Tag-arkiv: Ældre

Ældre flyttes ind

Forleden passeredes nogle nye ældreboliger (stavet i et ord) under opførelse. For at få et indtryk af dem – man kunne jo få behov herfor engang – søgtes information.

Jeg fandt en smule information på denne hjemmeside, men det jeg især hæftede mig ved var følgende sætning:
Planen er, at kunne flytte de første borgere ind i 2017.

Her beskrives, at de kommende beboere forventes at være passive. De skal end ikke aktivt medvirke til indflytningen. Måske anbringes de på en sækkevogn, køres ind i boligen og læsses af. Ganske som man ville gøre med en flyttekasse.

Det kunne selvfølgelig tænkes, at man med sætningen mener, at planen er at de første borgere kan flytte ind i 2017.

Historien minder mig om dengang jeg underviste på et plejehjem. Her talte man meget om, at det var beboernes hjem, men man sagde også, at de blev indlagt når de flyttede ind. 

Det er sikkert stadig sådan, når man bliver plejehjemsbeboer (måtte det ikke ske), at man har sit hjem på personalets arbejdsplads.