Faldefærdig

Med stigende alder synes der at være en øget tendens til at falde.

Jeg faldt forleden. Konsekvenserne af faldet er beskedne, og det kan ingen særlig interesse have for andre.

Når jeg alligevel nævner det her, er det for at omtale det tilknyttede fænomen, der kan have betydning for andre, nemlig behovet for med stigende alder at være sig stedse mere bevidst om sin gøren og laden.

Som så ofte før skulle jeg læsse et par store poser med hanke ind i bilen. Det er poser der bruges til haveaffald, hvilket er en god løsning, når man ikke har en anhænger. Der kan være meget i poserne og ofte er vægten beskeden.

Da jeg tog fat i en af poserne, sad hankene lidt skævt i forhold til hinanden, og jeg havde anbragt lidt tunge grene øverst i posen. Det var muligvis de to ting i kombination, der bevirkede at jeg mistede balancen, og faldt bagover. Hovedet bankede jeg ind i døren og fik en hudafskrabning. Et par andre steder kunne jeg mærke følgerne af faldet.

Det medførte at jeg holdt lav profil resten af dagen. Der var en særdeles beskeden oplevelse af forandring, når jeg sad og lå, men denne forandring fortog sig efter 6-7 timer, hvor det var tydeligt for mig at normaliteten var genoprettet.

Godt der ikke skete andet.

Læringen må være at være meget bevidst om hvad der gøres, især hvis jeg i sådanne situationer skal gå baglæns. Der må udvises omhyggelighed med at få tyngdepunktet lavt osv., idet der åbenbart ellers er en øget risiko for at komme til skade ved fald.

Dette er der ikke noget nyt i. Det er bare ikke altid let at praktisere det man godt ved. For mange år siden fortalte Bodil Brændstrup mig, at hun altid holdt i gelændere når hun gik på trapper, idet der jo ikke var nogen god grund til at udfordre skæbnen, når muligheden for at undgå det er nærliggende. Det husker jeg ofte på, men der er åbenbart meget mere der skal bevidstgøres.

Tags: ,
Forrige post

Livet som kunde 1 – parkering i Køge

Næste post

Emma Gad 1918 – 2018 – 2118

Comments

  1. Svar

    Det var godt, der ikke skete mere med dig. Vi har det også fået det med at falde, hvis ikke vi passer på. Man ikke bare falder lettere, man falder også tungere! Tøhø. Og man brækker lettere et eller andet. Jeg har det lige som BB og holder ofte fast, hvis der er noget at holde fast i, og så er jeg ikke god til stiger længere.

      • Jørgen
      • 23. april 2018
      Svar

      Det var det. Der er dog ikke brug for støttehjul endnu, men det kan komme. Balancen har det vel godt nok, men tydeligvis er opmærksomhed (og gerne lidt mere, jvf. Eric). Opmærksomhed og afledning kontraindicerer hinanden. Nysgerrigheden må holdes i ave når man bevæger sig.

    • Bodil Brændstrup
    • 23. april 2018
    Svar

    Hej Jørgen! Jeg har den fordel frem for dig, at jeg ikke har ret langt at falde, så du må passe ekstra godt på. Det, der tager mest skade med alderen er stoltheden og forfængeligheden, men når først man er kommet til rollator-fasen, kan man lige så godt lade forfængeligheden bag sig. Det bliver aldrig noget kønt syn, men jeg kommer dog ud.
    Jeg håber, det varer længe, før du kommer dertil, Jørgen, så pas alligevel på med at være alt for kry.

      • Jørgen
      • 23. april 2018
      Svar

      Hej Bodil, jo, du har ret i det ser underligt når man ligger og roder rundt i en situation man ellers skulle have klaret uden besvær, men jeg har nu ikke noget problem med hvad andre måtte tænke i en sådan situation. Håber jeg når til stokke-fasen før rollatorfasen. Og jeg håber aldrig jeg skal bruge en rollator jeg skal sidde på, men vi må se. Skal nok passe på ikke at være for kry.

    • Eric
    • 23. april 2018
    Svar

    Godt det ikke gik værre. Man skal være bevidst om opgaven, nøle et øjeblik og reelt lave en sikkerhedsvurdering. Det gælder ikke kun ældre, vi gør, hvad vi kan, for at få de ansatte på fabrikken til det. Langt de fleste arbejdsulykker sker pga. manglende opmærksomhed og/eller fordi, man ikke har vurderet, hvilke risici der er.

      • Jørgen
      • 23. april 2018
      Svar

      Det var det, og det med at nøle et øjeblik og lave en sikkerhedsvurdering er en glimrende måde at tale om dette emne og risiciene på. Jeg kommer til at tænke på, at jeg for mange år siden lærte løfteteknik og det har jeg stadig glæde af, men åbenbart ikke i situationen forleden.

    • Pia
    • 24. april 2018
    Svar

    Små uheld, kan hurtigt ændre hverdagen. Godt det ikke var værre.
    Efter mit eget styrt forrige jul, er jeg meget mere påpasselig med, hvor og hvad jeg træder på, og det går ikke lige stærkt alle steder.

      • Jørgen
      • 26. april 2018
      Svar

      Det kan de, og godt var det, at det ikke var noget særligt. Påpasselighed er ret vigtigt, i alle tilfælde når man ikke er helt så adræt mere.

  2. Svar

    Ikke så godt Jørgen! Pas på dig selv og gør som Eric foreskriver.

    Når jeg går ned ad trappen på stationen, som er tredelt (altså trappen), tager jeg faktisk altid fat i gelænderet, idet der er morderligt langt at falde, og det har jeg ikke lyst til.

      • Jørgen
      • 26. april 2018
      Svar

      Nej – og ja. Påpasselighed er vigtigt. Kan godt forstå du bruger gelænderet på stationen. Det er en god vane at øve.

  3. Svar

    Jeg har tilladt mig den luksus at falde et par gange i løbet af det sidste kvartal. Det skal man ikke gøre i min alder. Man bliver straks registreret, som om der er noget galt med ens balance. Der er ikke noget i vejen, men jeg har lidt svært ved at koordinere øjnene efter strålebehandling, hvilket altså kan – kunne, da jeg var mindre bevidst om årsagen – bevirke, at jeg falder – i slow motion, helt bevidst om processen og uden overhovedet at slå mig. Jeg er ikke ret meget for at blive registreret med en skavank, som jeg faktisk ikke har. Der er nok at tage af i forvejen!

      • Jørgen
      • 26. april 2018
      Svar

      Det er sandelig ikke rimeligt at blive tilskrevet balanceproblemer, når faldtendensen ikke har noget med det at gøre, men fordomme om alder m.v. er ikke lette at hamle op med. Det er godt du ikke slå dig når du falder, men kan du være sikker på ikke at møde forhindringer på vej ned? Hjælper bevidstheden dig helt til at undgå fald?

  4. Svar

    Ja uha, man falder lettere – og man falder tungere.
    Når man ikke er helt rask og når man har ondt i benene, så skal man passe extremt meget på. Jeg kan mærke at jeg ikke holder balancen så godt, jeg går ikke “elegant” – men sikrer mig at jeg ved hvor fødderne er 🙂

      • Jørgen
      • 7. maj 2018
      Svar

      Jeg kan se, at du har forstået at bevidsthed om hvor man går er godt at være bevidst om, om jeg så må sige. Vi skal passe grundigt, skal vi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *