Fodbold interesserer mig ikke det mindste. Det er ofte et kedeligt spil. Og alligevel ser jeg nogle kampe i slutrunder. Det undrer mig, for det er jo blot at lade være.
Nu har jeg fundet en god løsning. Den er inspireret af, at nogle kampe ved EM-slutrunden i Tyskland først begynder klokken 21. Eftersom normal sengetid er klokken 22, ser jeg kun første halvleg. Særligt påvirket bliver jeg ikke af det, spændingen opstår først for alvor i næste halvleg. Så det er en glimrende løsning, når jeg åbenbart ikke kan lade være med at kigge lidt med.
At det er noget underligt noget, det med fodboldkampe, fremgår af, at Frankrig er kommet i kvartfinalen uden at have scoret et eneste mål med bolden i spil. De har opnået deres resultat ved to modstanderselvmål og et straffesparksmål. Jeg kan godt forstå folk, der ikke gider se fodbold, og jeg kan ikke rigtig forstå den voldsomme forhåndsbegejstring, der ses.
Nogle fodboldkommentatorer kan godt finde ud af at sige nedtælling til kampstart, andre kender åbenbart ikke ordet og siger count down. Nogle siger kampen en sat i gang, andre siger kick off. Det er dejligt, at nogle gider tale dansk, og trist at høre den bevidstløse brug af engelske udtryk.
Man kan også fornøje sig med sportssproglige mærkværdigheder som f.eks. “han lægger og spiller”.
Nu er der heldigvis ikke så mange kampe tilbage. Mætningspunktet er nået, men lad os nu se om ikke der smutter en halvleg med.
Det er da prisværdigt, at du kan underholdes af noget, du synes er kedeligt 🙂 Jeg kommer med sikkerhed ikke til at se nogen af kampene – så hellere læse Ole Lukøje.
Visse sportsjournalisters sprog er til ikke-bestået på journalisthøjskolen.
Ja, jeg synes også det er prisværdigt og jeg har heller ikke fundet en relevant forklaring på det endnu.
Jeg er også lidt imponeret – men dog nok mere uforstående overfor hvorfor du så overhovedet ser det, men det er du åbenbart også selv
Jeg ser aldrig fodbold. John ser kampe med dansk hold og måske finalen, uanset hvem der spiller. Men kun måske … ingen af delene er noget, han vil takke nej til andet for at kunne se.
Sportsjournalisters sprog er generelt et kapitel for sig, men nogle vrøvler en del mere end andre.
Og så er der Wimbledon. Og Tour de France. Sidstnævnte kan John godt lide at se den sidste times tid af hver dag, og jeg har indimellem et halvt øje på det, for det er nogle flotte landskaber, de kører igennem.
Løsningen på gåden er muligvis, at det er blevet til en vane, og grunden kunne være, at man burde kunne forvente spektakulære præstationer netop fordi det er en slutrunde. Sådanne synes imidlertid i vidt omfang at udeblive. Og det skyldes måske, at fodbold har udviklet sig til et underligt teknisk spil, der ikke har at gøre med, at sport skulle være sjovt at deltage i og dermed også at se på.
Wimbledon ser jeg ikke meget til, men jeg foretrækker ofte en tenniskamp for alt muligt andet. Det er en vældig psykologisk sport.
Tour de France ser jeg også undertiden for landskabernes skyld, men det er vigtigt ikke at sidde klistret til skærmen for at se sport. Det giver trods alt ikke så meget motion som at springe over sportssiderne i avisen.
Jeg lover: Jeg har ikke set en eneste kamp og glæder mig, til det er overstået, og TV Avisen igen kommer, når den skal.
Lidt nationalistisk er jeg selvfølgelig, så jeg tændte for to af de kampe, vores landshold skulle spille. Jeg så ca. 10 minutter og kedede mig bravt, hvorfor jeg straks fandt sluk-knappen.
ja, sært er det, at alt må vige for sport i nogle situationer. Jeg forstår fint du kedede dig – det er fordi det er kedeligt.