Denne dag havde vi afsat til et besøg i Lienz, og da vi endnu ikke havde besøgt Galitzenklamm, var den første mål. (Det vil sige, vi havde gået lidt ved Schloss Bruck først). Når man kommer fra Matrei kører man til højre ved den første rundkørsel man møder i Lienz, i retning mod Italien. Lidt fremme er der først et skilt til højre til Pustertaler Hochalpenstrasse, og umiddelbart derefter et til Galitzenklamm til venstre.
Det fremgår hvad en Klamm er. Floden har skåret sig gennem klippen og klammen er egentlig utilgængelig, men for de besøgendes skyld har man lavet stier, trapper og passager på klippevæggen, således som det fremgår af det første billede. De besøgende udstyres med hjælm.
Der er ikke så højt op, men man risikerer at slå hovedet, hvis man ikke passer på.
Der er mange med hjælm på vej op.
Det mere spændende for dem der vil, er muligheden for at prøve kræfter med et par klatrestier – kaldet dopamin- og adrenalinstierne.
Man kan selv vurdere om det ville have værete sjovt – og en mulighed.
Herren i den røde t-shirt viste sig at være betydeligt ældre end det så ud til ved første øjekast, han havde let ved det og fart på.
Lidt tungere var det for hans kammerat.
Efter dette besøg ville vi køre tilbage til Lienz, men trafikken gik så langsomt, at vi besluttede at vende om og spise på en restaurant vi havde lagt mærke til på vejen.
Cykelløbet Østrig Rundt kom forbi og var vel årsagen til besværet. Rytterne skulle op ad den omtalte højdevej.
Pisst – og væk var de. Men vi sad godt.
Efter at have gået en lille tur i Lienz, ville vi køre tilbage til Virgen, men nu var cykelløbet nået hertil. Pisst – og væk var de, så vi kunne køre hjemover.
Vel hjemme fandt vi 4 tirolerkrapfen på bordet. De var bagt tidligere på dagen af Oma, som nu er 83 år.
Det ser spændende ud, jeg har desværre ikke kræfterne til at klatre, men jeg gad godt rappelle ned af klippen.
Der skulle nok være muligheder for at hoppe ned ad klipperne et eller andet sted i Østrig.
Jeg ville ikke bryde mig om at klatre på klippevægge eller balancere på de wirer, men en tur på de byggede gangbroer kunne jeg godt overtales til 🙂
Det forstår jeg helt fint – det samme her.
Hvor er det flot! Det må være en virkelig god oplevelse! Jeg kan desværre ikke byde på noget tilsvarende her, men sjovt nok giver billerne lyst til at invitere til en tur til Stevns Klint med efterfølgende kaffe på Køge Torv (uden Sass) 🙂
Det er flot, og jeg ser ikke just frem til at den slags oplevelser ikke er mulige længere. Håber det varer mange år endnu. Du har da ellers en flot trappe til havet, men vel næppe så høj som den på Stevens Klint. Stevns Klint og Køge torv er altid et besøg værd.
Hej Jørgen
Jeg har fundet dig via Ellen/Mommer og har bemærket, at du altid har nogle gode kommentarer der, så nu har jeg sat dig på i min feed-reader.
Det er nogle flotte billeder, du viser af klatringen; det skulle jeg godt nok ikke have noget af (jeg har højdeskræk) og jeg skulle heller ikke have noget af, at stå på de udspændte wirer, men en spadseretur på gangbroerne ville være OK.
Hej Hanne,
Velkommen hertil – og tak for bemærkningerne om mine kommentarer. Jeg har af og til læst med hos dig, men vist ikke kommenteret. Det vil ske.
Det var spændende at se dem arbejde sig frem. Jeg holder mig også til gangbroer o.l., hvilket er uden problemer de. I andre klamme kan man godt blive lidt våd.
Wow, wow og wow.
Vi tilbragte en sommerferie lige uden for Lienz i 1994, men denne fantastiske kløft unddrog sig desværre totalt vores opmærksomhed.
Det kan dog nås endnu – og jeg/vi vil helt sikkert også holde os til gangbroerne … det må have været en helt utrolig oplevelse … føler man sig ikke meget lille?
Næste indlæg kræver 4 wow! Trods mange gange på de kanter lagde jeg også først mærke til dem lille klamm for et par år siden.
Man kan sagtens føle sig ret lille i Østrigs natur, men ikke specielt i denne klamm. Andre har været mere dramatiske. God tur, når den tid kommer. Du har jo støvlerne! De første, altså, ikke fodrederne.