Dette indlæg skal ses i forlængelse af indlæg om blogtræf i Vemmetofte.
I Aarbog for Historisk Samfund for Præstø Amt 1930, jvf. forrige indlæg, finder man også en artikel af Aug. F. Schmidt, Brabrand, Sagn og Tro om Sten i Præstø Amt.
Musestenen ved Vemmetofte Starnd er omtalt som sten nr. 7. Her følger teksten:
Musestenen (Fakse Herred, Vemmetofte Sogn) under Vemmetofte Skov i Stranden tæt ved Land, hvortil den skal være kastet af en Karl paa Møn efter hans utro Kæreste, som boede der ved Strandbredden, men den naaede ikke Landet eller hende. Varianter: Stenen er kastet af en Troldkælling paa Møn efter Vemmetofte Kloster, da hun hørte Klokkerne ringe; Stenen har ligget længere ude, men er af Isen baaret hen til sin nuværende Plads nærmere ved Klosteret, „det kunde gærne ligne efter, at den engang skal komme der”. – Kastet efter Vemmetofte af Kvinde paa Møns Klint, fordi hendes Kæreste paa Vemmetofte havde sveget hende. – Kastet i Strømpebaand af gammel Heks paa Møn efter Vemmetofte Kloster, hun kastede først med Smaasten, men de røg for langt. – Kastet fra Møn af en jomfru, der hadede Jomfruklostret. – Kastet af svensk Heks efter Vemmetofte Kirkeklokker, som hun irriteredes over at kunne høre over Sundet. – Kastet af en Trold paa Møn efter Vemmetofte Kloster; Stenen er skruet op paa Strandbredden af Isen liggende i Toppen af et højt Træ, hvorfra den senere faldt ned. – Fra Musestenen kommer de smaa Børn. I en Artikel fra 1921 med Billede af Musestenen meddeles, at Stenen er alle Faxe Ladeplads Sommergæsters Maal; Stenen skal bestiges. Den ligner en kravlende Kæmpemus (deraf vel Navnet).
Hele artiklen kan af interesserede ses som PDF-fil her: Sagn og Tro om Sten i Præstø Amt.
Det er spændende at læse om gamle dages sagn og tro!
Ja, det er, og må vel sige man var gode til at finde forklaringer, hvis man ikke havde de rette svar.
Uanset historien er Vemmetofte Kloster vist målet for stenkasteren. Det er første gang, jeg hører om, hvorfor den hedder Musestenen.
Du har sandelig fundet nogle gode historier i den bog. Forleden dag måtte jeg opgive at komme helt i mål om Kludeegen 😉
Det må man tro – og godt at du fik forklaringen. Forrige historie er vist heller ikke så læsbar endda.
Det var dog et rent orgie af myter om hvordan den sten er landet, hvor den ligger!
Tro og overtro var rigtblomstrende i gammle dage.
Antallet var overraskende, må man sige. De var forklaringsivrige, var de, i hine dage.
Fantasien vil ingen grænser tage. Det er spændende at læse de gamle beretninger fra en tid, hvor man måtte fortælle igen og igen, og hvor historierne derfor langsomt udviklede sig.
Det vil den ikke, og jeg er enig med dig i at det kan være sjovt at læse sådanne beretninger.
Med alle de varanter af historien kan jeg ikke lade være med at tænke på de gamle skillingsviser. Der findes nemlig også utroligt mange forskellige tekster, selvom det egentlig er den samme vise.
Det er egentlig en meget god sammenligning – over tid ændrer indholdet sig lidt.
Sikke nogle røverhistorier!!!
Det må man sige.