Når søndag formiddag er gået med en tur rundt i Garda, er der god grund til – efter en solid frokost på hotellet og en på øjet – at søge lidt længere væk. Nærliggende er det derfor at gå en tur til Bardolino – velkendt navn for dem der lægger mærke til hvad vine hedder – og tilbage igen.
Der var mange, mange fodgående folk både i Garda og Bardolino denne søndag eftermiddag. Og også en hel del på promenaden mellem byerne. Det forlyder, at afstanden kun er 3 km, så det er en ganske overkommelig opgave. Det skulle vise sig at turen blev gået mere end en gang i løbet af ferien.
Som det vil fremgå af billederne herunder er der gode muligheder for varierede oplevelser.
Vi har forladt Garda og kigger os tilbage over skulderen. Halvøen San Vigilio ses i baggrunden og billedet viser jo en rigtig sø.
Det var ikke i gaderne i Bardolino folk ophopld sig, men ved vandet.
Her er lidt reklame for Danmark, men det der var interessant var Fiat-biler.
Først mødte vi denne lille Fiat 500, og tanken gik tilbage til dengang jeg havde lejet en sådan og fik den særprægede oplevelse at skulle ind i den efter at have kørt taxa i en Mercedes aftenen før.
Så var der flotte ældre modeller at skue,
og en illustration af at det faktisk lader sig gøre at komme ind i en Fiat 500 – også for overvægtige mænd.
Beundre, beundre. En flot lyseblå Fiat
med drejeligt forsæde, så man mere ubesværet kan komme ud. Måske har Fiat opdaget at det var en mangel ved de helt små biler.
Her er sikkert et eksempel på at manden har nuset motoren mere end konen.
Her stod de så – en hel række fintfarvede småfiatter,
der naturligvis blev fotograferet af alle.
Det var tid at gå tilbage til Garda.
Først hørte jeg en ordentlig græshoppe (er det vel?) lande tæt ved mig,
så kom vi forbi det sted hvor vi drak kaffe på vejen ud,
og vi så flere andemødre med unger,
samt flotte blomstrende træer, som jeg ikke kender.
Her i nærbillede.
Og pludselig var vi tilbage i Garda efter en god eftermiddag i tørvejr.
Hvor er de egentlig søde, de små biler. De får mig til at mindes dengang min far, der ikke hørte til de små, hverken i højden eller bredden, af en eller anden grund havde lånt en gammel Fiat 500. Da han ankom til bestemmelsesstedet, kom en af hans små niecer løbende, mens hun råbte: “Morbror E., Morbror E., ku’ du godt vær’ ind’ i’en!” Min far var alene i bilen, men både han og vi morede os temmelig meget, da han foralte det.
Som børn dog kan sige det. Men det er jo dejligt,at de gør det.
Ah, hvem der var i Garda og nød en Bardolino! De små Fiat cinquecento’er kører stadig rundt mange steder i Italien og er som Vespaen uhyre praktiske i byer, hvor det er småt med parkeringsplads.
De må have været af en vis holdbarhed, de små biler – eller måske ruster de ikke som de ville gøre her. Det er i alle tilfælde en af de biler jeg ubesværet genkender. Det er slet ikke så dårligt at nyde en flakse Bardolino i Garda.
Den med det drejelige sæde kunne være en god ide også i meget større biler, synes jeg! Tænk på, hvor store anstrengelser de gangbesværede normalt skal gøre sig.
Uhm, en Bardolino … købte I et par flasker med hjem?
Smukke, smukke træer – og hvor stor var egentlig den græshoppe? Den ser ret voldsom ud.
Ja, det er en slags handicapvenlig sædeindretning, der her er tale om. Nej, vi købte ikke vin med hjem, men jeg kan meget godt lide en sådan let Gardasøvin uagtet de også fås tonstunge.
Græshoppen var vældig stor, 5 cm (ikke meget lystfiskeroverdrivelse i det).
Førsteøjebliksindtrykket siger mig: Blomstrende mandeltræer; men det er lidt sent og blomsterne er måske lidt for purpurfarvede.
Måske. En deltager vidste det, men jeg har nu glemt hvad hun sagde.