Der var engang en tid, hvor coronavirussen dominerede. Den er her stadig, men man hører ikke meget til den. Dengang var det anderledes. Det var ikke sådan lige at besøge hinanden. Man skulle holde afstand og alt muligt – og helst mødes udendørs.
I dag for fire år siden besøgte jeg Ellen og John. Jeg havde fundet en plante året før, som Ellen efterspurgte – den skulle bruges til at farve garn med. Det viste sig, at der var mange heromkring. Jeg fik et par stykker og holdt liv i dem. Om de afleverede overlevede ved jeg ikke, men under alle omstændigheder var det et hyggeligt besøg – med kaffe i shelteret og fint kig over Præstø Fjord. Og med iagttagelse af alle fornødne forskrifter om afstand og alt muligt.
Med hjem fik jeg stiklinger af flerårig lavatera, en tilsvarende plante og en tomatplante.
Senere på året blomstrede planten, jvf. det første billede, og de fleste stiklinger slog fint rod.
På nuværende tidspunkt står 5 planter i haven. De har blomstret fint hvert år, men er alle frosset tilbage om vinteren. De dækkes af lidt blade og kommer troligt igen og igen. Lige nu står de fint og kraftfuldt og der skal nok komme mange blomster om lidt.
Tomatplanten gav dejlige frilandstomater, som det fremgår af billedet.
Det nederste billede er fra midten af oktober 2023.
Ja, Coronatiden tvang os til meget nyt. Selvom det ikke just er morsomt at tænke tilbage på, var det da noget særligt at opleve (og overleve) en pandemi.
Ja, det har du ganske ret i. Pandemier er jo ikke ualmindelige, men dens ukendthed var nyt, og netop det er særligt at have oplevet og overlevet. Vi har det med i bagagen nu.
Hvor er det hyggeligt at blive omtalt på din blog – og rart at se, at lavateraen også overlevede pandemien. Min fryser ned næsten hvert år, men sommeren efter er den altid stor og frodig – og aflæggere er, som du så, meget nemme at fremstille: Bare en pind i fugtig jord, så skal de nok komme.
To af dine kermesbær har overlevet og er nu også pænt store. Så vidt jeg husker, kom du med fem, men to af dem blev næsten øjeblikkeligt spist af snegle, og den tredje døde i løbet af vinteren. Men altså to er i live, og det tror jeg de bliver ved med at være.
Den pokkers covid-19 … der var lige et par år, som vi nok helst vil glemme, men som du siger, har vi alle (inklusive myndigheder) lært af det, så lidt gavn har det hele forhåbentlig gjort.
Vaccination mod denne virus hører til på vores faste repertoire nu, lige som vacciner mod influenza og lungebetændelse gør det.
Det er godt at høre at et par kermesbær har overlevet. Jeg prøvede selv, men det gik ikke – dog er en plante leveret af en fugl efterhånden blevet stor. Den gror på kompostbunken.
Covid-19 var lidt meget, men det gik. Vi blev ikke smittede, og sørger naturligvis også for at blive vaccinerede efter alle kunstens regler.
Sikke et dejligt billede af tomatplanten med dens afkom.
Det er mærkeligt at tænke tilbage på pandemien. Jeg har det som Eric, der synes, at det er noget særligt at have op- og overlevet en pandemi.
Jeg kan forstå, at den betød meget for fleste. Selv mærkede jeg ikke så meget til den andet end mundbindene og irritationen over, at folk i køen i supermarkedet ikke kunne finde ud af at holde afstand.
Ja, det var en fin tomatplante og billedet lykkedes i nogen grad.
Det lyder som om det kan være på sin plads at minde om pandemien, som jo var at sammenligne med den spanske syge og ikke med pandemier der ikke så voldsomme som visse andre. Heldigvis lever vi i en tid, hvor vaccination ret hurtigt bliver en mulighed.
Jeg var ret optaget af pandemien og søgte at begribe hvad risikoen m.v. var.