Det er velkendt at verdens befolkninger – den japanske undtaget – bliver stedse federe.
For nylig blev emnet behandlet i en udsendelse på DR.
Man havde besøgt en familie i Sydafrika. Familiens medlemmer var godt nok overvægtige.
Den interviewede kvinde var klar i mælet. Hun sagde, at hun var fed fordi hun godt kunne lide fedt og olie. Og at usunde fødevarer var langt billigere end sunde.
Hun sagde også, at hun gerne ville tabe sig, men det kunne hun ikke fordi hun var arbejdsløs.
Men uanset de nævnte argumenternes kvalitet ser det ud til at epidemien vil få (har allerede) meget store konsekvenser, og det forekommer mig, at det formuleredes, at det allerede nu er sådan, at flere dør af overvægt end af sult.
Jeg så også den udsendelse, men når der kommer for meget voxpop uden underbyggelse (damen som sagde hun var overvægtig fordi hun var arbejdsløs) noget, som passer lige præcis til udsendelsens tema, så slukker jeg. Det er ikke sådan, vi løser problemerne.
Jeg tror man bliver meget sulten, hvis man spiser løs af (hakke)bøffer uden grøntsager – men jeg kan jo se at mange mennesker føler at de ikke bliver mætte, med mindre de får bøfferne. Men når de så alligevel ikke får fornemmelsen af mad-tilfredshed, så spiser de en bøf mere indtil maven er så udspilet, at de ikke *kan* spise mere.
Jeg er vokset op med masser af grøntsagsmad og salat hver dag, og jeg bliver ikke mæt uden grøntsager. Alligevel kan jeg somme tider overspise fordi jeg spiser op! Uha! Men løsningen er oplagt: Mindre portioner 🙂
Donald, mindre portioner kan man få ved at bruge mindre tallerkener. En portion mad er vel en portion mad. I øvrigt er du jo meget inde på det psykologiske i fænomenet om fedme. Psykologisk set syntes jeg kvindens udsagn om hvorfor hun var fed var ganske logiske, men lige så logisk det var, lige så psyko-logisk var hendes forklaring om sammenhængen mellem fravær af vægttab og fravær af arbejde. Jeg synes da i øvrigt man skuille sætte priserne ned på grøntsager og sund mad i SA og op på fritter og andet macd. mad
Det er nemlig en fordrejning af sandheden, som også Donald var inde på. Vi oplevede det i Zimbabwe – enormt overvægtige kvinder (en af dem padlede vores fladbundede kano). Vi fik at vide, at vi skulle give dem gode drikkepenge, fordi de småsultede altid. Det kunne jeg ikke få til at hænge sammen med deres vægt, så jeg talte med vores guide om det. Han sagde, at det var en kombination af under- og fejlernæring – det eneste de havde råd til at købe (og vel sagtens også kunne få fat i), var majsolie og majsmel. Det er ikke ligefrem en varieret kost.
I Sydafrika er de dog nok noget bedre stillet; selv de fattigste, i forhold til Zimbabwe …
Vi gav dem det meste af vores gode frokost, som vi havde fået med fra hotellet, så de i hvert fald den dag fik lidt vitaminholdig føde.
Jeg ser sagtens problemet på den måde det her beskrives – og der skal gode løsninger til, hvis man skal undgå at fedmeproblemet bliver en endnu større belastning af sundhedsudgifterne i fremtiden end nu.
Ja, jeg har fundet små tallerkener frem somme tider – jeg må gøre det til en vane, Jørgen 🙂
Og jeg støtter en afgiftspolitik på junk-food, jeg må dog lige indskyde at takket være købmændene (Netto & Rema og Spar) her i nærheden er jeg ganske godt stillet og kan få råvarer til yderst rimelige priser.
Det med de små tallerkener skrev Niels Bjerre Andersen om i “En psykologisk slankekur” for mangfoldige år siden.
Op med priserne på junk-food og ned med dem på sunde råvarer. Særligt her lige efter påske, hvor supermarkederne selvfølgelig har lidt svært ved at regulere det, synes jeg der har været rigeligt mange halvkedelige grønne produkter. Måske burde de sætte priserne ned, så folk fik lyst til at købe et ekstra bundt asparges eller et blomkål inden de bliver helt slatne. Det er så trist at give fuld pris for produkter, der er tæt på eller er blevet kedelige.