Kokoppeindpodningens opdager

Herunder følger en spændende historie, som jeg opfordrer dig til at læse. Det falder måske ikke så let at læse teksten i begyndelsen, men siden gå det lettere.

I slutningen af dette indlæg anføres, hvorfra jeg har scannet historien. Jeg håber at have rettet de fleste fejl, som opstod ved behandlingen af de scannede sider.

Dr. Edvard Jenner, en af Menneskeslægtens store Velgjørere – ikke en af dem, hvis Roes er bleven udtordnet af Kanonernes Munding eller udsunget af tusinde Struber under Triumph­toget efter en ”graadforvoldende” Krig, men en af dem, hvis Virksomhed var stille og i det Skjulte som den sande Viden­skabsmands, og hvis Opdagelse erindres med Tak af Millio­ner, selv om hans Navn er halvvejs glemt – Kokoppeindpod­ningens Opdager blev født i Grevskabet Gloster i England i Aaret 1749. Allerede længe førend Jenner begyndte at tænke over den vigtige Sag, som skulde gjøre hans Navn berømt, gik der det Sagn mellem Malkepigerne og Almuen der paa Egnen, at Kokopperne, som optraadte temmelig hyppigt paa dette Sted, skulde have en beskyttende eller mildende Ind­flydelse mod de Smaakopper, som angreb Menneskene, men Ingen havde tænkt over eller taget synderligt Hensyn til dette saalidt som til saamange andre Sagn, der leve i Folke­munde, indtil det engang ved et Sammenstød af tilfældige Omstændigheder kom Jenner for Øre. Han studerede Kir­urgien hos en Saarlæge i Nærheden af Bristol, da en Dag en Pige fra Omegnen kom for at spørge om et Raad hos Kir­urgen. Da Talen faldt paa Koppesygdommen, sagde Pigen: ”Dem kan jeg ikke mere faae, thi jeg har havt Kokopper”. Denne Bemærkning slog Jenner og vakte ham til dyb Eftertanke. Han spurgte sig for og forskede ufortøvet efter Op­lysning i denne Sag; men hans Venner blandt Lægerne, som han meddeelte sine Betragtninger om Kokoppernes be­skyttende Kraft, loe ham op i Ansigtet og truede ham med at afbryde Omgangen med ham, dersom han blev med at gruble over sligt Vanvid. I London havde han imidlertid det Held at træffe sammen med den store Anatom og Kirurg John Hunter, og denne betroede han nu sine Tanker. Det Raad, som den udmærkede Læge gav ham, er ret charakte­ristisk: ”Hengiv Dem ikke til Grublerier”, sagde han, ”men gjør Forsøg; vær ufortrøden og vær grundig!” Jenners Mod voxede betydeligt ved dette forstandige Raad. Han vendte tilbage til Landet, begyndte sin Virksomhed som Saarlæge og benyttede de følgende tyve Aar af sit Liv til at gjøre Forsøg og anstille Forskninger angaaende sin Opdagelse, og Resultaterne gave ham en saa fast Tro i Hænderne, at han tre Gange paa forskjellig Tid inoculerede sin egen Søn.

Efter at Jenner allerede siden Aaret 1775 havde havt Besvarelsen af Spørgsmaalet liggende færdig i sit Hoved, lod han endelig i Aaret 1798 sin Opdagelse komme frem for Lyset i et 75 Sider stort Skrift, i hvilket han leverede Beviis for Indpodningens ufeilbarlige beskyttende Virkning og ud­førligt meddeelte treogtyve Tilfælde, i hvilke Indpodningen havde beviist sin Evne saa fuldstændigt, at Vedkommende hverken vare blevne smittede ved Berøring med eller Ind­podning af Koppegiften. Men hans Opdagelse blev alt Andet end venligt modtaget. I Begyndelsen viste man den Ligegyldighed, senere aabenbart Fjendskab. Jenner reiste til London for at godtgjøre sin store Opdagelses Sandhed for de derværende Læger, men disse fornemme Herrer vilde ikke engang give den ubekjendte Landsbydoctor Foretræde, og efter forgjæves i tre Maaneder at have søgt at faae Indgang et eller andet Sted vendte han udleet og forhaanet tilbage til sin Landsby. Man gjorde Nar ad ham og lavede Billeder, der paa en karrikeret Maade fremstillede hans Forsøg paa ”at gjøre Menneskene til Dyr ved at lade en sygelig Vædske fra Koens Yver flyde ind i deres Legeme” – som man sagde. Vacci­nationen blev anseet for at være en Kunst, der tilhørte Djæv­len og blev forbandet paa Prædikestolen; man paastod, at vaccinerede Børn fik Svulster, som vare Forløbere for rigtige Kohorn; at det menneskelige Ansigt mere og mere fik Lig­hed med en Ko’s, og at Stemmen efterhaanden kom til at ligne en Tyrs Brølen – kort sagt, man fandt paa Alt, hvad Fjendskab, Uvidenhed og Overtro i Forening kunne finde paa, og der skulde en stærk Charakteer til at ride den Storm af.

Men Kokoppeindpodningen var en Sandhed, som ikke kunde ties ihjel, og trods den voldsomme Modstand, den mødte i Begyndelsen, slog den dog Rod lidt efter lidt. I en Landsby, hvor en Herre vilde indføre den nye Methode, bleve de første Personer, som lode sig vaccinere, forfulgte med rasende Skrig og Steenkast af den forbittrede Mængde, men da trods dette to høitstaaende Damer med stort Mod gik foran og lode deres Børn vaccinere, var Mængdens For­dom brudt. Nu tøvede ei heller Londons Læger længe med at udtale deres Anerkjendelse, men dog vare enkelte af dem nederdrægtige nok til at gjøre Dr. Jenner, hvem de tidligere havde behandlet med Foragt og Uforskammethed for hans Opdagelses Skyld, denne stridig. Ligeméget hjalp det: Vac­cinationen trængte igjennem i alle civiliserede Lande; hvad den har været ogsaa for os i den sidste Koppeepidemi i Kjø­benhavn, hvor kun nogle Faa ere døde, behøve vi næppe at minde om, og Dr. Jenners Navn staaer indført med lysende Skrift i den Bog, som indeholder Navnene paa Menneskeslæg­tens Velgjørere. Dog manglede han ikke Anerkjendelse i sin Levetid og var heri lykkeligere end mange Andre. To Gange gav det engelske Folk ham store Gaver, den ene Gang ti Tusinde, den anden tyve Tusinde Pund Sterling, og i Aaret 1805 gav Staden London ham Borgerret. Men hans Beske­denhed forlod ham ikke i Lykken. Man vilde have ham til at nedsætte sig i London og lovede ham en Praxis med ti Tusinde Pund i aarlig Indtægt, men han svarede: ”I mit Livs Morgen var min Vandring stille og ubemærket; jeg har søgt Dalen og ikke Bjerget – derfor vil jeg mod mit Livs Aften ikke give mig til Priis for Lykkens og Berømmelsens Kastevaaben, men døe i Fred!”

For mange år siden købte jeg en gammel bog, Historisk Archiv. Et Maanedsskrift for populaire Skildringer af historiske Personer og Begivenheder.

Månedsskriftet var udgivet af Cand. theol. Johan Petersen og Cand. juris. F. C. Granzow. Det er første bind og udgivelsesåret er 1872.

I slutningen – på side 570 – finder man Smaating. Ovenstående historie er den eneste småting i skriftet.

Tags: ,
Forrige post

Januar kvartal 2015

Næste post

Kardiovaskulær psykologi og udbrændthed

Comments

  1. Svar

    Jeg kendte udmærket hele historien bag Jenners opdagelse af koppevaccinen, men har ikke set den på dette gammeldanske før – det er ret pudsigt at læse og bør minde os om, at sproget hele tiden er i forandring – det er trods alt kun omkring 150 år siden, det er skrevet. (Dette er bestemt ikke en accept af sjuskethed, men det ved du nok godt …)
    Det er også en god fortælling om, hvor svært det er at trænge igennem med nye ideer og endog ny eksakt viden.
    De 30000 pund svarer til en værdi i dag på omkring 1 million pund, så han har fint kunnet tillade sig at takke nej til den tilbudte praksis.

      • Jørgen
      • 25. marts 2015
      Svar

      Jeg kunne godt lide at læse historien på de gammeldanske skriftsprog. Der kommer jo perspektiv på sprogets forandring, hvilket selvsagt ikke har med en sjusket tilgang til sproglige ytringer at gøre.
      Det er nøjagtig en god historie om, hvor vanskeligt det har været at skaffe sig forståelse og ørenlyd, uagtet underbygget viden.

    • Pia
    • 26. marts 2015
    Svar

    Jeg kendte ikke historien. Det er stadig ikke nemt at ændre folks holdninger. Det går bedst i små, små bidder.
    Den gammeldags måde at skrive på er jeg medre kendt med, selvom jeg ofte synes det er lidt tungere læsning, hvor man må læse den samme sætning et par gange, for at forstå det.

      • Jørgen
      • 27. marts 2015
      Svar

      Nej, det er ikke let når modstand er på programmet. Jeg tror du har ganske ret i at det er lidt tungere at læse sådan en tekst end hvis den var skrevet på moderne dansk, men jeg synes såmænd det kan været ret charmerende.

    • Eric
    • 27. marts 2015
    Svar

    Hos Gutenberg kan man gratis downloade (eller læse online) Jennings’ egen bog om opdagelsen/vaccinen: “An Inquiry into the Causes and Effects of the Variolae Vaccinae”.

      • Jørgen
      • 28. marts 2015
      Svar

      Tak for linket til Gutenberg. Det er meget fint du minder om den meget gode mulighed for at finde læsestof. Jeg agter at lave en ny widget med gode links, og her vil jeg begynde med Gutenberg.

  2. Svar

    Selv om jeg kendte historien, var det nyt for mig at Jenner blev gjort til grin, og at klasseskellene var så store. Man kan undre sig over, at Jenner ikke fik Hunt’s støtte, men som det fremgår af historien, var Jenner så længe om at forske og skaffe “beviser”, at Hunt var død i mellemtiden. Måske Jenner også var lidt underdanig og ønskede ikke at ulejlige Hunt førend senere. Måske han skulle have allieret sig med journalister og progressive præster som Darwins fader, men verden så jo anderledes ud dengang.

    Den samme nedladenhed havde Londons overklasse overfor dampmaskinens James Watt og den første finmekaniker, der kunne lave et ur (med uro i stedet for pendul) som gik præcist nok til at man kunne navigere efter det (et såkaldt kronometer, som er nødvendigt for at solhøjde og stjerneobservationer giver mening i navigations-henseende.) Forskning og viden bliver let offer for modbydelige spekulanter, som vil have monopol på rigdom.

      • Jørgen
      • 2. april 2015
      Svar

      Som du nærmest påpeger det, er det mærkværdigt at fremdrift overhovedet kan finde sted med al den modtand der viser sig. Og der er, som påpeget, mere end et eksempel herpå.

  3. Svar

    Jeg kendte godt historien – den slags bøger er guld værd, men den gamle sprogbrug er ikke helt nem at læse og kræver tilvænning.

      • Jørgen
      • 2. april 2015
      Svar

      Ja, man skal lige øve sig lidt, når man læser de gamle tekster.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *