Forleden kørtes en længere tur med S-tog. På sædet bag mig sad tre piger, der vist nok gik i 2G. At de snakkede kan ikke undre. De kom vidt omkring.
Særligt hæftede jeg mig ved den begejstring hvormed de underholdt hinanden – og altså også mig – om, hvorledes opgaver først udarbejdes umiddelbart før de skulle afleveres. Den ene citerede sin mor for at sige, at datteren nu havde haft opgaven i en måned og nu var der kun tre timer til den skulle afleveres. Hvorefter de nok bilder sig ind at de arbejder bedst under pres.
Dette er et udtryk for skolens lov (jvf. Covey). Man gør ikke det man skal i løbet af året, men terper lige før eksamen – eller skriver sin opgave lige før lukketid.
Modsætningen hertil er Bondens lov. For at bonden kan høste må han så når naturen kræver det. Man kan ikke høste hvis skolens lov følges.
De gode piger burde finde sig et fritidsjob i et gartneri og lære bondens lov at kende.
Du har fuldstændig ret!
Men jeg var præcis som de tre unge damer, da jeg gik i gymnasiet… jeg havde den holdning, at hvorfor skulle man dog knokle sig til et 11-tal, når man kunne få 8-9 stykker uden at arbejde synderligt for sagen?
Dengang kunne man nu altså også vælge og vrage og næsten altid komme ind på lige den uddannelse, man havde lyst til – det gør en stor forskel, for sådan er det ikke i dag, og jeg er bestemt ikke misundelig på de unge. Jeg tror faktisk, at min generation i rigtig mange forhold havde det meget nemmere end i dag. Det var i hvert fald mere ukompliceret…
Ellen, atter enig. Jeg er ikke ked af ikke at være ung i dag, og jeg går egentlig heller ikke ind for at knokle. At gøre sig umage er nok.
Nuancen mellem skolens og bondens lov er min søn et godt eksempel på. Han arbejdede i efter skoletid i flere år på et gartneri, hvilket indebar at han i forhold til arbejde m.v. gør tingene uden udsættelse – hvorved at frigør den energi der ellers er bundet i det uafsluttede til noget andet.
Der er jeg helt på linje med din søn, men der er jo også en vis forskel på ‘arbejde’ og ‘skole’ 🙂
Hvor jeg i skolen gjorde ting i sidste øjeblik, er jeg på jobbet berømt/berygtet for at udføre ad-hoc-opgaver i samme øjeblik jeg får dem. En lille, dum opgave, som mange tænker, at ‘det skal jeg nok nå i løbet af dagen’. Det gør de sikkert også, men de bruger energi på at huske, at de skal huske/nå opgaven. Jeg gør det bare lige her og nu – måske lige som din søn. Ude af tanke – ude af sind og verden. Og folk ligger nærmest på maven over, at man altid er så hurtig, når de har brug for en eller anden lille ting. Win-win.
Så er det, jeg er ret ligeglad med, at alle de såkaldte eksperter siger, at man skal planlægge sin dag, ellers bliver man stresset over opgaverne. Hvis jeg kunne planlægge mine dage, ville jeg kede mig ihjel 🙂