Så er der efterhånden ikke så mange dage tilbage af sommerens ferie i Østrig. Denne dag i slutningen af juni kørte vi Kals for atter at gå en tur i Dorfertal. Vejret var fint, men vejrudsigten truende. Der skete dog ikke noget. Vi gik ikke så langt som sidste gang, men det gør ikke noget. Der er en begrænset stigning i begyndelsen, men turen er ikke krævende, så alle bør kunne deltage, skulle man være på de kanter.
Inden afgang er her lige et formiddagsbillede af den vanlige balkonudsigt.
Når man kører mod Kals, møder man på et tidspunkt dette blik mod Grossglockner.
Det er nødvendigt at parkere på den sidste parkeringsplads før Dorfertal, og den har vi lige forladt til fods. Turen forbi hotellet og til venstre.
Kort efter kommer man forbi skiltet der fortæller hvornår biler må køre i den ene retning og hvornår i den anden. Fodgængere skal holde sig ind mod klippen.
Floden har skåret sig igennem bjerget og man har her Dabaklamm.
Biler kører gennem bjerget. Fodgængere, herunder køer, holder til venstre.
Vand drypper på de gående på dette sted.
Efterhånden har man passeret klammen.
Stigningen er slut og det er lidet krævende at gå i denne herlige natur.
Mere natur.
Endnu mere natur.
Alperoserne blomstrede.
Efter en god tur vendte vi om – og det ses tydeligt her at en paraply kunne være nyttig.
Lige før parkeringspladsen gjordes en opdagelse. Fruesko – den i Danmark så sjældne orkide – stod nok så nydeligt og blomstrede bag en sten.
Denne plante har vi ikke set før, så den måtte fotograferes fra flere vinkler.
Flot ser den ud.
Hjemme igen omtalte jeg blomsten. Dels forstod jeg at det slet ikke er dens blomstringstid så sent og dels at den er ganske almindelig et sted i Virgental, som jeg har glemt hvor er. Hvis du vil se et billede af en markfuld fruesko, er her et link til et bloginlæg om den i Lechtal. Det er det nederste billede, der tænkes på. Her har man den største forekomst i Europa.
Hjemme på balkonen kunne man se, at alpebonden i det fjerne var ved at køre høet ind.
Det var fint at tilbringe tid på balkonen.
Sikken en fantastisk smuk rute. Man kan se at den er vedligeholdt – vejene ser pæne ud, alting ser pænt ud!
Og sikken en slugt, mon det tyske navn, “klam”, betyder at det er en slugt, eller en “flaskehals”, en gorge?
De billeder får mig til at tænke på en oplevelse for nogle årtier siden, – vi gik en tur i Bellinzonas omegn, Schweiz, og det var tydeligt at der (stadig) boede nogen i bjergene og at de havde en svævebane for varer – et tov udspændt mellem to punkter med en anordning, kasse eller kurv, som kunne have en indkøbskurv og varer.
Det er en god rute at gå – hver eneste gang. Klamm er gorge, slugt.
Disse små tovbaner ses man også i Østrig. De bruges til transport af forsyninger. Steder hvortil man ikke kan køre eller har en svævebane, forsynes ofte pr. helekopter.
Helikopter! Det er dyrt! 🙂
Ja, derfor koster det også lidt mere at købe mad og drikke …
Hvor er I gode til at komme ud og og opleve når I er af sted på ferie. Tak for turen.
Tak – og velbekomme.
Flot, flot, flot! For vi fladlændinge er der altså noget betagende ved bjerge.
Sådan har jeg det også. Det er godt at have lidt billeder at se på når begrænsningerne bliver mere udtalte.
‘Fladlændinge’, hehe – men ja, det er så betagende smukt, at man helt mister pusten – også selv om man ikke engang er ude og gå 🙂
Jo, her er højdeforskellen 12 m. Som en skovarbejder på de kanter sagde, da han hørte jeg pustede: Atmen nicht vergessen! Pusten kan mistes på flere måder.
Åh hvor jeg får lyst til vandreture i bjergene, jeg må af sted til sommer 🙂 Tak for inspiration
Glæder mig til at læse beretningerne.