Handicap, integration og socio-emotionelle relationer

For snart et par uger siden læste jeg en artikel i Weekendavisen om integrationsproblematikken. Den blev ved at trænge sig på. Særligt bemærkedes omtalen af den forskel, der knytter sig til at nogle skal integreres og andre skal ikke. De gør det nemlig selv. Naser Khader var nævnt som et eksempel på en person, om hvem man ikke kan forestille sig, at han er blevet integreret. Han har derimod integreret sig.

Dette forekommer at være en væsentlig sondring at være opmærksom på. Jeg skal søge at forklare hvorfor. Det kræver en lille omvej.

Psykiske aspekter ved handicap

Under og efter 2. Verdenskrig begyndte man at interessere sig for de psykiske aspekter ved fysisk handicap. Det tydeliggjorde forskellen på invaliditet og handicap. Invaliditet blev defineret som den objektive forandring, der kunne beskrives lægeligt. Handicap blev defineret som den kumulerede (ophobede, samlede) psykiske effekt af invaliditeten – eller hvad gjorde invaliditeten ved psyken. Beatrice Wright skrev herom i Physical Disability – A Psychological Apporach. Samme Wright lagde i øvrigt vægt at tale om en person med et handicap og ikke en handicappet person.

Problemet med hjælp

En fysisk invaliditet kan selvsagt være sådan, at der er behov for hjælp fra andre for at få hverdagen til at fungere. Dette fænomen – hjælpen – undersøgtes, og det der viste sig var en forskel på opfattelsen af hvad der var behov for hjælp til. Den med invaliditeten, var godt klar over, at der var behov for hjælp, men havde også det klare ønske at hjælpen kun blev rettet mod det, der var et faktisk behov for hjælp til.
Den, der skulle yde hjælpen, så ikke nødvendigvis på det på samme måde, og der kunne derfor opstå et misforhold mellem behovet for hjælp og behovet for at yde hjælp. Netop dette misforhold beskæftiger Wright sig meget med (refererende undersøgelser af Dembo m.fl.), idet de psykologiske implikationer har stor betydning for hvorledes relationen mellem de to bliver.

Det særlige forhold der tænkes på, knytter sig til attituder eller holdninger de to imellem. Der kan opstå holdninger, der har statusmæssig betydning, og det er formuleret stærkt. Den omstændighed, at personen med behov for hjælp til stadighed har dette behov, kan indebære en vurdering af vedkommende som underlegen i forhold til hjælperen.

Socio-emotionelle relationer

Relationen mellem den med behovet for hjælp og hjælperen kaldte man for en socio-emotionel relation. En sådan følelsesmæssig relation kan meget vel tænkes at opstå i mange forskellige situationer og visende sig at have betydning for, hvorledes relationen forløber. Den kan måske også fungere som en symbiose, i betydningen at to mennesker fungerer som var de én, hjælperen sætter dagsordenen og den hjulpne retter ind. Man kan næsten fornemme passiviteten – eller protesten – i højre siden af listen der følger lidt nede.

Min opfattelse er, at det er vigtigt at være opmærksom på denne socio-emotionelle relation, idet det ellers meget vel kan tænkes, der kommer noget andet ud af den stedfundne samvirken end tænkt – og det gælder naturligvis også i integrationssammenhæng.

Her følger en række punkter, der indebærer en socio-emotionel relation. Listen er ikke udtømmende. Det vigtige er at fornemme situationen set fra den enes og den andens synsvinkel. Og finde ud af om adfærdsjusteringer er nødvendige.

  • at hjælpe – at blive hjulpet
  • at arbejdsprøve – at blive arbejdsprøvet
  • at revalidere – at blive revalideret
  • at pensionere – at blive pensioneret
  • at behandle – at blive behandlet
  • at opgive – at blive opgivet
  • at integrere – at blive integreret
  • at aktivere – at blive aktiveret
  • at vurdere – at blive vurderet
  • at nedvurdere – at blive nedvurderet.
Forrige post

International hjerneuge

Næste post

Vin og oplevelser

Comments

  1. Pingback: Handicap og invaliditet | Viden om - psykologisk set

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *