Vi skulle et smut til København med DSB søndag. Heldigvis blev vi klar over, at det netop var den dag DSB skifter køreplan. Således også på Lille Syd.
Vi tog følgelig toget ½ time senere end planlagt, men pyt. Det gik, og det hurtigt at komme videre med et IC-tog.
I København var målet at se Gauguin-udstillingen på Glyptoteket. Det mål var der mange der havde – det er gratis at komme ind om søndagen.
Der var mange mennesker og ofte ikke let at komme til, men det lykkedes at dvæle ved nogle billeder. Et af objekterne forstillede en mand med mange tatoveringer, der alle var navngivet (antager jeg) ved siden af.
En far og et mindre barn stod og kiggede, da barnet sagde: “Far, er der noget i vejen med manden?”.
Se det var et rigtigt spørgsmål. Svaret hørte jeg ikke.
Turen gik om ad Nationalmuseet, hvor jeg købte et par genoptryk af gamle påklædningsdukker fremstillet som postkort – børnenebørnene skal have hver et med posten.
Stille og roligt tilbage til Hovedbanegården, stille og roligt – med stop ved alle stationer – tilbage til Roskilde. For blot at erfare at toget kl. et minut i hel var aflyst.
Pokkers også.
Heldigvis var biblioteket åbent og leveringsdygtig i varm cacao og et blad.
Jeg læste i Livsstilmagasinet Havelivet.dk. Dels en interessant artikel om alpevioler, som kan klare flere år, hvis de kommer ud og ind igen senere og ikke står for varmt inde osv.
Og en artikel om kartoflens velsignelser. Har man kartofler nok, skal de tages op når toppen er vissen. Magasinet forklarer at de skal tages op ad jorden. Her i huset går jeg ad flisegangen til kartoffelhaven og tager dem op af jorden. Sådan hedder det vel stadig?
Desuden taler magasinet om at være selvforsynende med kartofler, hvilket sandelig er en følge af “tidens tand”. Her i huset viser tidens tand sig som slid som følge af brug og tidens gang. Hvad mon der menes? Tendens? Trend?
Ad eller af – den er svær og volder også mig vanskeligheder, men mener dog, at ‘ad’ er langs med noget, så jo: op af jorden.
‘Tidens tand’ er en tand værre – det bliver ofte lettere grinagtigt, når man tror man har styr på talemåderne, men i stedet kommer til at træde i spinaten. Eller gøre i nælderne 😉
Min chef er oldebarn af Gauguin – men kan ikke tegne en lige streg 😉 … dårligt heller en skæv for den sags skyld…
Måske havde korrekturlæsning gjort underværker…Fin ane din chef har, måske har hans børn tegnetalent.
“Af” og “ad” har jeg også haft problemer med (dog ikke i meninger som “op af jorden”, “op af æsken”).
En lærer forklarede for 55 år siden at det hed “hen ad gaden”, “hen ad gangen” og så forstod jeg ikke hvad hun mente da hun sagde “selvfølgelig hedder det ikke ud a? stuen” eller “ud a? vinduet” og jeg var i tvivl indtil jeg mange år senere, inspireret af den rareste kollega, man kan ønske sig, slog det op i Nudansk Ordbog og fik forklaret, at “ad” er i familie med engelsk “at” og betyder – som Ellen siger – “nær”, “ved” – måske også “langs med”.
ODS i papirudgaven forklarede engang at præpositionernes grundbetydning er bevægelsesretninger omkring objekter (eller skulle man sige subjekter?)
“Af” er en bevægelse væk fra (han sprang ud af vinduet, hun gik ud af stuen) – siden den gang har jeg ikke haft *det* problem 😀
Det var ellers en klog pige, som spurgte, om der var noget i vejen med manden. Nu skal man ikke skue hunden på hårene, men det er godt nok noget af et commitment at blive “malet” for livstid! Og i min synsvinkel er det noget, der skyldes en eller anden form for forvirring som jeg godt kan mærke i mig selv – “det kunne være skægt” – men netop noget, som helst skal fortsætte på det tænkte plan.
Man kan idag få “pseudo-tatoveringer”, vandmærke-agtige, som kan sættes på og som holder i nogle dage eller uger. Jeg håber altid, når jeg ser sådan noget, at det er afvaskeligt.
Mange naive mennesker tror, at man kan fjerne tatoveringer med laser, men det giver også ar, og det er ikke en god løsning.