Denne mandag, feriens 3. dag, skulle vi køre mindre end 300 km. Der var god tid til morgenmad og en lille tur rundt i Landshut igen inden afgang.
Sædvanligvis vil vi køre fra morgenstunden, når vi skal fra et sted til et andet, men sådan var det ikke denne morgen. Vi havde god tid til at spise morgenmad og til at gå en tur inden afgang. Det var nu ikke så meget for gåturens skyld, men fordi vi søndag havde set en lille gave vi ville købe til børnebørnene. Butikken åbnede først kl. 9, så derfor gik vi lidt. Hvad vi så var lidt fornøjeligt.
Nogle unge mennesker var samlede ved Ländtor. Formentlig var det sidste skoledag. Der var sikkerhedsvagter, politi, en ambulance samt en ølbil. Noget skulle i alle tilfælde fejres.
De gik – med deres øl og vandpistoler. Og vi gik.
Siden mødtes vi igen. Først kom en politibil med blå blink.
Så en traktor med et meget larmende musikanlæg.
Så kom de unge mennesker. Med øl og vandpistoler.
Der skulle re-tankes undervejs.
Processionen afsluttedes med endnu en politibil – og en ambulance. Man må jo have nogle erfaringer …
Vi købte gaverne, betalte for overnatningen og kørte mod Bad Gastein i Gasteinertal, som var målet for første del af ferien. GPSen ville vist have os over Salzburg, men vi kørte mod Traunstein, Lofer og Zell am See. Undervejs tankedes og fourageredes i Altötting, var det vist.
Det var overskyet – og i det hele taget havde det været ret godt kørevejr alle dage, ikke for varmt, ikke for meget sol, ikke meget regn.
Så manglede vi bare at finde hotellet i Bad Gastein. Det – hotel Pawlik – ligger på en af bjergsiderne, men vi havnede i bunden. Det kan bedre forstås når man lærer byen lidt bedre at kende. GPSdamen forlangte en u-vending, hvilket ikke var helt ligetil at foretage. Vi kom dog frem til hotellet efter vendingen.
Det burde fremgå nogenlunde tydeligt af denne kortstump.
Man kommer kørende ad den gule vej, og GPSen fortæller, at man skal til venstre ad Karl Heinrich Waggerl Strasse.
Jeg drejede ad Kaiser Franz Josef Strasse. Som det ses er der ingen afstand mellem de to gader og i sidstnævnte tilfælde er der to tilkørsler til den gade. Hotelværten forklarede at GPSerne har svært ved at finde ud af dette. Måske var det bare mig der ikke var skrap nok til at følge instruktionerne. Måske ville det være gået lettere, hvis jeg havde læst ganske nøje på kortet forinden og vidst dette, men sådan var det ikke.
Den gode forberedelse ville have indebåret viden om at køre lidt længere frem og dreje til venstre efter et stort Superspar ved et apotek eller lige før jernbanen, men sådan var det ikke. Vi var nu ikke ene om bøvlet, kunne vi siden forstå.
Når jeg tænker tilbage på hele turen, må man, som nævnt, sige kørevejret havde været ret godt. Ikke ret meget sol og regn. Vi havde været en smule bekymrede for vejret, idet der jo havde været en del voldsomt vejr over Tyskland og Alperne i den første del af juni, men faktisk har vi ikke meget at klage over hvad vejret angik i den periode vi var i Østrig, bortset fra et par dage med over 30° i skyggen.
Nå, men vi fandt hotellet efter at have foretaget den u-vending som GPS-damen krævede igen og igen.
Vi havde bestilt 5 overnatninger – fra mandag til lørdag. Jeg skriver lidt om hotellet og om Bad Gadstein i de kommende dages indlæg. Nu handlede det om at pakke ud og derefter gå en tur og se hvortil vi var kommet.
Her følger et par umiddelbare indtryk fra Bad Gastein.
Da vi kom til hotellet lå skyerne tungt i dalen.
Dette er udsigten fra balkonen.
Efter at have sundet os lidt måtte vi ud at gå en tur. Der blev ikke taget mange billeder den eftermiddag, men vandfaldet, der styrter ned, finder man midt i byen. Den er oprindelig bygget på begge sider af det. Det skal nok siden blive illustreret.
Det klarede op, den blå himmel viste sig – og udsigten begyndte at tage sig endnu finere ud.
Den udsigt kan vi godt klare 4-5 dage.
Værelset var ikke stort, men balkonen var anvendelig. Siden blev det så varmt, at døren måtte lukkes og gardinerne trække for, for at holde lidt af varmen ude.
Således så motivet fra det første billede ud sidst på dagen. Ikke værst.
Så skulle der soves – men inden da havde vi tænkt lidt over hvad morgendagen skulle bruges til.
Østrig er altid smukt – selv i dårligt vejr.
Gps’er er stort set uundværlige i dag, især i byerne, for vores kort var/er jo aldrig så detaljerede … gad vide hvordan vi egentlig fandt frem til vores hoteller før i tiden? Jeg kan godt huske engang, det tog os noget over en time at finde vores hotel i en forholdsvis lille by. Ikke sjovt!
Vi har desværre endnu ikke fundet ud af at fortælle bilens indbyggede gps, at vi ikke gider U-vendinger. Det er ellers en god ting, som virker fint på vores eksterne gps, men den har min søster lånt.
Enig. Man kan dog få nok hvis det regner i dagevis.
GPSer er nyttige, ja, men med måde, idet er er godt at vide hvor man skal hen.
Man brugte vel by-kort og lign. før i tiden, eller beskrivelser af hvorledes man fandt hoteller. Jeg husker dog også at vi ledte længe i Plauen engang.
Østrig er sådan et smuk land, og hvor er det dejligt at høre/se, hvordan I nyder landet. Bjergene hyldet ind i skyer om morgenen er så karakteristisk.
Hav en god mandag.
Det er det – og det er ekstra fint når vejret er tilpas.
Tak – og i lige måde.
Jeg har deaktiveret u-vendings muligheden i vores gps, den skal finde en anden rute og ikke bare bede mig vende om) Det går ikke lige godt altid. 🙂
Det er måske en ide at deaktivere u-vending, men i det nævnte tilfælde ville det have været klogere at se hvorledes geografien ved indkørslen til byen rent faktisk så ud så man ikke overlader det hele til teknikken.
Jeg kan så godt lide bybillederne. Og bjergbillederne er dramatiske. Jeg håber at få lidt oplevelser af denne slags på en miniferie i week-enden.
Man kan opleve utrolig meget på miniferier, blot skal man give sig lov til at være på miniferie og glemme alt om hverdagen.
Når jeg ser dine billeder, kan jeg godt forstå, at I vender tilbage til Østrig igen og igen. Jeg har kørt igennem med tog fra München til Slovenien, og det var meget smukt. Jeg har været der et par gange mere, men det var for at besøge cementfabrikker, og det var bare fly og motorvej uden meget panorama.
Det vi blev så glade for ved Østrig – udover den smukke natur – var det at kunne opleve at være helt tilstede i det vi gjorde, nemlig at gå fra et nedre punkt til et øvre – og altså bare være hvor man var. Det er uvurderligt dejligt.
De uventede oplevelser der pludselig dukker frem af det blå, kan være ret underholdende.
Himlen ser godt nok dyster ud på de første billeder, men bare der ikke er naturkatastrofer, så er det også en charme og noget der måske huskes.
At sondere ferieområdet ved ankomst, er også noget vi altid benytter os af.
I bjergene ændrer vejret sig ofte, forlyder det, og det er jo godt at være forberedt på. Jeg havde nu gerne valgt den rigtige vej første gang!