For et par uger siden besøgtes Frederiksborg Slot for at se Det Nationalhistoriske Museums udstilling af Dronningens tøj gennem tiderne, Hendes Majestæt Dronningen 75 år. En dragtkavalkade.
Det var interessant at se dragtkavalkaden og lytte lidt til besøgende kvinders kyndige betragtninger.
For mig var det interessanteste ubetinget mødet med Dronningens små sko. De ses på billedet. De sendte mig direkte tilbage til en tidlig barndomserindring.
I 1966 deltog jeg i såkaldte laboratorieøvelser som psykologistuderende. En af disse øvelser var "Forsøg med allertidligste barndomserindringer".
Rapporten har jeg endnu, og at jeg har omtalt mine sandaler, overrasker ikke det mindste. Problemet med erindringen var, at det ikke er en erindring i den forstand, at den ikke er understøttet af billeder eller fortællinger. Men pyt nu med det.
Jeg skrev følgende, nu lettere redigeret, om erindringen:
Den første barndomserindring, jeg mente, jeg havde, vil jeg tro stammer fra ca. 3 års alderen, men min mor fortalte mig, at der skulle eksistere et fotografi af situationen, hvilket jeg dog ikke har kunnet få fremskaffet.
Oplevelsen gik ud på, at jeg fik et par dejlige, nye sandaler en sommerdag. De var med røde og hvide remme, og jeg mener jeg kan huske jeg fik dem på i et bestemt hjørne af haven, og at jeg stod og kiggede ned på dem.
Men da der muligvis ikke er tale om er ægte barndomserindring, vil jeg omtale den første sikre.
Man må jo følge instruksen – og den erindring jeg så omtalte, havde jeg givet vis også hørt om.
Billedet min mor omtalte, har jeg ikke fundet, men sandalerne ses på Stella Nova-billedet.
Mon sandaler og sko under og lige efter krigen var røde og hvide af protestgrunde?
Har du styr på dine allertidligste barndomserindringer? Eller fortoner de sig, som jeg, ved læsningen af min rapport, fornemmer nogle har gjort efter yderligere små 50 år.
Fint at have sko tilfælles med dronningen 🙂
Jeg forstår nok ikke helt, hvorfor en erindring skal være understøttet af billeder (så ville jeg ikke have mange erindringer før efter mit fyldte 11. år …) eller en fortælling. Jeg har de tidligste erindringsglimt fra 2-års-alderen, men det er vitterlig kun glimt. De ‘erindringer’, som skyldes mine forældres fortællinger, er netop nok ikke erindringer af samme årsag, fordi jeg nærmere forestiller mig scenarierne pga. fortællingerne frem for selv at have dem i hukommelsen.
Pudsigt nok har jeg de samme erindringer nu om mine tidlige barndomsår, som jeg altid har haft – der dukker ikke nye op, og dem, jeg har glemt, har jeg aldrig husket, så at sige. Lyder det for underligt?
Har du læst Jane Aamunds Den Grønne Port? Hun har en forrygende hukommelse om sin barndoms oplevelser og forestillinger – og pga. sidstnævnte tror jeg faktisk det er hendes egen hukommelse og ikke noget, hun har fået fortalt.
Jeg har nok været uklar i min formulering. For at man i forsøgets forstand kunne tale om tidlige erindringer måtte de ikke være understøttet af billeder og fortællinger. De skulle så at sige være rene erindringer. Det var min muligvis ikke fordi der muligvis var et billede af situationen. Dine erindringsglimt er tidlige erindringer. Du ser dem sikkert. Det gør jeg i øvrigt ikke.
Jeg husker sikkert også i de samme ting, men de er ikke længere så let tilgængelige som tidligere, måske fordi jeg ikke har beskæftiget mig med dem i mange år.
Jeg har ikke læst den omtalte bog, men jeg antager at der også på dette punkt er forskel på folk.
Pudsigt med sandalerne, og det rød/hvide var sikkert et patriotisk signal. Fruen kan huske meget fra den første tid, jeg meget lidt. Jeg husker dog, at støvsugeren slog mig med rædsel, når den kørte. Aversionen har aldrig fortaget sig.
Det var lidt pudsigt – og meget direkte. Her husker fruen også langt bedre tilbage end jeg gør. Det er bedre at tage en cykeltur rundt i byen end støvsuge, forstår jeg.
Jeg kan levende forestille mig det var en interessant udstilling.
Mine egne erindringer ligger også i 2-3 års alderen. Jeg synes det er interessant hvor forskelligt man husker. Nogle ting kan min mor bekræfte, og det er ikke længe siden hun sagde, kan du virkelig huske det.
Vores unger, husker også meget forskelligt. C husker ikke så meget fra sin barndom, som M gør, selvom det er ting de har oplevet sammen.
Det var en fin udstilling.
Jeg er enig i at det er interessant at vi husker så forskelligt som vi, men det illustrerer måske blot vores forskellighed.
Min ældste lillesøster og jeg undrer os tit over at vi husker forskellige ting fra vores barndom, hun er kun 21 måneder yngre end mig, så meget har vi jo oplevet sammen. Min første erindring er fra da jeg var lidt over 2 år, hvor jeg blev indlagt med forbrænding og var indlagt i tre uger. Mine forældre måtte ikke besøge mig, kun en halv time onsdag og søndag, hvor jeg iøvrigt græd hele tiden i følge mine forældre. Mit minde er at jeg husker en stue med masser af lys og masser af senge, børn der græd og at jeg fik havregrød til morgenmad, og så mennesker der bærer på børnene.
Sikke dog en traumatisk barndomsoplevelse du her beretter om.
Når der er 21 måneder mellem dig og din søster, er der ikke noget at sige til at erindringerne er forskellige, i alle tilfælde de tidlige.
Sikke fine sandaler du og Dronningen har fælles.. 🙂
Nemlig.
Det har været vanskeligt at formulere og forklare forsøgets præmisser. Et af problemerne er jo at en “historie” (som forældre eller andre ældre mennesker fortæller den, der var barn engang) kan udløse ægte erindringer, men disse behøver ikke at være de samme, som historien handler om.
Der kan også være mennesker, som ikke bryder sig om at erindre. Og der kan være forældre, som siger at børn ikke kan huske noget. Det er vel derfor at fotografier bliever anset for at være den sikre måde at huske noget – der “ringer en klokke” når man ser på dem.
Enig i at det er et svært forsøg og at det er de ægte erindringer det drejer sig om. Ikke erindringer man er i tvivl om, men dem man er sikker på er ens egne.
Jeg tror også at mange nutidige børn vil kunne huske – eller bringes i situationer, hvor de husker – ved hjælp af fotografier, som jo nu findes i hobetal.