Den sidste søndag i september 2018 havde jeg fornøjelsen at deltage i Skovhistorisk Selskabs ekskursion til Vemmetofte.
Et af mange interessante indslag var historien om Granskuret i Vemmetofte.
Granskuret ses herover.
Historien er i korte træk denne:
I slutningen af 1800-tallet havde den opfattelse bredt sig, at dansk produceret grantræ ikke havde samme varighed eller holdbarhed som tilsvarende importeret udenlandsk, hvilket især ville sige svensk.
Det fik Forstinspektør O. Götzsche fra Gisselfeld til at undre sig over om der virkelig skulle være en sådan forskel på grantræ produceret i Danmark og i Skåne at det kunne begrunde opfattelsen.
For at finde ud af om der var tale om en fordom og myte eller om det havde noget på sig, foreslog han foranstaltet et eksperiment.
Man skulle opføre 8 identiske skure rundt om i Danmark og tydeligt markere hvilke dele der var brugt henholdsvis dansk og svensk grantræ til.
Disse skure blev alle opført i 1895.
Grantræ fra Sverige blev markeret med et S.
Grantræ fra Danmark blev markeret med et D.
Forsøget blev afsluttet i 1917. Der kunne ingen forskel konstateres. Varigheden eller holdbarheden af grantræ fra Sverige og Danmark var således den samme.
100 år efter opførelsen af granskurene skrev Erik Borsholt og Peter Moltesen en artikel om dem, 100-ÅRIGE GRANSKURE, jvf. Skoven, 10, 1995, p. 393-396. 4 af de oprindelige 8 skure stod endnu.
Nu 125 år efter opførelsen ser granskuret i Vemmetofte ud som illustreret her – og skuret ser ikke ud til at forgå de første par år.
Det er jo imponerende, at skuret står så fint efter 125 år! Jeg kommer til at tænke på de meget gamle stavkirker i Norge, som er fra år 1100-1150.
Det er det. Ja, træ holder godt under de rette omstændigheder.
Interessant – grangiveligt!
Netop.
Jeg elsker den slags systematiske og videnskabelige tilgange til en diskussion, som ellers ville kunne vare nærmest evigt, fordi ingen finder ud af, hvem der har ret.
Det gjorde de vel så egentlig heller ikke, disse ærværdige herrer, eftersom alle skure står så fint endnu, men det er en skøn historie, som jeg (også) mener, at mit tidligere nævnte skovmuseum bør kende, hvis ikke det allerede gør det.
Det var en god løsning, der vist kostede 250 kr pr skur. Det er nu kun halvdelen af skurene der stod for 25 år siden, og hvis der var jordkontakt, var der også en vis grad af råd.
Skovmuseet kender givetvis historien. I alle tilfælde var den ikke overraskende for den tidligere direktør for det nu nedlagte eller udflyttede skovmuseum.
Det viser jo tydeligt, at træ er et godt og holdbart byggemateriale.
Sådanne skovture er på mange måder berigende. Vi er som regel med på et par stykker om året, med skovfogeden, her i vores ‘baghave’
Det gør det.
Det er fint at få noget nyt at vide på sådanne ture.
Ja det er imponerende så længe det har holdt.
Ellers må jeg konstatere, at dette skur er bygget sådan at hvis der opstår råd nede ved jorden, så vil det påvirke alle de mange væg-stykker (granrafter/brædder).
Hvis man bygger på klink, – med vandrette brædder – så vil det kun være de nederste brædder, der skal udskiftes, og iflg. teorien ville et sådant skur med moderat vedligeholdelse kunne holde i mange, mange år.
Det er det.
Jeg tror at skurene blev bygget så der var mindst mulig kontakt med jorden, men efterhånden er der opstået mere og mere jordkontakt og dermed mere og mere råd.
Jeg tror jo dette blev bygget som besluttet for at se på grans varighed og ikke med henblik effektiv byggemåde.