Om et par dage er det 40 år siden jeg røg min sidste cigaret.
På det tidspunkt havde jeg vel røget 13-14 år, først pibe, siden mest cigaretter, næppe over 10 om dagen.
Jeg havde prøvet at stoppe et par gange, men det at prøve ( = jeg tror jeg vil overveje om ikke det skulle kunne lade sig gøre at prøve at stoppe) virker ikke, idet den afgørende beslutning stadig er at ryge.
Først når beslutningen om at stoppe rygningen er truffet, sker der noget.
Man ville afholde røgfrie dage dengang. Da jeg hørte om den første af slagsen, sagde den indre dialog: “Den dag ryger jeg ikke”.
Tre uger efter ytrede den indre dialog sig igen: “Når jeg kan lade være med at ryge den dag, kan jeg lige så godt holde op”.
De sidste 10 cigaretter købte jeg på rygestopdagen. Den sidste røg jeg 5 minutter i midnat.
Det var så det.
Savnet var hurtigt overstået, i alle tilfælde det fysiske. Psykisk varede det lidt længere og jeg kunne godt fristes af duften af Latagia. Men eftersom beslutningen var en ordentlig en af slagsen, var der reelt ikke et problem.
At det i øvrigt var godt for økonomien (vi købte hus nogle måneder senere) var en fin emotionel gevinst.
Det er en god ide at lytte til den indre stemme, den indre dialog. Den er magtfuld.
Den er ganske rigtig meget magtfuld, den der indre stemme, men den ved ikke nødvendigvis hvad der er godt for én! Min indre stemme fortæller mig tit, at jeg har hårdt brug for et stykke chokolade, og den er svær at diskutere med – men heldigvis får Fornuftige Ellen oftest overtaget.
Du var rygefornuftig 29 år før mig – men da jeg endelig stoppede, savnede jeg det meget mindre, end jeg havde troet muligt … af en eller anden grund var jeg simpelthen bare færdig med at ryge, så det gik helt smertefrit, både fysisk og psykisk.
Det er godt nok at fornuftige Ellen klarer sig mod chokoladelysten.
Jeg tror såmænd de fleste kan opleve rygestop som vi har beskrevet, hvis beslutningen en som den du også beskriver, men det er ikke let hvis beslutningen er på skrømt.
Jeg har været festryger i mine helt unge dage, men det er ca 41 år siden jeg lagde den last på hylden, men jeg har i den grad været passiv ryger, da jeg næsten hver eneste fredag, lørdag, søndag, var på arbejde i røgfyldte lokaler. Det var dengang man omdelte tobak flere gange under middagen og man nærmes skar sig gennen tobaksrøgen i forsamlingshusenes lokaler. Man var helt tung i hovedet efter sådan en arbejdsdag og nat.
Jeg tror også jeg har lidt godt og grundigt af at være udsat for passiv rygning – og jeg må tilstå jeger glad for at være fri for det nu. Når det var helt galt tror jeg at jeg var det meste af et døgn om at slippe af med belastningen.
Det med at stoppe med en vane er i høj grad en mental ting. Som ægtefælle til en røgfri ryger, der nu efter mange år på nikotintyggegummi også er ved at lægge V6-tyggegummiet på hylden, kan jeg tale med om, hvor hårdt det kan være at stoppe med at ryge. Heldigvis kom jeg aldrig i gang med at ryge, selvom jeg forsøgte meget ihærdigt i mine helt unge dage. Men jeg fik kvalme og ondt i halsen.
Besvær med rygestop forekommer mere at være mentalt end fysisk. Holder man savnet af nikotin ud i kortere tid, er det ikke kroppen, der kræver stof. Heldigvis havde jeg ikke brug for erstatninger den gang, og du kan da glæde dig over det fysiske ubehags hindrende effekt.
Egon Clausen skrev en bog for Bikube-banken, “Penge er ikke alt, men alligevel”.
I den opregnede han, hvor meget det koster om året at ryge.
Det var netop i forbindelse med at så fik postbudet (lønniveau) mulighed for at købe et (lille) hus.
Mit rygestop har ikke betalt hele huset, men en god del af det. Ikke dårligt.