
I løbet af et år ser jeg en del sommerfugle i haven. Af og til forsøger jeg at indfange dem med fotografiapparatet.
I begyndelsen af juli ses en del randøjer. Mon ikke de fleste er græsrandøjer?
De flakser ofte rundt langs hækken, men forleden blev der arbejdet energisk på at bringe den næste generation på vingerne. De to sommerfugle hænger sammen i bagkroppen medens parringen foregår – og den ene flyver afsted med den anden, hvis det er nødvendigt at skifte plads fordi en fotograf forstyrrer. Det skete nogle gange.
Jeg glæder mig til at se afkommet.
Vi ser heldigvis også stadig flere sommerfugle, så måske er vi på rette vej igen.
De er ret svære at fotografere – der er ikke megen villighed til at sidde stille.
Bierne er indtil videre færre end sidste år. Det er lidt bekymrende, men jeg håber de kommer.
Lad os håbe det retter sig de kommende år – og at bierne får bedre vilkår. Faktisk synes der er ret mange insekter i haven. Jeg ser frem til at græsk oregano begynder at blomstre. Det er en god insektplante ligesom i øvrigt lavendel.
Stiklingerne af lavatera jeg fik for 5 år siden har det fint og er lige begyndt at blomstre.
Jamen Jørgen altså, du bliver nødt til at rette “De flasker ofte rundt …” 🙂 (Det er venligt ment).
I Hvidovre har kommunen været så venlig at oprette små firkanter nede ved Rebæk sø, hvor de har sået forskellige vilde frø, og der har bierne det godt. Og der ses også af og til sommerfugle.
Tænk at vi er kommet der til, hvor nogle af os er bekymrede for antallet af bier og sommerfugle – og for mit eget vedkommende tilføjer jeg isbjørnene. Når/hvis Arktis smelter, hvor skal isbjørnene så være? Og tænk at vi er kommet der til, hvor det er blevet en kommunal opgave at sørge for et sted, hvor bier og sommerfugle kan være. Det er jo fuldkommen vanvid.
Tak for rettelsen, der er foretaget. Sk har det med at flakse, men nu har det flasket sig. Jeg mærker en tilbøjelighed i fingrene til at skrive sk når det skal være omvendt.
Fint at kommunen bidrager til bier og sommerfugles overlevelse, jeg glæder mig over insektlivet i haven, men det ville selvfølgelig være rart, hvis landet var indrettet lidt anderledes – så ville isbjørnene måske også have det bedre.