Dette indlæg handler om Jens Frederiksen fra Kulagergård i Store Linde i Karise sogn, Fakse herred, Præstø amt.
Han er en af mine tiptipoldefædre.
Han endte sine dage som livstidsfange i Stokhuset i København, hvor han udførte fæstningsarbejde.
Fanger i Stokhuset blev betegnet slaver.
Jens Frederiksen havde begået en forbrydelse, der blev takseret til livstid, hvilken dom blev stadfæstet af Højesteret.
Kortet herover er et udsnit af af et gammel matrikelkort fra historiskekort.dk. Jens Frederiksens navn ses og hans gård er vist.
Jeg har set og scannet dommen på Rigsarkivet, og efter et godt tilløb har jeg afskrevet dommen. Det er spændende læsning. Nederste er vedhæftet en PDF-fil af det dokument jeg har udarbejdet om Jens Frederiksen. Må jeg forslå dig at læse hele dommen og du vil få et meget stærkt indtryk af tanken om en forbrydelses opståen og den udførelse. Det er i 1844, for snart 180 år siden.
Herover ses første side af Udskrivt af Bregentved Grevskabs Birks Domprotocol for Justits- og Politisager.
Der er lidt flere informationer om Jens Frederiksen her.
Tusind tak for den spændende historie! Sådan noget er guf. Det er flot arbede, du har lavet.
Jeg sidder med tanken, at gården, han satte ild til, har været af virkelig stor værdi. De aftægtsmænd, husmænd mv., jeg “kender”, er slet ikke så formuende. Motivet til ildspåsættelsen er noget specielt.
Vi har fuldstændig samme oplevelse: Jo længere tid, man arbejder med en skriver, jo bedre bliver man til det. Man aflæser langsomt hans krummelurer og får dem ind “under huden”.
Jeg har set efter brandforsikringer i denne anledning, men ikke fundet nogen, og det er sikkert rigtigt at gården har været af en vis størrelse. Om den tilhørte Bregentved på det tidspunkt, husker jeg egentlig ikke.
Man skal måske huske at svovlstikker var en hel ny opfindelse på det tidspunkt, de blev et hjælpemiddel til lettere at aktivere handlingen, tror jeg.
Faktisk er det sjovt at lære en håndskrift at kende, men det er ikke altid det lykkes.
Det var noget af en historie, og sikken et graverarbejde du har lavet. Tidsbilledet er spændende, og jeg noterer mig bl.a. rettens brug af karaktervidner (fx sognepræsten) til at indplacere skurken på den moralske skala.
Ja, der er lagt en del timer i at fatte hvad der stod – især ukendte ord kunne drille. Tidsbilledet er spændende, og jeg havde ikke tidligere læst noget lignende. Jeg håber efterkommere finder frem til historien, idet jeg har en fornemmelse af at man nok vidste i eftertiden, at der var sket et eller andet, men ikke nødvendigvis hvad det var.
Spændende historie, du har fundet frem til – og jeg kan godt lide, at du ikke forsøger at skjule, at der også har været mindre heldige elementer iblandt i den gamle slægt. Jeg har lidt på fornemmelsen, at det tit er noget folk helst ikke vil have frem i lyset – lidt lige som dem, der gerne vil tro på reinkarnation, aldrig tidligere har været morder eller anden form for forbryder. Ikke, at jeg skal sammenligne din slægtsforskning med studier i reinkarnation, naturligvis, det var ikke sådan ment
Og som jeg skrev i en tidligere kommentar, så forstår jeg så glimrende, at man kan blive grebet af slægtsforskning.
Ja, det var spændende at få styr på den historie, og jeg synes da ikke der er grund til at skjule noget som helst. Det har givet vis været ubehageligere for tidligere slægtninge at erkende forbrydelsen, og måske kan der være en tale om en fortrængningstendens, der med tiden ser mere eller mindre bort fra de faktiske omstændigheder ved branden på gården.
Skal jeg ærgre mig over neget i henseende til slægtsforskning, er det, at jeg kom rigeligt sent i gang med løsning af nogle af problemerne jeg stødte på. Så begyndt tidligt – og lade være med ukritisk at overtage fejlene fra store slægtsprogrammer som fx MyHeritage.