Forleden satte en mosaikguldsmed sig i ligusterhækken. Måske trængte den til et hvil.
Jeg hentede mit kamera og håbede den sad der, da jeg kom tilbage. Det gjorde den. Det blev til en hel del billeder, idet dens tålmodighed med fotografen var stor.
Hvilken art mosaikguldsmed, der er tale om, er ikke gået op for mig. Måske den der hedder blå mosaikguldsmed.
I øvrigt er der et par billeder af en guldsmed på bloggen, f.eks. denne.
Der er naturligvis ikke den ringeste grund til at tillægge guldsmeden menneskelige egenskaber. Ikke desto mindre er det netop det jeg gør i overskriften.
At der er en god grund til det, fremgår af det nederste billede. Se bare på den måde guldsmeden ser ud til at misbillige min fotografiske aktivitet med de øjne, der slet ikke er øjne, men blot en tegning på guldsmeden.
Lidt morsomt er det nu, at blot fordi guldsmeden er fotograferet i den givne vinkel, får man uhyre let en association til et følelsesmæssigt udtryk, som ingen gang har på jord. Men særligt venligtsindet ser den nu ikke ud til at være.
Hvor er den flot! Og hvem ved, om den har et følelsesliv, og om skinnet bedrager?
Ja, guldsmede er fine insekter. Det er ikke godt at vide hvad der rører sig i dem. Det sjove er også at de ofte sidder længe – det giver fotomuligheder.
Jeg er ret betaget af guldsmede af enhver art – er der nogen, der ikke er flotte? Jeg synes de alle sammen er, og denne her har du fået virkelig gode billeder af.
Jeg blev torpederet af en stor en af slagsen i går – jeg troede deres navigationsevner (og/eller syn) var bedre end denne adfærd viste.
Ja, gulsmede er fine insekter. De har ofte lyd på når de flyver, så kan man ikke se dem, kan man høre dem og måske derved finde dem.
Det er da overraskende at de ikke kan lade være med at støde ind i godtfolk.
Jeg er vild med dens udtryk, uagtet det ikke er øjne 🙂
Det forstår jeg fint, det var det spændende ved netop de billeder i den vinkel.