Om at blive fundet for gammel

Dagen bød på hele tre tilfælde af at blive overset. Fint med mig – i de tilfælde.

Vejret har være eksemplarisk i dag. Let frost, solskin, ingen skyer, vindstille. Ideelt til en tur til København med DSB.

Ved at se på en passende DSB-app – hvilket altid tilrådes når man skal på tur med banen – erfaredes det, at toget mod Roskilde ville være 3 minutter forsinket og det næste aflyst. Det var ingen stor nyhed.

På stationen kunne den tydelige stemme i højttaleren berette, at toget ville være 8 minutter forsinket, hvilket det var i adskillige minutter. En kvinde på stationen skulle til Odense med næste IC-tog, hvortil hun havde en orange billet til 50 kr. Den kunne kun bruges til det ene tog. Hun nåede det.

Vi kom med et IC-tog mod København med stop i Valby. Herfra gik det til fods over Valby Bakke. Ved Frederiksberg Rådhus gik vi ad Gl. Kongevej, passerede Bülowsvej, hvor jeg boede på et klubværelse en tid fra 1963, og videre mod centrum. På et tidspunkt gik vi på tværs til Vesterbrogade, passerede Rådhuspladsen og gik ad Strøget til vi ændrede retning for at spise en let frokost i Skindergade. Herfra gik vi tilbage til Hovedbanegården, tog toget til Roskilde og håbede toget hjem kørte. Det gjorde det. 4 timer tog turen og skridttælleren viste 12000 skridt da vi kom hjem.

Hvorefter en på øjet bevilgedes.

Dette med et blive fundet for gammel fandt sted på Strøget. En gruppe på 4 Amnesty-medlemshververe forsøgte at få kontakt med folk. Men ikke os. Ikke længere. Vi må åbenbart være så gamle at se på, at det vurderes usandsynligt at vi vil være medlemmer.

Det er det også. Jeg har været medlem og var med en i af de første såkaldte 3-grupper her i landet, nemlig tregruppe 6. Jeg var såmænd også referent ved den danske afdelings stiftende generalforsamling i 1964.

Lidt længere fremme på Strøget blev vi overset af nogle der uddelte en folder – og i øvrigt igen af Amnesty-folkene da vi gik tilbage.,

Det var en herlig tur denne fine januardag.

Tags: , , ,
Forrige post

Tillykke Caroline Wozniacki

Næste post

At vove eller ikke at vove

Comments

    • Eric
    • 8. januar 2018
    Svar

    Det er fint at blive overset på den måde, så man ikke skal værge for sig 🙂 Der er alt for mange alt for anmassende personer/grupper, når man bare vil gå i fred.

      • Jørgen
      • 8. januar 2018
      Svar

      Nemlig, det har jeg det også fint med. Ellers kunne jeg jo selv henvende mig.

  1. Svar

    Jeg glæder mig til at blive overset af den slags hververe. Det sker desværre ikke endnu …

      • Jørgen
      • 8. januar 2018
      Svar

      Det var fint at bemærke det.

  2. Svar

    Det er sørme en lang tur I gik!

    Hvis du vil se facere, skal du smutte en tur til Vesterport station i dagtimerne. De har simpelthen faste pladser der, og gud hvor er det irriterende. Jeg gider simpelthen ikke tale med dem.

      • Jørgen
      • 9. januar 2018
      Svar

      Vi er vant til at gå, så det er ikke så vanskeligt, især ikke når der ikke ligger sne.
      Jeg gider heller ikke tale med dem.

  3. Svar

    Lige præcis i dette tilfælde glæder jeg mig også over at blive fundet for gammel. Der er jeg ikke blevet mildere med årene. Dog, efter at begge døtre i starten af studietiden havde forskellige facer-jobs, måtte jeg i en periode gøre min hvislen ud gennem tænderne lidt venligere – for det er jo deres måde at tjene penge på …

      • Jørgen
      • 9. januar 2018
      Svar

      Jeg synes nu ikke har har svært ved at håndtere dem, jeg vælger jo selv min reaktion. Det samme i telefonen.

  4. Svar

    Sikke du kan fortælle! med en herlig distance.

    Togtrafikkens pålidelighed for en orange billet er jo meget problematisk, skulle hun være kommet for sent til det-eneste-tog-hun-havde-billet-til, så er det jo ikke sikkert at hun lige havde nogle flere kroner til næste tog.

    Gad vide, hvordan det var i gamle dage, jeg erindrer ikke at folk var skeptiske overfor min barndoms DSB.

    Jeg kender alle stederne på turen, og får (næsten) lyst til at gå den tur fra Valby over Pile Allé til Gl.Kongevej, Værnedamsvej eller hvor det nu var i “gik på tværs” – Rådhuspladsen, Strøget. Det er sjovt at kigge på mennesker, men jeg føler mig faktisk mere alene, når jeg spadserer i byen.

      • Jørgen
      • 16. januar 2018
      Svar

      Tak, tak.
      Der var sikkert også problemer med togene i gamle dage. Jeg husker fx vinteren 1978/79. Vi var flyttet hertil og den 28. december skulle jeg hjem fra Kbh. 4 timer varede det, og det er klart at snemængden var problematisk, men det mest generende var fraværet af information. Det var ikke kun den dag, men gennem hele den ret ubehagelige vinter.

      Jeg kan egentlig godt følge med i at man kan være mere ensom ved at gå en tur i byen end fx stranden. Man møder for mange i første tilfælde, man hilser på ingen, men det kan ske ved stranden eller i skoven.

      1. Svar

        Ja, nemlig – man falder ofte i snak med mennesker, man møder på stranden, specielt de steder, hvor alle går tur (ved molen, ved ishuset, på parkeringspladsen og iøvrigt på det første stykke af stranden ud mod vest.)

          • Jørgen
          • 20. januar 2018
          Svar

          Erfaringen er i øvrigt også at folk hilser, hvis manser på dem, når man går. Det lader sig gøre her, men ikke på Strøget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *