Over en længere periode har jeg noteret nogle få fortalelser ned. Fortalelserne synes i al væsentlighed at være en konsekvens af, at der skal tales i et alt for hastigt tempo, idet man næppe kan forestille sig, at de talende faktisk tror det hedder som de siger. Herefter følger et par sproglige særheder af anden art.
Hastværkeraflevering af verbale budskaber
En retsanalytiker på DR1 forklarer, at en eller anden ikke har “rådgivet sig med PET”. Rådført havde sikkert været bedre.
Nyhederne: … har bedt borgerne om at rømme sig … Man rømmer vel et område eller nogle boliger og forføjer sig bort.
Nyhederne: … er tiltalt for paragrafferne … Måske er det efter paragrafferne man er tiltalt.
DR1: Blair pådrager sig det fulde ansvar. Næppe, men måske påtager han sig det.
Aftenshowværtinde Lise annoncerer et kommende indslag om, hvad der kræves for at en naturfotograf kan “trykke på afløseren”. Udløseren hedder den knap vist nok.
Lippert, der bestyrer et gå-og-snakke-sjov, ytrer (3.11.16) at Mosul er belejret af IS. Mosul er besat.
I Limfjorden vil man anbringe store marksten i håb om bedring af iltforholdene. Landmændene er glade for at slippe af med stenene. Nyhederne viser billeder af en masse sten der fra et vognlad hældes ned på jorden –og kalder det at læsse stenene. Troede de blev læsset af.
Lidt andet
Ligge en blok. Ligge en plan frem. Ligge tennisbolden lige over nettet. Det underliggende gulv er ødelagt, så der ligges et nyt. Der er vist ikke håb forude.
Brugsen i nabobyen har afholdt et Kæmpe Efterårs Vinlagersalg.
Om en Riesling skrives: På paletten har den en skøn tilstedeværelse.
Og om en Gewurztraminer: Velegnet til fyldige retter som paté og skimmelost.
Herunder ses et udsnit af en annonce:
Hvad mon der er til de voksne?
PS. Off peak rabat (rabat når man rejser med offentlige transportmidler på mindre kundetunge tidspunkter), jvf. forrige indlæg, kunne hedde stilletidsrabat. Det forekommer at være et dækkende ord.
Lige et indlæg efter min smag! Jeg elsker den slags sprogforbistringer.
God weekend.
Jo, og der er rigeligt mange af dem.
Også god weekend til dig.
Desværre tror jeg ikke, der er tale om fortalelser. Det forekommer mig, at der foregår et løbende, sørgeligt skred i sproget i retning af, at man ikke gider skelne, så man griber bare det første ord, der falder en ind, som indeholder noget at det, man ville sige. Jeg tror desværre, at en del af “fortalelserne” vil blive permanente – og sproget mindre præcist/fattigere på nuancer.
Alligevel håber jeg, at det bare er mig, der er for pessimistisk.
Det var et forsøg på at være lidt venlig eller overbærende at jeg kaldte det fortalelser. Jeg er enig med dig i at de sker et sprogligt skred. Sådan opleves det i alle tilfælde. Det jeg savner at at de talende opdager fejlen og retter den eller prøver på det, men det er absolut umoderne.
Forleden fik jeg et meget pænt svar fra DR’s ledende redaktionschef, DR nyheder. Jeg havde beklaget mig over det dårlige sprog på tekst-tv og foreslået, at de anskaffede sig en god korrekturlæser. “I år har politiet holdt pistolen i skæftet.” Det fik mig til at tænke, “Ja, hvor søren skulle de ellers holde den …!”
Pæne svar er glimrende, især hvis handling følger. Det er særpræget at se hvad der skrives på tekst-tv og i de løbende tekster der ses nederst i visse udsendelser.
Hehe, sproglækkerier 🙂 Nu venter vi kun på ihastværksætterstøtte.
Tak – også for det fine ord.
Tak for samling af flove fortalelser. Hvis det er lutter fortalelser … det er nok en blanding af det og af deciderede misforståelser, som også Rasmine er inde på.
Nu er det jo svært at holde mund med tilbagevirkende kraft, så jeg synes det er mere tilgiveligt at begå mundtlige fejl end skriftlige. Jeg kan selv klokke noget så gevaldigt rundt i det, når jeg snakker 🙂
…”har bedt borgerne om at rømme sig” – haha, jeg kan se (høre) det for mig: Alle borgerne står og siger hrr-hmmm. (Det skulle forestille, at de rømmer sig, men det er svært på skrift).
Velbekomme. Det er ikke så godt, og jeg savner, som jeg nævnte som svar på Rasmines kommentar, at det hyppigere end tilfældet er går op for snakkerne, at de siger noget vrøvl. Det ville være klædeligt, hvis de kom i tvivl om måske rettede det sagte. Det er ret indlysende at vi klokker i det, når vi snakker, men jeg antager at du har så god en sproglig evne at du selv bliver opmærksom herpå og gør noget ved det. Det synes jeg ville klæde formidlerne i TV.