ABC Scandinavia er nu nået til Q i 3. runde – og her som vanligt omhandlende tysk vin.
Da jeg for efterhånden mange år siden lærte om tysk vin, taltes om QbA og QmP. Det gøres vel stadig, men det ser ud til begreberne er forenklede lidt.
Kvalitetsvin (som ligger over kategorierne Deutscher Wein og Landwein) inddeles i:
- QbA, som er en forkortelse for Qualitätswein bestimmter Anbaugebiete
- QmP, som er en forkortelse for Qualitätswein mit Prädikat, efter 2006 dog kun Prädikatswein.
Prædikaterne er følgende:
- Kabinett (lette vine af modne druer med ofte ikke særligt højt alkoholindhold)
- Spätlese (modne, elegante vine med fin frugt, høstet lidt senere end forrige)
- Auslese (ædle vine af fuldmodne druer, udvalgt ved at umodne druer sorteres fra)
- Beerenauslese (fyldige vine af overmodne druer, der er angrebet af ædel råd)
- Trockenbeerenauslese (vine af rosinagtige, indskrumpede druer angrebet af ædel råd og med årtiers holdbarhed)
- Eiswein (vin af druer der er høstet og presset ved mindst 7 minusgrader, hvorved kun frugtkoncentratet indgår i vinen. Eiswein skal have en mostvægt svarende til Beerenauslese).
Yderligere informationer på siden fra Deutsches Weininstitut, som også har inspireret til angivelserne i parenteserne.
Qualitätswein skal være vin fra et af de 13 tyske vindyrkningsområder, og der må tilsættes sukker (chaptalisering) for at opnå den rette alkoholprocent (ganske som i Bordeaux og Bourgogne). Det må der ikke, hvis der skal komme prædikatsvin ud af det.
I denne forbindelse må begrebet mostvægt berøres. En liter druesagt vejer mere en en liter vand, og relationen herimellem bruges til at fastslå mostvægten, der måles i grader oeschle. Principielt kan man sige, at jo højere oeschlegrad jo højere prædikat. Minimumsmostvægten skal være 150 hvis man vil lave Trockenbeerenauslese, men den er ofte højere. Jeg har læst om en mostvægt på over 300 grader oeschle, hvilket kan betyde, at det næsten er umuligt at gære vinen – og man håber på at komme over 5.5 grader alkohold, som vist nok er minimum, hvis produktet skal kaldes vin. Her er en lille tabel over mostvægt.
Det kan naturligvis diskuteres om det er en god ide at tale om kvalitetsvin, idet der heri ligger at en Spätlese er bedre end en Kabinett, hvilket ikke altid er tilfældet, idet vinens kvalitet afhænger af mange faktorer. Egentlig er det katagorier, der er tale om. Men – tyskerne skal naturligvis have lov at holde fast i deres betegnelser.
Det fremgår af etiketterne om der er tale om Qualitätswein eller Prädikatswein og i sidste tilfælde også hvilket af prædikaterne det drejer sig om.
Jeg skal nøjes med at illustrere dette indlæg med en etiket og et billede af vinen, der gemte sig i flasken – og som gjorde stor lykke påskedag. Det er en Gewürztraminer Auslese fra 1976, den er fra vinmarken Eiserne Hand i Guntersblum, Rheinhessen.
Her er linket til andres Q.
Interessant at følge diskussionen om Qualität og Prädikat, det er som om at man kan fornemme de forskellige fremstillingsprocedurer har hver sin berettigelse og at det faktisk ikke er så nemt at lave klassificerede produkter! Men hvis ikke man havde reglerne at gå efter, så kunne det jo let ende med at der var kølervæske-alkohol i vinen! Uha 🙂
Jeg tror at en “Spätlese” kan være bedre end første presning, hvis man vel at mærke planlægger første presning så den efterlader de rette mængder af most. Men det er jo bare et gæt 🙂
Regler og reguleringer er nødvendige – jeg tror i øvrigt stadig jeg har en flaske ved tilsat kølervæske. Har aldrig drukket af den.
Jeg er ikke helt sikker på jeg forstår det med første og anden presning – jeg tror kun der er en presning. Det er druernes modenhed der afgør prædikatet.
Interessant – tak skal du have! Jeg kunne nu egentlig godt tænke mig en forklaring på eiserne Hand …
Rasmine, her følger svaret på spørgsmålet.
Vindyrkning i Tyskland finder sted i 13 vindyrkningsområder (Anbaugebiete).
Hvert af de 13 områder er inddelt Bereiche, Bereiche i Grosslage og Grosslage i Einzellage.
Vinbyen Guntersblum ligger således i vindyrkningsområdet Rheinhessen og i Bereich Nierstein. I dette delområde af Rheinhessen er der 11 Grosslage, og mange enkeltmarker (Einzellage). Omkring Gunterblum ligger 10 navngivne enkeltmarker, hvoraf de 5 ligger i Grosslage Krötenbrunnen og de andre 5 i Grosslage Vogelsgärten. Vinmarken Eiserne Hand ligger i Grosslage Krötenbrunnen, og når der på etiketten står Guntersblumer Eiserne Hand, er vinen fra denne specifikke mark.
Så var der lige en udfordring med at lære udenad og huske … Men man husker jo bedre, når man får flere historier, så den nye om Kabinett med den drue … øh … det giver mere mening til begreberne 🙂
Men grundlæggende handler det blot om om man synes om eller ikke den vin man måtte have i glasset.