
Der faldt lid sne i november. Jeg bryder mig ikke om det. Det er ikke så godt for gamle folk at gå når der ligger sne. Andre kan godt lide det, og man kunne da også i TV se med hvilken begejstring børn i alle aldre kørte på plastikbakker, kaldet kælke, ned ad diverse bakker. Det har de sikkert gjort i det ganske land.
Jeg hæftede mig ved en purk på 9 – 10 år, der syntes det var fantastisk dejligt at være ude i vejret og kælke.
Alternativet til denne sunde aktivitet var, som han sagde, at sidde hjemme og kede sig med skærmen.
Der nu gået lidt tid siden jeg skrev de første afsnit i dette indlæg, og jeg er kommet i tvivl om, hvorvidt overskriften nu også er passende og tilstrækkelig illustrativ. Måske skulle overskriften have været
a. Kedsomhed – i moderne udgave
b. Kedsomhed som tidsfordriv
c. Kedsomhed som passivitet
Barnet, der blev begejstret over, at der var et alternativ til kedsomhed, fik mig til at tænke på, at jeg egentlig aldrig har givet mig af med at kede mig. Ikke ret længe ad gangen i alle tilfælde. Grunden er den enkle, at kedsomhed er en glimrende måde at anvende lidt tid på, idet man kan inspireres til at finde ud af, hvad man vil bruge tiden til, når man ikke netop har kedsom som hobby. Sådan har jeg i virkeligheden altid haft det. Der har altid været et alternativ til kedsomhed. Man kan for eksempel samle på sneglehuse.

Det bemærkelsesværdige ved den moderne form for kedsomhed, er, at man bliver fanget i en fælde, skærmfælden, der medfører upassende belønning ved at bladre og bladre i de asociale mediers ligegyldigheder. Som med cigaretter, der jo er indrettet til at skabe behovet for den næste, er det med skærmens visning af en stump et eller andet, der skaber behovet for at se den næste stump et eller andet. Herved opstår skærmafhængigheden – og kedsomhed på autopilot.
Heldigvis for purken faldt der vist også lidt sne i december, så han endnu engang kunne opleve fornøjelsen ved friheden for skærmaktiveret kedsomhed.
Du er sikkert også vokset op med beskeden “intelligente mennesker keder sig aldrig!”, hvis du antydede over for dine forældre, at du kedede dig.
Det gjorde jeg så også meget sjældent … kedede mig, altså, for jeg kunne stort set altid finde en bog at læse i, og så var det slut med den kedsomhed.
Jeg studsede også over drengen, der omtalte sin skærmtid som kedsomhedstid. Der synes jeg jo nok, at “nogen burde gøre noget”, for det er da ikke meningen, at et barn skal have det på den måde.
Jeg har ingen erindring om, at mine forældre skulle have sagt som anført. Der var åbenbart altid et eller andet at foretage sig, som du jo også husker det.
Det er bekymrende at de kære børn ikke finder på andet at lave en glo på en skærm, når de mærker kedsomhed. Det er selvfølgelig ikke sikkert at alle har det sådan.
Skærmen kan være svær at konkurrere med, og det er vel primært fordi, den ikke er så kedelig endda. Fra vi fik vores første computer, har skærmtiden fyldt en del, det er ikke blevet mindre med årene, og vi keder os aldrig. Men det er selvfølgelig ikke ligegyldigt, hvad der er på skærmen.
Tak for det tydelige svar. Modsigelser skal man glæde sig over. Jeg bruger også selv skærmen mere, men uendelig lidt på autopilot eller som tidsfordriv. Jeg tror I har det på samme måde. Det kan nok ikke kaldes skærmafhængighed, idet dette begreb vel må kobles med den idelige søgen efter næste belønning, der udløser behovet for den næste – og så fremdeles. Det var sådan jeg hørte drengen fra TV ytre sig. Og det synes jeg er trist for folk, der har det sådan.