Da min kone og jeg var i Virgental første gang i midten af 1990erne, gik vi hver dag en grundig tur op og ned. Nu da vi nærmer os 70 år, må der en hviledag til. I afsnit 7 kunne læses om en længere tur til Clarahütte. Derfor ro på i dag.
Først kunne man se bondekonen drive et par køer ad vejen til en mark lidt længere nede ad vejen. Set fra balkonen så det sådan ud:
En tur til Matrei in Osttirol blev det til – og en tur til fods rundt i byen.
Lidt vand løber gennem Matrei.
Der er små butikker i byen, en kirke og bjerge i baggrunden. I udkanten ligger supermarkeder.
Om eftermiddagen gik vi en tur langs floden til Virgen.
Tanken var at fortsætte til Obermauern, og som tænkt så gjort.
Her finder man en meget berømt valfartskirke, Maria Schnee.
På vejen tilbage lå et hus med en slags udstilling af, hvorledes man opbevarede redskaber m.v.
Nu er det tid til at hente køerne hjem igen – og det regner lidt.
Og lidt mere.
Men det gør ikke noget når man kan sidde under udhænget på balkonen.
Sikke nogle skønne billeder! Ja, her i huset må der også somme tider en hviledag til. Jeg er lidt i tvivl om det virkelig altid er nødvendigt, fordi faktisk har jeg det egentlig meget godt med at gå tur – hvis det ikke går for hurtigt 🙂
Med hviledag menerjeg ikke at gå 500 højdemeter op og ned dagen efter vi har gået 600 – 1000 meter op og ned. Men at gå 10000 nogenlunde flade skridt betragter jeg som en hviledag. Enig i at det altid er godt at gå en tur.
Der skal også være tid til afslapning, men jeg ved da ikke, om vi nogen sinde tør møde dig og din kone, hvis 10000 skridt er en hviledag! Der kan John og jeg vist ikke være med.
Og dog. vi går jo stort set hele dagen, når vi er i London, fx. … det lyder bare så voldsomt.
10000 skridt er ikke noget at snakke om. Det der er krævende i Østrig er at gå op og ned. Det er vi fladlændere ikke vant til.
I er da bestemt heller ikke bange for at gå 🙂 Og jeg er fuldstændig enig, på flad vej og i lige terræn går det let med de 10.000 skridt, men så snart der er lidt bjerge så er det en hel anden sag, og der kniber det lidt for Allans knæ, men vi går i bjerge og alle mulige og umulige steder, når og hvis knæene ikke brokker sig 🙂
Jeg forstår på beretningerne fra Mallorca, at I ikke lader mulighederne for en ordentlig fodtur gå fra jer, og det forstår jeg fint.