Tag-arkiv: 2016

Nytårskoncert 2014

De senere dage har jeg gået og tumlet med tanken om at lave et dagligt indlæg i 2016 med datoen som titel, således at følgende skulle have været 1. januar 2016, men klogeligt har jeg truffet den beslutning, at sådan bliver det ikke. Det viste sig jo hurtigt, at sådan blev det ikke.

2015 sluttede med en selvmodsigende information.

Lidt i midnat kunne man erfare, at årets sidste slag fra Rådhusuret ville finde sted om få minutter. De sidste slag havde da vist lydt på det tidspunkt, idet den kære speaker straks efter forrige ytring meddelte, at 2016 begynder når det første slag lyder. At det første slag er en tone, gør i denne sammenhæng ikke noget. De lyde speakeren omtalte som årets sidste var faktisk næste års første. Så er tonen, om jeg så må sige, lagt fra starten.

1.1.2016

Jeg ville gerne høre nytårskoncerten fra Wien fra begyndelsen og søgte derfor information om, hvornår den begyndte på tysk tv. Som det ses truer de danske oversigtsproducenter med en genudsendelse eller mon de har forsøgt at sætte tiden tilbage, måske i håbet om at gøre det bedre. Man fastholdt under udsendelsen, at det var 2014-koncerten, men det var det nu ikke. Den var ganske live.

Man kan jo godt være en smule træt den 1. januar, når ens normale sengetid er overskredet med mange timer. Det hjælper imidlertid at gå en tur på godt en time. Vi mødte ikke så få. Mange, især yngre mennesker, sagde Godt Nytår, hvilket er dejligt. De har måske tænkt “Mindre selfiestang, mere nærvær”.