For kort tid siden ventede jeg brev. Jeg vidste naturligvis at PostNord har sine regler for udbringning, men da der var gået 2 uger uden at det ventede brev var dukket op, måtte jeg naturlig tænke, at det nok var gået galt. Det viste sig at være tilfældet. I løbet af den 3. uge fik jeg en meddelelse fra afsenderen ledsaget af to billeder. Brevet var kommet retur. Heldigt nok kunne afsenderadressen læses.

På det ene billede kunne min adresse ganske tydeligt læses. På det andet kunne man se, at modtageren var ukendt.

Jamen dog. Trods 400 år erfaring formåede posten ikke at anbringe brevet i den rette postkasse ved vejen. Opgaven var for vanskelig eller uoverkommelig eller hvad forklaringen kan være. Funktionel analfabetisme er jo velkendt i disse tider.

Det kan måske ikke undre, hvis man lytter lidt til klagerne, men alligevel. Adressen indeholdt et 4-cifret tal – det såkaldte postnummer. Var brevet endt under det rette postnummer, burde det være en smal sag at finde den rette vej og den rigtige postkasse med alle dens informationer, men nej, det var det åbenbart ikke.

Den letteste løsning – ubekendt – blev brugt. Man har åbenbart ikke en ansat, der kunne læse den nydelige håndskrift og fortælle omdeleren, hvad der stod, når vedkommende ikke selv kunne. Det er en mærkværdig inkompetence, man lægger for dagen.

Billedet har ikke noget med sagen at gøre, men er en illustration af, at man engang kunne skrive et postkort om morgenen og forvente det var fremme samme dag. Ordene til syersken lyder således: Kære Kristine! Vil du ikke være saa god at klippe det Underliv til i Aften.