Skulle det vise sig nødvendigt at træffe et valg mellem et besøg i Peterskirken i Rom og en vandretur til Arnitzalm i Virgental, er jeg ikke i tvivl om at valget ville blive vandreturen. Men Peterskirken er nu også storslået. 

Med årene har det vist sig, at en vandretur til Arnitzalm er en god måde at bruge sin tid på. Jeg har skrevet om almen før – Arnitzalm med nyt tag – men turen tåler gentagelse. Som i virkeligheden.

Det er godt at have det nymodens hjælpemiddel en bil er. Med denne kan man komme et stykke ad vejen. Faktisk har man indrettet en mulighed for at parkere på Parkplatz Guggenberg. Herefter har man – i vores aldersklasse – en tur på 3 timer foran sig. Ruten går nogenlunde lige opad. Der er god mulighed for at svede grundigt og få gang i blodomløbet, men det er en del af fornøjelsen. Holder man pauser og drikker vand, går det fint. Den væsentligste opgave på turen op, er, foruden altså at gå selv, at påse ikke at træde i kokasser. Det kan være svært.

At gå en sådan tur illustrerer for mig, at det til stadighed er umagen værd at tage til Østrig på ferie. Det er umagen værd at tage til Østtirol og til Virgental. Dalen er endnu ikke turistificeret for alvor. Det betyder man kan opleve noget mere oprindeligt. Bl.a.  at man næsten overalt selv må gøre arbejdet, hvis man vil op. Det gælder helt klart turen til Arnitzalm. Der er ikke kørelejlighed. Det er også en illustration af, hvorledes det har været at skulle klare sig i et bjergområde. Det har været hårdt arbejde. Men det er gået.

Det beror således på en selv om man vil opad og nå det mål man måtte have sat sig. Og da det kræver nogen anstrengelse, indebærer det at man må investere sin energi og kraft i at gå. Det indebærer – sådan helt af sig selv – også at  man befinder sig i nuet, koncentreret om opgaven. Og ualmindelig dejlig fri for alt andet. Verden må klare sig selv. Det er en sand fornøjelse at mærke samklangen mellem åndedræt og skridt. Hele tide kommer man nærmere målet. At nå det er dejligt, en pause gør godt før nedturen.

På side 168-69 i Kristof Glamanns bog om J.C. Jacobsen, Bryggeren (1997), kan man læse om Jacobsens oplevelse ved at vandre i Pyrenæerne et par uger. Det ansporede ham at se hvad hans bjergfører på 75 år formåede. Han beskrev begejstret hvad han så og hørte i højderne. Og tilføjede et svar på det retoriske spørgsmål om det nu også var strabadserne værd. Det syntes han i den grad.

Udbyttet beskriver han som en “ubeskrivelig nydelse” og “vellyst”. Det der medfører nydelsen er at finde ud af hvorledes kræfterne slår til og at øve dem. Vellysten følger af at overvinde hindringer og vanskeligheder når der vandres. Det er ikke kun fysikken der udfordres. Det gælder også sjælens evner – og hjertet. Det sker ved at man kommer nærmere himlen ved at gå opad og “modtage indtrykket af det store i omgivelserne”. De meget vise ord er disse sidste: “Smålighed kan ikke trives på et sådant sted.”

Det er så sandt som det er sagt.

Hvad ser man så når turen begynder efter parkeringspladsen. Se billedet herover. Klik det evt. større og endnu større. Det er Virgental. Først ses Mitteldorf, så Virgen og fjernest Obermauern. Dalen fortsætter ind mod det sneklædte bjerg. Smukt er det – og det er til at se langt her. I modsætning til den smalle Dorfertal, som sidste indlæg omhandlede.

Når man går opad har man et fint blik på den modsatte side af dalen.

Her kommer et par der er på vej til et stejlt stykke, som vi heldigvis har passeret.

Efter 3 timer nåedes almen.

Man må have lidt energi inden tilbageturen. Når man sidder og venter har man en smuk udsigt.

Det er ikke små portioner man får. Naboen ville gerne have et enkelt ostebrød, hun fik 3.

En øl og en gang suppe gør godt.

Vi kom i snak med et ældre par fra Matrei in Osttirol. De viste sig at være naboer til almens ejere. Det gik nogenlunde at forstå fruen, men manden talte udpræget lokalt og var næsten ikke mulig at forstå. Det var dog meget fint at sidde der og snakke med dem. De besøgte almen nogle gange hvert år og kørte et pænt langt stykke opad for så at gå det sidste stykke. Det måtte de sikkert gerne, lokale som de var.

Gederne kom hjemad.

Det samme gjorde ungkvæget.

Tør man møde ham?

Så er vi på vej tilbage.

Vi bestemte os for at følge kørevejen, den går til venstre i billedet. Den er ikke så stejl. Det kræver nemlig også noget at gå ned.

Kvinden med hunden, som vi hilste på, da vi gik forbi, sidder stadig og nyder udsigten. Hun kan anes på det forrige billede, hvis det klikkes større. Her har jeg zommet ind på hende.

Man har da noget af en udsigt på vejen tilbage, her ses Matrei.

Lidt senere ses Virgental til og med Obermauern i det fjerne. I forgrunden er det Mitteldorf og Virgen.

Her ses samme motiv blot med en smule zoom. Billedet er for mig at se en glimrende illustration af, hvorfor det er umagen værd at tage til Virgental og anstrenge sig på vejen op til Arnitzalm – og bare gå og nyde synet nedad.

Af billederne af dalen kan man ane, at det man kan i Virgental, er at gå op og ned. Der ligger mange hytter man kan besøge, nogle ligger højere end andre, og der er noget for enhver. Det er også muligt at gå oppe fra hytte til hytte – på Venediger Höhenweg, som går i bjergene der ses på billedet herover. Eller på Lasörling Höhenweg, som er på samme side som billedet er taget.