Dette indlæg skulle have været en lille beretning om en smuttur et par dage til Schleswig. Som det vil fremgå hindrede et pludseligt opstået helbredsproblem turen. Rabarberbilledet har intet med sagen at gøre, men illustrerer foråret.
Jeg ved naturligvis godt, at det hedder indlagt på hospital, men jeg kommer altid i tanke om henlæggelsen fordi den vending faktisk fremgik af en erklæring min kone engang fik som dokumentation for et hospitalsophold. Og det har naturligvis altid undret mig at man overhovedet kunne finde på at kalde en indlæggelse sådan. Men det er en ganske anden historie.
Næseblod plejer være en harmløs hændelse.
Voldsom blødning i en ubrudt stråle er ikke helt så harmløs.
Lørdag eftermiddag, lidt over 13, og dagen før turen til Schleswig, fik jeg næseblod. Helt uprovokeret. Det var af den kraftige slags.
Jeg kunne ikke stoppe det. Ret hurtigt mente jeg 112 måtte involveres. Det skete der ikke noget ved, man forklarede hvad jeg skulle gøre, hvilket jeg gjorde allerede.
2. opringning medførte afsendelse af ambulance.
Ambulancefolkene kunne ikke stoppe blødningen.
Skadestuen kunne ikke stoppe blødningen trods næseklemme og store klumper is til at køle ganen men. Efter vel 4 timer indsattes en luftballon i hvert næsebor. Det stoppede ikke blødningen.
Endelig blev øre-næse-hals-afdelingen involveret, hvortil jeg blev kørt i kørestol fordi jeg havde været besvimelse nær.
På afdelingen blev ballonerne fjernet og fjernelse af blod bagtil i munden medførte kraftige opkastninger af blod. Det var godt.
Endnu en ballon blev isat det blødende næsebor og det så ud till at virke. Meningen var så at jeg skulle hjem, men ved indstigning i bilen, begyndte blødningen igen.
På afdelingen blev en endnu større ballon isat og pustet op. På et tidspunkt besvimede jeg.
Det blev besluttet jeg skulle blive på afdelingen natten over.
Lidt fortumlet og træt fik jeg en kort seng, en dragt med røde knapper, 1. yoghurt og en filuris. Jeg kunne sikkert have fået flere. Det havde heldigvis kun taget 6-7 timer fra det hele begyndte.
Efter en noget urolig nat fik jeg et godt morgenmåltid.
Senere på formiddagen blev jeg udskrevet. Jeg sov det meste af eftermiddagen og hele natten.
Mandag morgen viste det sig at jeg havde tabt 3 – 3,5 kg. Det var ikke så lidt.
Mandag formiddag fandt jeg ud af, at skal man transporteres til hospitalet af Regionen, skal kørslen bestilles hverdagen før. Det var lidt vanskeligt fordi kørselsbehovet ikke var kendt den hverdag.
Heldigvis kunne det ubesværet lade sig gøre at blive kørt af Falck til og fra hospitalet til udtagelse af ballonen. Godt at have et abonnement.
Jeg havde fået en tid til nævnte udtagelse kl. 13 om mandagen. Den var blot ikke blevet registreret i ambulatoriets kalender. Som to andre aftaler heller ikke var, erfarede jeg.
Ballonen blev fjernet efter en god times venten og det har ikke blødt siden. Inden jeg måtte køre hjem fik jeg endnu en filuris. I øvrigt har afdelingen nogle smarte, små isterninger, der var til at tumle i munden.
Hjemme igen holdes lav profil. Der snuses saltvand op i næsen og ingen løft eller pludselige bevægelser foretages.
Jeg håber det var den omgang og at det ikke sker igen.
Forresten var dette min første indlæggelse på hospital nogensinde.
Det var dog uhyggeligt!
Jeg har selv lidt en del af næseblod, fordi jeg har nogle sarte blodkar i næsen, men det har da altid været til at stoppe inden for en half times tid.
Fandt man ud af, hvad grunden var? Det ville jo være rart for dig at vide, om der er nogle ting, du skal være opmærksom på i den forbindelse.
Det var i alle tilfælde ikke behageligt.
Det har også været min erfaring at næseblod har kunnet håndteres.
Det synes ikke at være nogens opgave at forholde sig prognostisk til fænomenet. Helbredelsesaktionen har jo i dette tilfælde virket. Måske kan egen læge sige et eller andet. Måske skal der ses efter mulige lidelser, der kan give denne effekt. Det må vise sig.
Åh, jeg føler med dig. Bagefter går man og er pivnervøs i et godt stykke tid efter sådan en hændelse: Kommer det igen? I givet fald HVOR? Og hvornår?
John prøvede nogenlunde det samme for 4-5 år siden; det var dog ikke lige så voldsomt som dit ‘anfald’, men slemt nok til at gøre os begge ret forskrækkede. Vi tilbragte kun fire timer på en skadestue inden han blev smidt hjem igen, med besked om at opsøge en øre-næse-halsspecialist dagen efter.
Du må da have mistet temmelig meget blod, inden de langt om længe fik det stoppet?
Tak for medfølelsen. Det kommer forhåbentlig ikke igen, men jeg tænker nu lidt på det – og er glad for det ikke var midt på en motorvej.
Det var da godt Johns blødning kunne stoppes.
Mit gæt er at jeg mistede godt ½ liter, men det svarer vel til afgivelse af en portion blod som donor. Det burde ikke være et problem. Blodprocent eller andet interesserede ingen sig for. Måske med god grund.
Føj for en oplevelse! Som Rasmine må jeg spørge, om man fandt årsagen? Som dreng havde jeg ofte kraftig næseblod (ikke sjældent med en balje under pga. voldsomheden) og fik adskillige gange (hos lægen) “brændt” nogle blodkar, som det hed. Det kunne bryde ud ganske uprovokeret eller ved fysisk anstrengelse. Det gik over med puberteten og tak for det, for det var sandelig en forbandelse.
Siden fik jeg det nogle få gange, mens jeg havde feriejob i gymnasietiden og gik i en tåge af organiske opløsningsmidler (fortynder), men det er en anden historie.
Jeg håber sandelig ikke, at din skridttæller kommer til at kede sig i længere tid.
Det var ikke spændende at være i den situation, men ingen har forholdt sig til årsagen. Faktisk kunne man ikke se hvorfra blødningen kom, men ingen prognostiske information er givet og ej heller om noget skal undersøges for at se efter andre lidelser, som kunne være en udløsende faktor.
Det lyder som du har oplevet ikke så lidt i denne sammenhæng som barn. Det må ikke have været sjovt.
Godt du ikke har lidt særlig skade ved eksponering for fortynder i ungdommen.
Skridttælleren tæller lidt langsomt, men den kommer forhåbentlig i god gang igen.
Føj for en forskrækkelse. Jeg har i mange år lidt utroligt meget af næseblod. Det kom bare midt i madlavningen, når jeg sov, når jeg sad stille og arbejdede. Der kunne bløde meget og meget længe. Jeg fik flere gange brændt nogle blodkar hos øre-næselægen. Det har hjulpet rigtigt meget. Det er dog næppe det samme med dig. Min moster fik sådan en voldsom gang næseblødning under en busrejse til Tyskland, hun blev indlagt fordi de ikke kunne stoppe det. De sagde til hende at hun skulle være glad for at det kunne komme ud, det blod.
Flot klaret, at du har undgået hospitalsindlæggelse indtil nu. Jeg håber jeg stadig kan sige det samme, når jeg når din alder.
Det var ikke sjovt. Det må da have været ret generende at få næseblod som du beskriver og det er godt behandlingen har hjulpet. Det lyder som man mente det var godt for din moster at blive åreladet?
Tak og lad os håbe du holder dig fri af systemet i mange år endnu.
Det var da en slem forskrækkelse, godt du er ovenpå igen. Og det undrer mig, selv om jeg godt ved at næseblødning som regel er ganske ufarlig, at man ikke på sygehuset beder dig kontakte egen læge mhp afklaring af årsag. Tjekkede de dit blodtryk?
Det var det, jeg forholder mig forsigtigt til aktivitet. Eneste information var at holde mig i ro i ca. en uge. Egen læge har vist sig ganske uinteresseret og angiver “vi betragter det som en engangsforeteelse”, hvilket er overraskende set i lyset af nettets informationer om gentagelsestendens. Blodtrykket var ganske højt i begyndelsen, faldt siden og har været fint de seneste dage.
Uha det lyder bestemt ikke som en rar oplevelse, jeg håber der er styr på det nu, men tænker også at det må være rart for dig selv at vide hvorfor du pludselig og ud af det blå, får så voldsom en blødning.
Det var ikke nogen god oplevelse, borset fra at det akut opståede problem blev håndteret. Der har ikke vist sig interesse for at forholde sig til risiko for gentagelse endsige finde årsagsforklaringer.
Sikken en omgang, jeg har ikke hørt om næseblod i så stort omfang. Forklaringen må jo være bristede blodkar i næsen, og hovedet får en væsentlig del blodforsyning.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om man kunne have været hurtigere og bedre – og om jeg ville være blevet reddet, bogstaveligt talt, sådan som jeg blev reddet i 1987 hvor blindtarmen exploderede og jeg fik bughindebetændelse. Lægevagten bestilte en ambulance midt om natten og jeg blev kørt på hospitalet og opereret med det samme, med godt resultat og store ar (det var ikke en “almindelig” blindtarmsbetændelse).
Jeg frygter at beredskabet ikke er så godt som dengang – alene det at du skulle ringe to gange til 112.
I en senere hændelse kunne jeg også konstatere at der ikke var ordentlig kommunikation mellem en forundersøgelse og senere indlæggelse for noget andet.
Godt at du overlevede. Jeg håber du senere bliver undersøgt grundigt af en øre- næse- og halslæge!
Tak fordi du beskrev dette forløb.
Det var ikke sjovt, og det var godt jeg overlevede. Faktisk har jeg læst at dette ikke er til at spøge med. Det var i øvrigt min kone der ringede 112. Heldigvis havde jeg min telefon på, hvis jeg selv skulle have gjort det.
Min nu afdøde svoger havde samme problem med blindtarmen som du, så jeg forstår at der er fare på færde i en sådan situation. Godt du overlevede.
Jeg ved ikke om beredskabet er bedre eller dårligere nu end før, idet jeg ikke har erfaring hermed, men min bekymring kan være at man tvivler for meget på mennesker, der har behov fordi der måske er for mange der ringer med for små behov. Det bør ikke gå ud over folk med reelle vanskelighed og behov for hjælp.
Det kan nok være vi har et fremragende sundhedsvæsen, men man kan nu godt komme lidt i tvivl – især om dets evne til en smule helhedsorientering.