Den tredje dag i sommerferien i Østrig 2014 var afsat til en tur op på Schmittenhöhe, Zell am Sees husbjerg.
En væsentlig grund til, at vi overhovedet havde valgt at holde en del af ferien på de kanter, var, at vi aldrig har været på toppen af bjerget trods mange besøg ved søen.
Nu skulle det være. Og da vi boede 100 meter fra svævebanen, var det let at komme op. Man kunne selvfølgelig gå de 1000 højdemeter op, men det fravalgtes.
Det var overskyet om morgenen den 26. juni, man kunne slet ikke se bjergstationen. Temperaturen var 14º ved dalstationen. Og 4º oppe. Man må sørge for tilpas påklædning.
Hvad bød dagen så på?
Vi var taget op for at gå en god tur, men vi ville ikke gå herfra til Saalbach ad Pinzgauer Spaziergang. Nogle energiske folk så ud til at have denne plan.
Da vi kom ud i det fri, var det midt i skyerne, som det ses. St. Elisabeth Kapelle ser lettere gråt i gråt ud, og det samme gør den udendørs restaurant. Det anes dog, at det ikke vil tage solen ret lang tid at brænde tågen af.
Det var ikke så let at orientere sig i denne form for sky, så vi gik bare.
Længe varede det ikke før det smukke bjerglandskab åbenbaredes – og det blev sandelig en fornøjelse at gå op og ned som det nu faldt sig for. Vi fortsatte fremad til vi på et tidspunkt vendte om. Det lyder måske mærkeligt at gøre sådan, men det er nu noget af det der er umagen værd ved at tage til Østrig. Man kan befinde sig i en stille bjergverden, hvor man bare er. Møder man andre hilses, med et Grüss Gott eller Hallo.
Netop muligheden for at være hvor man er, er vederkvægende. Så må resten af verden arte sig som den gør.
Det jeg mener er vel nogenlunde illustreret af billedet med de sneklædte toppe i baggrunden, skyerne og grantræerne. Her er dejligt at være.
Er der samtidig blomstrende alperoser bliver det ikke meget bedre.
Da vi senere kom tilbage til udgangspunktet kunne det ses hvor vi var havnet. Svævebanens endestation ligger på en knold – allerøverst. Kapellet ses til venstre.
På ferien havde jeg medbragt Vinter i Prag, den fremragende bog af Madeleine Albright om hvad der skete i Europa og i hendes i liv i perioden 1937 – 1948. Jeg havde dagen før læst en bemækning om, at når man har nået det ultimative mål, fører alle stier nedad. Det var tydeligt illustreret her, og jeg tænkte om det måske havde været bedre at tage en ad de andre baner opad for så at gå op til Schmittenhöhe og ikke lade sig transportere hele vejen. Men sådan var det nu ikke.
Her er lidt mere øjeguf.
Udsigten over Zell am See er ikke den værste oppefra.
Her er det fra en lidt anden position. Der er format over landskabet.
En indtægtskilde er at tilbyde tandemparagliding. Her ses en kvinde blive instrueret.
Som nævnt er det en god ide at have tøj nok med, når man færdes i bjergene. Bemærk kvinden i sort med korslagte arme. Hun havde for lidt med og havde ikke tænkt sig om. Jeg lagde mærke til hende da hun ivrigt vandrede ud i bjergverdenen, men også at hun ikke kom ret langt før det blev for koldt og hun vendte om. Trist at give 21.50€ for at komme op og opdage det er koldt.
Her går starten på glideturen.
Jordforbindelsen er sluppet.
Senere kom de tilbage og tog en anden rundtur.
Det er givetvis en spektakulær oplevelse at svære en tur over bjergene.
Efter at have spist den medbagte mad et sted og jokket i en blød kolort medførende en vis hørm og et vist arbejde med at rense støvlerne, kørte vi ned igen.
Skulle man være dårligt gående – eller ude af vane med at bevæge sig – er dalstationen indrettet med passende hjælpemidler, her i form af en rullende trappe. Det er lidt overraskende, når hele (eller måske kun dele af) øvelsen handler om motion.
Vel hjemme på hotellet så udsigten denne dag sådan ud. Efter en kop kaffe på balkonen, syntes vi at vi måtte gå lidt mere, hvorfor turen atter gik ned til søen og op igen.
Jeg kom til at tænke på tanken om alternative billeder. Her er et af en vejrhane med et ur i munden.
Uret her viser at klokken snart er 16.
For brødristerfanatikere er her et eksempel på en model de vel må eje. Godt jeg ikke er fanatiker.
Det var blevet relativt varmt om eftermiddagen og det havde været en dejlig dag. Vi gik over 25000 skridt, feriens rekord, denne dag. Mest op og ned.
Egentlig var det meningen at medtage fredagens tur i dette indlæg, men den får nu et for sig selv.
Kønt er det, og når man ser billederne, forstår man, hvorfor I vender tilbage igen og igen.
Ja, der er en smuk natur i Østrig – og vi kan godt lide at opholde os i de.
Hor er det smukke billeder! Jeg har aldrig været i Østrig, men har rejst meget i Norge, som også byder på de dejligste landskaber.
Omvendt har jeg ikke været i Norge, men forstår sagtens ligheden.
Ja, man kan vist roligt sige, at der er et vist format over landskabet! Fantastisk tur, I var på.
Og så tandemparagliding! DET ville jeg gerne prøve – især i bjergene! Jeg kunne finde på at køre til Østrig bare for at få lov til at få en tur … må vist lige tale lidt med John …
Brødristeren må de til gengæld gerne beholde 🙂
Jeg forstår ikke damen med de korslagte arme – jeg troede alle vidste, at det bliver hundekoldt, når man når lidt op i højderne.
Det var en dejlig dag. Der er gode muligheder for tandemparagliding på de kanter – så bare klø på. Jeg forstår heller ikke damen, men det er ikke første gang vi har set fravær af omtænksomhed.
Når man ser de skønne billeder forstår jeg så godt, hvorfor I kommer der igen og igen. Jeg kender kun Østrig fra skiferier, hvor landet også er smukt og dejligt.
Hvis man kan lide at gå er det et godt land at tage til om sommeren.
Den der “Vejrhane” må vist være en “Ur-fugl” 🙂
…men dejlige bjergbilleder, når det ikke er tåget..
Selvfølgelig er det en “Ur-fugl”, det havde jeg bare ikke lige tænkt. Det var fint at tågen lettede.
Det var en fantastisk åbenbaring med de sneklædte tinder bag de nære graner, og skyerne, som ligger henover.
Jeg kan forstå at I har gået meget, også senere, da I to turen ned til søen og op igen! Det var en god dag.
Det var en fornøjelse at være oppe da tågen lettede og se hvad der viste sig af herlighed.
Faktisk var det en god dag – efterfulgt af en god nats søvn.
Tak for en dejlig tur og smukke billeder.Venter på næste afsnit.
Velbekomme.