Nu er der snart gået et par måneder siden vi kørte på sommerferie til Østrig. Det har vi gjort så ofte før. Dette første indlæg handler om turen til og fra Østrig.
Vi valgte to overnatning på udturen (Stendal og Weiden in der Oberpfalz). Begge byer har vi overnattet i før. De har en passende størrelse, så man kan gå sig en god tur efter køreturen og overse byen.
Hjemad overnattedes igen i Alsfeld.
Målet for ferien var 5 overnatninger i Zell am See og 7 i Virgental i Østtyrol. Det nye var Zell am See, hvor vi har været mange gange, men aldrig i længere tid. Vi måtte en tur op på Schmittenhöhe.
Jeg håber at besvare spørgsmålet om, hvorfor det er umagen værd at holde sommerferie i Østrig i de kommende indlæg.
Ferien var fra næstsidste lørdag i juni til første søndag i juli. Vi kørte 3030 km og gik 221.336 skridt.
Da vi kørte fra Danmark havde det længe været fint vejr. Da vi vendte tilbage var vejret fint – og for varmt – meget længe. I Østrig var temperaturen fornuftig, ofte under 20º, hvilket var fint i forhold til det vi gerne bruge ferien til, nemlig at vandre. Det var selvfølgelig ikke en temperatur, der passede de turister, der tror Østrig hører til de varme lande, og som ikke forstår betydningen af ret påklædning.
Det er ikke på sin plads her at skrive om “det nødvendige udstyr”, når man holder ferie i Østrig, men der er grund til at nævne, hvad jeg savnede i år.
Jeg var så uheldig, at brilleglasset faldt ud af læsebrillerne. Det lykkedes at få det sat i. Dels havde jeg en kniv med, hvori var et element, der kunne anvendes som skruetrækker og dels lod det sig gøre at kombinere mine fjernbriller med min kones briller, så jeg kunne se. På den måde gik det, men det var noget af en øvelse. I kniven var en tang, som kunne fastholde den lille skrue, så den kunne placeres, hvor den skulle skrues i. Udstyret der manglede var således en minimalistisk skruetrækker og en lup. Ellers må man sørge for det ikke et læsebrillerne der skal ordnes.
Siden viste skridttælleren, at batteriet burde udskiftes. Det blev nu klaret i en større elektronikbutik ved venlige menneskers hjælp. Så udstyrslisten bør tilføjes et skridttællerbatteri og en bette stjerneskruetrækker. Måske er den forrige omtalte tilstrækkelig.
Sådan bliver man stedse klar over mere og mere nødvendigt grej.
Stendal
Hansestadt Stendal er et godt sted at overnatte, hvis man har brug for at køre en overkommelig tur den første dag. Fra Puttgarden – hvis man kører den vej – køres til Lübeck, videre mod Rostock, hvorefter motorvejen forlades så man kører via Gadebusch, Schwerin og Ludwigslust, hvorefter det nærmest er lige ud ad landevejen til Stendal. Der kommer i øvrigt snart en ny motorvej forbi, idet A14 er under betydelig forlængelse.
På vejen mødte vi i øvrigt et kraftig blink et sted hvor farten ikke var kommet passende langt ned. Det viste sig ikke at være en fotofælde, men formentlig blot en markant påmindelse om at få farten ned. Puha.
Byen er som nævnt en hansestad og man kan let overse byen. Bl.a. finder man et par byporte, herover ses Uenglinger Tor.
Jeg havde i øvrigt tænkt den tanke, at det kunne være morsomt at finde alternative fotomotiver på turen i år. Det lykkedes ikke alle steder, men her følger dog et par eksempler.
På billedet af byporten anes lige netop huset herover – så man ved hvor det ligger, skulle man komme på de kanter. Det var især teksten, der var interessant (ses bedre ved klik på billedet). Det fremgår, hvis jeg ellers oversætter rigtigt, at “alene Gud tilskrives æren for at beskytte huset mod nød, brand, myndighedsvilkårlighed og skatten”.
Måtte det være lykkedes.
For hatteinteresserede viste der sig flere muligheder. De hvide hatte er sikkert ikke lette at promenere i blæsevejr.
Tropehatten var interessant, idet man tydeligt ser, hvorledes den tilvirkes.
Undervejs videre dagen efter opholdet i Stendal på Hotel Am Uenglinger Tor, stansedes ved et tilfælde på en rasteplads, hvor det første tyske “Autobahnrastätte” var at finde. Der var åbenbart ikke plads til at skrive “Raststätte”. Mere kan læses her.
Weiden in der Oberpfalz
Målet for andendagen var den lille by Weiden lidt nord for Regensburg og ret tæt på A93.
Her kan man naturligvis vise et billede af det fine rådhus.
Man kan også notere sig at brugte rollatorer kan købes fra 25€. Ses sådanne til salg i Danmark eller står de uvirksomme hen i det offentliges depoter?
Musik kunne høres, og der viste sig en fin park i Weiden. Der var afdansningsopvisning,
herunder cubansk dans.
Vi spiste på Hotel Stadtkrug, hvor vi også boede. De havde ikke længere de “Pfanderl”, som vi blev så charmerede af sidste år. Forellen her smagte særdeles fint, saftig som den var.
Utallige små kander kunne ses på værelset.
Efter et fint morgenmåltid – med bl.a. Apfelstrudelmarmelade – fortsattes mod Østrig.
Herom følger historier siden.
Alsfeld
På vejen hjem overnattedes atter i Alsfeld, midt i Tyskland, og det var fint at gå en tur i denne charmerende bindingsværksby. Her ses rådhuset. Vejret var ikke det bedste og vi spiste glimrende på Hotel Klingelhöffer, hvor vi også boede.
For at få lidt aftensmad efter hjemkomsten benyttedes det gode trick med at købe en pakke frosset spinat (0,40€) i et supermarked i Heiligenhafen og bruge denne pakke som kølebrik, så ndkøbene kunne holde sig kolde.
Der var ingen ventetid i Puttgarden.
På hele turen var vi ikke ude for faresituationer, men et uheld involverende to biler på en motorvej, passeredes kort efter det var sket.
Tak for turen! Jeg har ikke haft megen turisttid i hverken Tyskland eller Østrig, men dine fine billeder bekræfter mit indtryk af, at der sine steder er ganz nett med charmerende og velholdte gamle huse.
Det er rart at vende tilbage til steder, man holder af, og kan man krydre det med lidt variation, som I her har gjort, er det bare desto bedre.
Vi har også det, vi kalder vores ‘rejse-kit’, men det er nu mest for at kunne kompensere for det manglende eller elendige køkkengrej i ferielejligheder. Fx har vi endnu tilgode at opleve en ferielejlighedskniv, der kan skære, så det er en af de ting, vi medbringer.
Velbekomme. Man skal tage derhen, hvor man synes godt om at tage hen. Jeg har det fint med det vi gør – og har gjort mange gange – men det nærmer sig ikke at lade sig gøre længere. Så må vi med bus.
Variation er fint – det har betydet at vi har set andre steder end Virgental, omend intet slår denne dal i natur- og oprindelighedsoplevelser.
Man må sikre sig, ja, jeg husker en pande i en ferielejlighed engang, den var så tynd, at man måtte tro den var banket ud af en enkelt øldåse. Jeg er helt enig i at knive i ferielejligheder ikke kan det de skal – og det er fint at medbringe udstyr selv. Vi har dog endnu ikke haft afkalker til kaffemaskiner med, men det kunne være tiltrængt.
Hehe, medmindre det er i Italien (hvor der altid er en espressokande) medbringer jeg altid en lille græsk “kaffekasserolle,” som aldrig skal afkalkes. I med vandet, og når det koger så kaffen (espressobønner). Lidt hviletid og så forsigtig ophældning – værsgo’ 🙂
Tak for informationen om den græske kaffekasserolle. Jeg kiggede efter og ser sådan en kaldes briki. Smart nok at lave kaffe på denne måde, hvis der er en kogleplade – og jeg aner det ikke gør noget at den kun dækker en del af koglepladen, hvilket vel ikke gør noget.
Se Erics indlæg http://www.sitestory.dk/rejser/leros2009/espressokaffe_graesk.htm
Jeg siger også tak for turen.
Det er en dejlig del af ferien med de små hyggelige overnatningssteder undervejs, og du har virkelig fundet nogle perler af slagsen.
Vi har aldrig prøvet to overnatninger på vores vej sydpå eller hjemover igen, men tiden og dermed alderen til det er vel ved at være der. Alene det, at man kan nå at se lidt af stedet og ikke bare smider sig på sengen for at sove, taler for det.
“Reserveudstyr” til ferielejligheder har vi også altid med, og en skarp kniv kan man altid bruge, også selv om man bor på hotel.
Velbekomme. Det er også alderen, der bevirker vores ændrede køremønster, men også muligheden for at være hvor vi er lidt længere. Alt for meget hastværkeri er ikke længere ønskværdigt.
Godt med lidt ekstra udstyr.
Jeg glæder mig til at læse de kommende indlæg om “hvorfor det er umagen værd” at holde ferie i Østrig.
Selv var jeg på min første Østrigstur i Wien i August sidste år. 11 dage for at være helt nøjagtig, og kun i Wien. Jeg må sige, at jeg blev sgu’ lidt forelsket i den by….især “cafe-livet”, hvor en kop kaffe (og dem var der mange forskellige typer af) altid serveredes på en lille “sølv”-bakke og udover fløde/sukker altid med et lille glas vand til som en ganske naturlig ting og det uden ekstra betaling. Ganske enkelt herligt. Herhjemme får man en kop med et skvæt kaffe i underkoppen klasket på bordet…..men der i Wien….den der lille bakke med kop og underkop og vandglas…..jeg ved ikke hvorfor, men forelsket blev jeg.
Det bliver spændende om det lykkes mig at beskrive, hvorfor det er umagen værd at holde ferie i Østrig i de kommende indlæg. Jeg skal gøre mit bedste.
Jeg har kun været i Wien en enkelt gang og kun nogle dage. Du beskriver her ganske tydeligt hvorfor det er umagen værd at tage til Wien – man forelskes i byen og den måde at gøre ting og sager på.
For mange år siden læste jeg en længere artikel af Jørgen Schleimann om Østrig. Som jeg husker det, var der to gode grunde til at tage til Østrig, nemlig kultur og natur. Jeg er mest taget dertil for at opleve naturen.
Hvor er der smukt! Jeg anede ikke at der er en Hansestad Stendal med en byport fra 1400-tallet, som ligner den stil, som karakteriserer andre hansestæders byporte – jeg kom til at tænke på Lübecks, som vist dog er større.
Det er også smukke scener, I har oplevet. Det er en meget smuk billedserie og en dejlig beretning. Dejlige oplevelser – der er masser af ting at se i Tyskland, også selv om WWII har taget sin del.
Ja, det har været fint at opdage en by som Stendal med dens byporte, kirker og Roland, den kæmpe statue af byens beskytter. Jeg kan meget godt lide at gå rundt i byerne jeg kommer til og mærke deres sjæl.
Det er både mange km og skridt. Begge dele har det med at tælle godt til, når man ikke bare ligger og driver ferien af ved en strand. Det lyder som om I har haft det helt perfekte vandrevejr.
Østrig kan også noget med deres bygninger. Det er nogle smukke nogle af slagsen du har skudt.
Godt du fik fikset brillerne, så de kunne bruges.
Faktisk er det ikke mange kilometer man kører medens man er i Østrig – det er til og fra der tæller på den konto. Skridtene illustrerer meget godt hvorfor jeg ikke er til en egentlig driverferie. Det var nemlig godt jeg kunne klare brillerne selv – ellers havde jeg vel fundet en brillemand et sted.
Hvor er det smukke billeder! Jeg har aldrig været i Østrig, men det er da en stor fejl.
Tak. Det er ikke en fejl ikke at have været i Østrig, men du er gået glip af smuk natur.
Du bekræfter bare det. jeg allerede ved: Tyskland (især den sydlige del) og Østrig er skønne at rejse i, flotte at se på og gode at spise og vandre i.
Enig.
Når man læser videre og kommer til Alsfeld og ser billedet af de gamle huse, kommer jeg til at tænke på, at der – trods alt – var meget af Tyskland, der ikke blev ødelagt under WWII, – og at det, som blev ødelagt, somme tider er opbygget så det er bedre, nyere og mere holdbart.
Man kan kun gisne om, hvordan tyskerne fik energi og kraft til både at genopbygge byerne og industrierne. Det gik måske heller ikke så hurtigt, men det, der tæller, er viden og teknisk know-how, og den havde de jo – ligesom USA – fået meget mere af under krigen.
Ja, der er meget at se på i Tyskland, både nyt og gammelt. Tyskerne er vel et energisk folkefærd, får man indtryk af. Det er som om de gør det der skal gøres.
Nu er det jo de smukke steder, man besøger, Jørgen, men der er i det mindste én eller anden grundlæggende energi i retning af at få samfund+organisationer til at fungere, som går igen i mange af de sammenhæng, hvori jeg har kendt til tyske forhold (og det er *meget* få og det er ikke spor repræsentativt!)
Den gamle børnebogsserie skrevet af to “voksenforfattere”, “Børnene i nr. 67” viser et Tyskland, som var meget fattigt og hvor ikke ret meget fungerede.
Ja, vi skal selvfølgelig være påpasselige med generaliseringer.