Papirarbejde, kvalitetskontrol, kerneydelser og prioritering.

En af dagens gentagne nyheder – ikke den med guldet – drejer sig om at 3/4 af de offentligt ansatte mener omfanget af papirarbejde er tiltaget. 2/3 mener dette indebærer, at det går ud over kerneydelserne. At man med andre ord ikke kan levere det man er ansat til.

Jeg har tidligere berør emnet, men det er alligevel overraskende, at omfanget er så stort.

Konsekvensen af behovet for kvalitetsmålinger er at dette arbejde er prioriteret over kerneydelserne – ellers ville det vel ikke gå ud over dem. Det kan føre høj grad af travlhed med sig, hvis de skal nås udført, og i sidste ende overbelastning og nedbrud af arbejdsevnen.

For mange år siden arbejdede jeg på en revalideringsinstitution. Der blev lavet en undersøgelse af, hvorledes arbejdet udførtes og hvad effekten af anstrengelserne var.

Da resultaterne blev forelagt medarbejderne, gjorde en bestemt formulering et markant indtryk. Der blev brugt mange ressourcer på at få nogle af de indskrevne personer til at møde op selv om de ikke var særligt interesserede. Det førte til følgende: Hvor mange vil I tabe på gulvet for at få alle med?

I relation til dagens nyhed kan spørgsmålet formuleres således: Hvor mange kerneydelser skal ikke udføres for at få udfyldt alle papirerne? Hvilke konsekvenser er værd at acceptere?

Hvad sker der når pressen får fingre i konsekvenserne af prioriteringen?

Balancen er sikkert vanskelig at finde, men det forekommer væsentligt at forholde sig til, hvad der har afgørende værdi.

Er der mon i øvrigt ansat ekstra personer – nogle steder kaldet “hænder” – når opgavernes omfang er øget? Mon nogle “kolde hænder” med fordel kunne transformeres til “varme hænder”?

Forrige post

Det er dagen i dag der er vigtig!

Næste post

Statue eller statuette af Wilbek?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *