Vejret var fint den første hele dag i Østrig – og varmt. Vi gik mere end 31.000 skridt. Det kunne mærkes lidt i bentøjet.
Vi vågnede op til fint og varmt vejr denne dag. Herover ses motivet fra forrige indlægs slutning, blot nu fra morgenstunden.
Udsigten fra balkonen kunne vi ikke klage over. Her den ene vej – med blik næsten mod Stubnerkogle, hvortil vi et par dage senere tog svævebanen.
Og her den anden vej – mod Bad Hofgastein som vi valgte at gå til og tilbage igen denne dag.
Vejen vi kom ad i går ses til venstre. Den røde plet helt til venstre, lige over træerne og under skyen, er vist et lokomotiv, thi her finder man også Tauernbahn.
Jo, det var et tog. Der kørte mange. Jeg kan bare ikke lige se om dette var på vej op eller ned. Undertiden var der lokomotiv(er) i begge ender.
Der er to muligheder for at gå mellem Bad Gastein og Bad Hofgastein. Langs floden i bunden af dalen eller ad Höhenweg på bjergsiden. Vi valgte den sidste og begav os på tur. Efter nogen tid kunne man se tilbage på Bad Gastein omend byens karakter ikke fornemmes særlig godt på billedet. Man kan se vejen til højre og ane at den går ind i toppen af byen, der så ligger ned ad bjergsiderne. Helt til venstre ses et par store bygninger. Det ene er vort hotel, Pawlik.
Hotellet ses igen her. Det er det med det grønne tag og de to vinduer over hinanden på væggen.
Vi gik og gik. Nogle gange i sol. Nogle gange i skygge. Nogle gange på en våd sti. Nogle gange i rigeligt med kolort. Det kom naturligvis på støvlerne, men forsvandt efterhånden. Da vi gik tilbage mødte vi en familie med en klapvog. Hjulene var i den grad smurt ind, men det syntes de voksne at tage med godt humør.
Pludselig kom vi til et skilt, der fortalte at vi nærmede os Gadaunerer Schlucht, hvilket er et naturmindesmærke.
På billedet ses vandfaldet i bunden af slugten. Man aner stien og at man skal ind gennem klippen for at komme videre.
Det ses bedre her.
Og her – der var grønt lys, så man kunne se hvor man skulle gå.
Ud igen kom man – forunderligt nok – i den anden ende.
Vi endte i Bad Hofgastein. Man skulle et pænt stykke nedad for at komme til byen, hvor vi købte lidt mad, som vi spiste på en bænk, inden vi gik tilbage. Det var efterhånden blev vældig varmt og jeg glemte helt at tage et billede i byen.
Det gav sved på panden at gå op på højdevejen igen, men det var alt i alt en fin tur.
Køerne havde samlet sig på stien og deres efterladenskaber ses tydeligt.
Vel hjemme var der basis for at slappe af.
Og se på togdriften. Her er 3 lokomotiver ved at slæbe en masse biler op ad bjerget – velsagtens for siden at køre igennem Tauerntunnellen.
At det var et langt tog ses her.
På gensyn næste dag.
Jeg må sige I er seje.. 31.000 skridt i varmen og ikke bare på lige vej.. op og ned.. Jeg er imponeret, jeg kan mærke det i benene når jeg er over 20.000 om dagen. 🙂
Jo, vi kan stadig gå en god tur, når bare vi giver os den fornødne tid.
Smukke, smukke Østrig, du foreviger det så fint! At vandre der er en lise for sjælen, som I bestemt har med jer (sjælen altså).
Jeg må som Inge komplimentere jer for de 31.000 skridt. Det er virkelig imponerende.
Jeg ser frem til dine kommende rejsebreve.
Takker. Jo, sjælen må med på ferie og dette er en god måde at holde ferie på. At ligge på en strand gider jeg ikke.
Jeg slutter mig til koret – det er bogstavelig talt virkelig godt gået. Jeg tror alligevel ikke, vi skal mødes i Virgental – vi kan overhovedet ikke leve op til jeres standard!
Og billederne er fantastiske!
Det var vist også skridtrekord på en enkelt dag. Måske ikke, men mindre kan gøre det.
Tak.
Som de andre er jeg også imponeret over antal skridt. Udsigten er betagende smuk og minder mig om mange af vores bjergture hist og pist, hvor man går sammen med geder, æsler, køer og får. Er man til naturen kan det ikke nytte at man er sart, det har de unge mennesker været klar over. Jeg bliver altid så glad, når jeg ser unge mennesker med små børn og klapvogne være på tur. Jeg synes mest man hører at det er for besværligt, men det er heldigvis ikke alle, der er af den mening. Vi selv har båret klapvogn rundt mange steder, hvor man ikke kunne køre.
Ja, det var mange – og man må tage det sure med de søde! Mange tager til Østrig for at være i naturen og det må man jo så tage som det kommer.
Hvor er det smukke billeder af de smukke – foto-egnede – steder på vandreturen. Det er en fornøjelse at se stien, der passerer køerne, men endnu mere rammer billedet af vandfaldet i det grønne, frodige bjerglandskab.
Tak, ja, det var en fin tur at gå.