Hvis jeg selv skal besvare spørgsmålet, er det “i julen” fra 24. december og nogle dage frem.
Grunden til spørgsmålet er en tv-reklame fra Boozt. Foretagendet vil gerne have forbrugerne til at netshoppe lækre brands nu, hvorved man skulle “få mere tid i julen”.
De første par gange jeg hørte udsagnet, tænkte jeg, at det da var mærkeligt, at man skulle få mere tid i julen ved at købe ind nu.
Efterhånden gik det imidlertid op for mig, at firmaet er ved at bilde folket ind, at det er jul fra midten af oktober eller sådan cirka. I den henseende er udsagnet “få mere tid i julen” jo logisk nok, men det lyder stadig fælt at julen nu skal til at have denne overdrevne varighed. Og tager man med at julen varer til påske, er julens tidsmæssige udstrækning ca ½ år. Uha.
For traditionelt tænkende mennesker kan tiden frem til jul betegnes “juleforberedelsernes tid”, og det er selvsagt noget ganske andet end “i julen”.
Dette indlæg hører naturligvis til i bagatellernes verden, men sprogligt pedanteri må også have plads i juleforberedelsernes tidsrum.
For mig betyder “i julen” tiden fra d. 24/12 til d. 6/1, altså de tolv juledage. Så jeg håndhæver traditionen fra mine forældre og morforældre at der er julepyntet frem til d. 6/1. For mig er december måned adventstiden, der hvor vi venter og forbereder os på det, der skal komme, nemlig julen.
Modsat mine forældre så pynter jeg dog huset i begyndelsen af december, Hjemme skete det først, når min mor fik juleferie lig skoleferie (hun var folkeskolelærer)
Jeg vil også allerhelst købe julegaver først i december, i stedet for det butikkerne gerne vil have os til, nemlig at gå juleamok i oktober og november.
Det er klar tale. I min barndom endte julen også 6. januar, når de sidste lys på jule træet blev tændt og slukkede sig selv. Det var vemodigt, måske mest fordi der så var længe til næste jul.
Det skurrer også i mine ører, men det gør det også, når nogen (og det er faktisk en del … dialekt?) siger “Det sker tre gange i ugen”. Det hedder i min terminologi “…om ugen”.
‘I’ julen er i selve juledagene, ganske som Lene skriver.
Vi må naturligvis finde os i dialektsprog, ganske som andre må affinde sig med vores. Jeg reagerer også på “i ugen” og “ved lægen” og den slags.
Jeg er enig med Eric der skriver at mange udvander …
Der er mange om at udvande. I går, 16. november, var jeg i Aalborgs centrum, og de var ved at opstille det store juletræ.
Det er en god måde at anskue forvanskningerne på, dette med at udvande begreberne.
Endnu har ikke set juletræer i byerne, men i Køge har guirlanderne hængt på tværs af gaderne i en ugestid. Jeg tror det er genbrugsplastiskguirlander.
‘I julen’ er, netop først fra den 24. og det slutter få dage senere.
I min barndom sluttede julen 4. juledag, såvar vi færdige med julefrokoster, juletræ og alt det ræs, som jeg kalder det i dag. Der betyder ikke at der ikke blev eller bliver julehygget videre, men det er noget helt andet.
Det er da til at forholde sig til – jeg synes også julen hurtigt er slut, og fint med det.
Man prøver at få os til at tro, at julen begynder tidligere og tidligere. Julen i Tivoli begynder for eksempel i dag den 17/11.
‘I julen’ er også for mig kun selve juledagene.
Tendensen til varighed er ikke så smart. Haloween er i hele oktober, julen begynder nu i Tivoli, Black Friday varer en uge.
Det er ikke let at få lidt fred.
Bagatellernes verden har også brug for plads – somme tider rækker indsigten fra det små langt ind i de store spørgsmål.
Min far var så glad for “Peters Jul” og læste gerne op – han havde et smukt sprog.
Men af en eller anden grund har jeg ikke været en jule-dyrker! Ikke fra November (mange steder hænger man lys op ca.15.November). Og slet ikke fra Oktober! Nej da!
Godt at høre der skal være plads til bagatellerne.
Min Peters Jul er vist nok fra 1950. Den kommer frem i december – ku’ være jeg skulle læse den igen.
Jeg er faktisk heller ikke jule-dyrker, og har i årevis besværet mig over at det hele begynder for tidligt.
Jeg er ganske enig med Lene m.fl.: December er adventstiden, mens julen er fra den 24. december og frem til Helligtrekonger. Men min familie sluttede altid 4. juledag, hvilket jeg syntes var noget tamt.
Det er tydeligvis lidt forskelligt som man ser på “i julen”. Måske har sluttidspunktet for nogles vedkommende at gøre med at man skal holde nytårsaften. Så er der nok ikke plads til julehygge og -træ.