvilket er målet for mange mennesker. Fint nok.
Vi skulle videre.
Op langs det brusende og larmende vandfald. En ikke solrig dag.
Sådan ser det ud opad.
Og nedad.
Vandfaldet begynder lige når man er gået over en bro.
Herefter varer det ikke længe før man går mere fladt, men det går dog også her op og ned. Landskabet er fantastisk flot.
Det er ikke så ofte vi har set Edelweiss. Senest var det i 1996, men sandelig om ikke der stod et par stykker og blomstrede nok så fint på vejen til Clarahütte.
Går man lidt forbi hytten, ser man hvorledes den ligger i landskabet.
Zoomes lidt ind kan man tydeligt se, hvorledes den er bygget så den bedst muligt kan modstå sneskred. Forsyningerne bringes hertil med helikopter og det koster derfor lidt ekstra af købe mad og drikke her.
Efter et kort ophold gik turen tilbage til parkeringspladsen.
Her følger nogle billeder af den gode vandresti. Det ses tydeligt at her er ret stejlt, men stien er bred nok til at man går sikkert på den.
På turen tilbage mødte vi en del blåfugle nogle gange. Flest var der her. Fugt gav dem noget at komme efter.
Billederne kan med fordel ses større – klik på dem.
Turen var – som anført i indledningen – en heldagstur, dvs. fra 9 til 15 + køretid. Det kan anbefales at træne lidt så man kan opleve dette herlige sceneri og få 22000 skridt ind på gå-kontoen.
Du havde ret i, at det lige blev til et ‘wow’ mere denne gang end sidst 🙂
Jeg har slet ikke ord for skønheden i Østrig, men heldigvis har du billeder for den …
Det er altså godt gået, Jørgen med hustru – er der slet ikke nogen bænke til et hvil eller to undervejs?
Hvordan vi så lige finder ud af at ramme hinanden der, ved jeg ikke, men man har før oplevet, at verden er meget lille … og det kunne da være så vældig hyggeligt 🙂
Der var en bænk hvor vandfaldet begyndte og en ved hytten – ellers stiller man sig bare op ad skråningen eller sætter sig på en sten. Når vi går holder vi mange pauser og er længere om at nå frem end mange yngre, men vi ser dog også yngre mennesker, som ikke kan hamle op med os. Men de går – og når frem.
PS: Blåfuglene er jeg lidt misundelig over. Det må være et betagende syn i virkeligheden.
Det er uforglemmeligt når man ser sommerfuglene i disse mængder – ganske som jeg ikke kan glemme edelweissen.
Ja … den glemte jeg også at kommentere – har aldrig været så heldig at se den i virkeligheden.
Det er vel egentlig lidt imponerende, at folk lader den være og ikke plukker den?
Jeg tror stilen i Østrig er at man lader blomsterne være og tager sit affald med sig. Og det er vel efterhånden lidt imponerende.
Tak for turen, den var dejlig! Jeg har vandret rigtig meget i det sydlige Tyskland og den nærmeste del af Østrig og området minder meget om det, du viser her. Man skal gå langsomt og få skridt og åndedræt til at følges ad, så kommer man hurtigst frem; der er en meditativ skønhed over bare det at vandre, at flytte den ene fod efter den anden, og følge ham der går foran.
Jeg har også set Edelweiss, men aldrig blåfuglene, de er vel nok flotte.
Velbekomme. Vi blev “afhængige” af Osttirol efter at have læst et par artikler herom i Motor i 1994. Jeg forstår helt fint at vandring har noget meditativt over sig, man er der og hviler så ganske i sig selv og anstrengelsen.
Ser dejligt ud!
Det var lige hvad det var.
Pingback: Sommerferie i Østrig–9. dag. En gråvejrsdag i Virgental | Kort og godt