Tag-arkiv: Alder

Om at blive fundet for gammel

Dagen bød på hele tre tilfælde af at blive overset. Fint med mig – i de tilfælde.

Vejret har være eksemplarisk i dag. Let frost, solskin, ingen skyer, vindstille. Ideelt til en tur til København med DSB.

Ved at se på en passende DSB-app – hvilket altid tilrådes når man skal på tur med banen – erfaredes det, at toget mod Roskilde ville være 3 minutter forsinket og det næste aflyst. Det var ingen stor nyhed.

På stationen kunne den tydelige stemme i højttaleren berette, at toget ville være 8 minutter forsinket, hvilket det var i adskillige minutter. En kvinde på stationen skulle til Odense med næste IC-tog, hvortil hun havde en orange billet til 50 kr. Den kunne kun bruges til det ene tog. Hun nåede det.

Vi kom med et IC-tog mod København med stop i Valby. Herfra gik det til fods over Valby Bakke. Ved Frederiksberg Rådhus gik vi ad Gl. Kongevej, passerede Bülowsvej, hvor jeg boede på et klubværelse en tid fra 1963, og videre mod centrum. På et tidspunkt gik vi på tværs til Vesterbrogade, passerede Rådhuspladsen og gik ad Strøget til vi ændrede retning for at spise en let frokost i Skindergade. Herfra gik vi tilbage til Hovedbanegården, tog toget til Roskilde og håbede toget hjem kørte. Det gjorde det. 4 timer tog turen og skridttælleren viste 12000 skridt da vi kom hjem.

Hvorefter en på øjet bevilgedes.

Dette med et blive fundet for gammel fandt sted på Strøget. En gruppe på 4 Amnesty-medlemshververe forsøgte at få kontakt med folk. Men ikke os. Ikke længere. Vi må åbenbart være så gamle at se på, at det vurderes usandsynligt at vi vil være medlemmer.

Det er det også. Jeg har været medlem og var med en i af de første såkaldte 3-grupper her i landet, nemlig tregruppe 6. Jeg var såmænd også referent ved den danske afdelings stiftende generalforsamling i 1964.

Lidt længere fremme på Strøget blev vi overset af nogle der uddelte en folder – og i øvrigt igen af Amnesty-folkene da vi gik tilbage.,

Det var en herlig tur denne fine januardag.

At gå i sit 74. år

  • Du går i dit fireoghalvfjerdsindstyvende år, sagde min kone til mig forleden. 

Alder er jo sådan noget man kan tale om ved årsskiftet og den slags tidspunkter.

  • Det er godt nok ikke godt, sagde jeg, og mærkede atter fornemmelsen af alder på en måde jeg ikke mærkede den på da jeg var yngre.

  • Jeg synes jeg hyppigere tænker hvad der mon sker på et eller andet tidspunkt, sagde jeg, og forstod at min kone tænkte det samme.


Det må jo så vise sig.

  • Hvordan finder man egentlig ud af man bliver ældre, sagde hun lidt senere. Når jeg ser mig i spejlet, kan jeg jo ikke se jeg er anderledes end jeg var i går.

Det var ikke lige til at svare på, og end ikke spørgsmålet “Hvor lang tid går der før man kan se forskellen?”, gav særlig mening.

At vi er blevet ældre er der ingen grund til at tvivle om. Man går ikke sit 74. år uden tidens tand har sat sine spor.

Problemet fik vi ikke løst, men vi så en film om en 100-årig svensker der stak af gennem et vindue og som af sin mor havde lært: Det er som det er. Og det bliver som det bliver.

Det beroliger.

Og så håber vi i øvrigt ikke at ambulancens responstid, som det vist hedder, forlænges af myldretid, isslag eller en jernbanebom, der spærrer vejen i minutter, skulle der opstå behov for en eksprestur til sygehuset.

Tid og alder og den slags

Med mellemrum er et annoncetillæg, Seniorliv (eller rettere Det Gode Seniorliv), medsendt Berlingske. Det læser jeg naturligvis lidt i, idet der måske kan være informationer af en vis nytte. I et par numre hæftede jeg mig ved “Lægens ord”, som selvfølgelig handler om et godt og aktivt liv som senior. Artiklerne har længe ligget på skrivebordet, idet jeg synes et par informationer kunne være viderebringelsesværdige. Det ene blad blev udgivet 24. september 2014, på det andet har jeg ikke noteret udgivelsesdatoen. I det ene artikel udtaler Stig Andersen sig, i den anden Henning Kirk.

Det er vist ingen overraskelse, at man bliver lidt langsommere med alderen, men det overraskede mig noget at læse, at den fysiske kapacitet man som ung bruger på at klare de basale opgaver som at lave mad, gøre rent, tage tøj på og af osv., udgør 20-25% af en fysiske kapacitet. Som 80-årig bruger man 80% af sin fysiske kapacitet på de basale opgaver. Det tager længere tid, meget længere, og det er ikke så godt, hvis man havner i en sygdomssituation, der svækker kapaciteten med 25%, idet man så vil have svært ved at komme til at fungere som før svækkelsen igen. Det går bedre hvis dette sker, når man er ung.

Det handler med andre ord om at være fysisk aktiv så længe som muligt, så et mere pludseligt funktionstab bedre kan klares.

Det andet, jeg hæftede mig ved, er behovet for tilskud af kalk og d-vitamin. Der er ikke behov for alveredens kosttilskud, men i alle tilfælde for kalk. Det er vigtigt at sørge for at knoglerne er stærke, så man undgår at brække underarmen, når man er i 60erne, at ryggen falder sammen, når man er i 70erne og at brække hoften, når man er i 80erne. Som åbenbart er de livsperioder hvor dette særligt sker. Begge læger mente det med kalken, men kun den ene nævnte, at der også skulle være tilskud af d-vitamin.

Bare til orientering.