Tag-arkiv: Bad Gastein

Sommerferie i Østrig. 7. dag–Sportgastein og museum i Bad Gastein

9 svar

Den sidste dag i Bad Gastein bød på to gode oplevelser. En tur til Gasteinerdalens slutning og museumsbesøg i Bad Gastein.

Af andre danskere på hotellet havde vi erfaret, at Talschluss var ganske spektakulær og altså et besøg værd. Faktisk var nogle danskere der et par gange.

Vi kørte til den korte tur længere ind i dalen, holdt snart til højre, i Böckstein, og betalte en vej- og parkeringsafgift på vist 10€ for at benytte Gasteiner Alpenstrasse, og snart efter kunne parkeres på en kæmpestor parkeringsplads .

Dette var hvad vi så da vi parkerede. Billedet yder ikke naturen retfærdighed. Det var et storslået sted at komme til.

Man kan gå længe før det begynde at gå opad. Der er derfor ingen undskyldning for ikke at gøre det, hvis man er på de kanter. Vi blev så begejstrede at konklusionen blev at vi hellere ville køre hertil og gå tur 3-4 gange end tage bjergbanen til Stubnerkogel.

I øvrigt var det stadig særdeles varmt i Østrig. Vi havde været heldige. Dagen før vi kom havde regnen stået ned i stænger.

Vi kunne været gået ret frem ved parkeringspladsen, men valgte først at gå til højre. Mod vandfaldet. der anes i baggrunden. Det gjorde kun få.

Den brede vej blev smallere.

Og smallere, men vandfaldet ses stadig.

Der var alperoser at se undervejs.

Stien blev stadig smallere. Pludselig hørte jeg en helikopter. Den bragte forsyninger til en hytte jeg ikke havde lagt mærke til, men den ses som en meget lille, grå klart lige over snefanen længst til højre øverst i billedet.

Helikopteren forsvandt inden jeg fandt stedet med zoom, men her er hytten. Det er Niedersachsenhaus.

På dette billede ses opstigningen til hytten. Vi gik ikke op. To par er lige begyndt at gå opad. De ses på de næste billeder.

Man kan lige finde dem her, og ane zig-zag-stien.

På dette udsnit er de tydeligere. De har vel et par timers opstigning for sig – med mindre de slet ikke skal dertil.

Vi vendte om på et tidspunkt og begav os mod den daldel vi først havde set.

Som så mange steder i Østrig var der også køer her. Jeg lavede en lille video af denne ko alt medens jeg stod på tænkte par Farmer. Jeg håber koen synes om lyden fra klokken.

Som nævnt var det meget varmt, hvilket gav en god begrundelse for at sætte sig i skyggen og vederkvæge sig med en velfortjent øl. Medens vi sad i skyggen fulgte vi en nedadgående kvinde, viste det sig at være, som gik i zig-zag på skråningen overfor. Jeg antager hun var gået ind i den dal vi kom fra og over bjerget. God formiddagstur hvis man bor på de kanter.

Vi gik videre og der var såmænd ganske langt at gå før man ville møde stigningerne i baggrunden. Køerne til højre er små.

Vi gik og gik.

Og valgte vejen til højre.

Pludselig fik vi lyst til at spise frokosten som var i rygsækken – og skyggen under granerne til højre så indbydende ud. Hvorefter vi syntes det kunne være nok i den hede.

Da vi kom tilbage til parkeringspladsen var der en del tiggere. Her er en.

Her er flere.

Turisterne syntes vist efterhånden det var lidt overvældende.

Til sidst en lille video af rislende vand ved parkeringspladsen. Bækken er vist Siglitzbach.

Ingen tvivl om at vi kommer igen, hvis vi igen besøger Gasteinertal.

Efter et hvil på værelset, gik vi en sidste gang til byen – vi ville ind på det lokale museum.

Vi gik som vanligt af en af promenaderne.

Her ses fint nogle af højdeforskellene i byen – kirken viste jeg i et tidligere indlæg på niveau med tagryggen.

Jeg har tidligere nævnt at byen har brug for at genopfinde sig selv og begrænse forfaldet. Det ses tydeligt på badeslottet her.

Badeschloss hedder det, men storhedstiden er forlængst forbi.

Den ærefrygtfulde taknemmelighed har ikke så megen relevans længere.

Lidt efter kunne vi se vores hotel – her midt i billedet. Jeg omtaler det lidt senere.

Foran en anden meget stor bygning stod et hegn, og man kunne bag det se store billeder af berømtheder, der gennem tiden har besøgt Bad Gastein og boet her. Jeg husker ikke lige navnet på hotellet.

På museet kunne man se at badeslottet var stillet til almenhedens frie disposition i 1807.

Danmark havde også sin plads på museet. Gasteiner konventionen, som forholdt sig til hvorledes de efter 1864 fra Danmark erobrede landsdele skulle styres, er vedtaget 14. august 1865.

Håndskriften var udsøgt.

Der er billeder af et par af krigens slag.

Og et kort over tabte landområder.

Da man jo kom på kur i byen, er en vægt en nødvendighed. Her er en udsøgt model af en badevægt.

Der var dejligt køligt på museet. At gå der hele dagen kan nok medføre et behov for at komme ud og blive varmet lidt op. Sådan var det for en af de ansatte, som vi talte med da vi gik. Hun forklarede at de gamle bygninger i byen er fredede og at en væsentlig grund til, at de ikke er sat i stand er grådighed. De nuværende ejere forlanger for mange penge for dem i forhold til den investering, der skal til for at renovere bygningerne. Det er jo efterhånden mange år siden byen er holdt op med at fungere som den institution den var engang. Det ses i høj grad når man færdes i byen. Man må håbe det lykkedes for Bad Gastein at genopfinde sig selv.

Nogle hoteller var velbelagte, fik vi indtryk af, men der mangler sandelig meget. Der må være brug for gode koncepter, som kan gøre det attraktivt for folk at investere og for gæster at komme. Dalen er afgjort et besøg værd.

I øvrigt har jeg læst at man i hine tider byggede højt fordi der var pladsmangel omkring vandfaldet, og det lyder jo ganske logisk.

Da vi gik tilbage, passeredes Hotel Straubinger igen. Det er et trist syn at se hegnet foran.

Forfaldet er så tydeligt her. Hotellet havde været i slægtens eje i 13 generationer til det ikke gik længere.

For os var det ved at være tid til at pakke efter nogle gode, rigeligt varme dage i Bad Gastein, idet vi næste dag forflytter os fra Salzburgerland til Osttirol.

Jeg har nævnt, at jeg ville omtale hotellet vi boede på.

Panoramahotel Pawlik er, formoder jeg, et af de hoteller, der har fundet en måde at fungere på. Vi købte vores all inclusive 5-dages ophold på Happydays.nu . En rabatkode blev anvendt, hvilket gjorde prisen endnu mere fordelagtig. Der var tale om overnatning i dobbeltværelse, morgenmad, suppe til frokost, eftermiddagskaffe med kage (dog ikke på ankomstdagen), aftensmad. Hertil kaffe, te og softdrinks det meste af dagen og øl og vin fra sidst på eftermiddagen. Det hele ad libitum.

Da vi havde bestilt opholdet kom jeg til at nærlæse noget af teksten og, sammenholdt med billederne, kom jeg lidt i tvivl om, hvorvidt vi kunne risikere at få det gnidrede værelse som to af billederne viste, eller det mere fremkommelige som kun vistes på et billede. En forespørgsel hos udbyderen måtte lade en forstå, at det var det store værelse man ville få. Tvivlen nagedes også af noget af teksten på hjemmesiden.

Der var ingen problemer. Og man må medgive Happydays, at man har lyttet til bemærkningerne. Det er ikke længere til at komme i tvivl som tidligere. Nu mangler man blot at skifte det ene billede ud af det gnidrede værelse med senge lidt bøvlet placeret.

Hvis man kan acceptere et lidt ældre hotel, knirkende senge, let vin og øl, kan man roligt tage en tur til Bad Gastein på bo på hotel Pawlik. At der var for varmt på balkonen var der ikke noget at gøre ved.

Faktisk blev vi mere og mere glade for opholdet som dagene gik. Vi kunne godt lide maden, der var hvad tyskerne kalder god, borgerlig mad. Man tog selv og det var meget fint, idet muligheden for at regulere mængden blev fint udnyttet. Vi blev hverken overspiste eller fik for meget at drikke. De fleste synes at udvise samme selvkontrol.

Skulle vi finde på at tage til Bad Gastein igen, vil vi bo samme sted.

Der var 3-4-5 danske par hele tiden de dage vi var der. De fleste var kørende i egen bil, men et enkelt par gad ikke det. De var fløjet til Salzburg via Frankfurt og videre med tog til Bad Gastein, samt til fods ned og op gennem byen. De havde ikke fundet ud af man kunne gå i samme niveau hele vejen eller tage en bus, der holder tæt ved hotellet. Sådan kan man også gøre.

På gensyn i Virgental.

Sommerferie i Østrig. 6. dag– Stubnerkogel

12 svar

I Bad Gastein er der to bjergbaner. Den ene, en åben sædelift, fører op til Graukogel. På det tidspunkt vi var der (omkring St. Hans) var den kun i drift få dage om uge. Vi talte med et dansk par, der havde været med den – og de var meget begejstrede for, at de fra bjergstationen kunne gå op til en top. Muligheden for at gå opad skal man ikke kimse af, jvf. senere.

Den anden bjergbane går op til Stubnerkogel. Den tog vi med. Prisen for en returbillet for to var €48. Man lander på toppen og kan derefter stort set kun gå nedad – i alle tilfælde her. Og det er måske mindre sjovt. Det er sjovere at gå nedad når man først har gået opad. (Et dansk par var i øvrigt så begejstrede for dalens bjergbaner, at de havde købt et kort til dem alle gældende 4 dage, hvorfor de fartede rundt med bus til de forskellige steder man kunne komme op.)

Vores konklusion blev den, at vi ikke mere vil bruge penge på at komme op på en knold, hvorfra der en en fantastisk udsigt, men langt hellere vil bruge pengene som vi gjorde dagen efter, men mere om det i næste indlæg.

Hvad så vi da?

Straks man kommer ud fra bjergstationen, har man dette fortryllende blik på sommersneklædte bjerge og blå himmel.

Ser man i en lidt anden retning, kan man se ned til Bad Gastein – og til Graukogel lige over byen.

Zoomes ind ses vores hotel helt til venstre og øverst i billedet.

Eftersom man lander på toppen af et bjerg, må man lave lidt for dem, der ikke vil gå. Man har til deres fornøjelse lavet en hængebro, som vi er på vej til, men her er lige et billede af svævebanekonstruktionen.

Før vi gik over broen, gik vi op på den lille knold til højre.

Fra knolden havde man denne udsigt. Svævebanen ses til højre, broens fundament til venstre.

Man havde også et fint kig ned i Gasteinerdalen. Nærmeste by er Bad Hofgastein.

Man kan ikke se det, men der kravler et par mænd rundt lige over kurven. De vedligeholder liften.

Efter at være gået ned ad knolden igen, passeredes broen, der her ses fra modsatte side.

Egentlig ville vi være gået nogle hundrede meter ned til en Alm, men vi tog fejl af vejen fordi vi kom ud fra broen efter det nedadvisende skilt. Pyt med det, så gik bare ad den vej vi befandt os på.

Efter få øjeblikke kunne vi Grossglockner, spidsen i baggrunden.

Og prægtige enzian var også at få øje på.

Hvis vi ville været gået nedad skulle vi have valgt vejen til venstre, men vi gik hvor vi gik – og det viste sig fint nok.

Mon ikke det er timian vi ser her?

Billedet herover er interessant, idet det viser effekten af solen. Skråningen til venstre er grøn, medens fladen i forgrunden har været dækket af sne meget længe og foråret er endnu ikke kommet hertil.

Det ses tydeligt her – den lille bæk afleder smeltevand.

Det er tydeligt at sneen ikke er forsvundet helt endnu og følgelig har foråret ikke indfundet sig.

Vi fortsatte troligt ad vejen, men på et tidspunkt drejede vi ind, der hvor foråret ikke havde været. Vi kom fra den vej, hvor personer ses og gik nu videre ad en ret smal sti.

Stien var denne – det var fint nok at gå på den, men senere viste det sig, at den fortsatte på en meget smal bjergkam. Det var over vore grænser og fremfor at løbe en risiko, valgte vi at vende om.

Hvor vi vendte kunne man se ned i bunden af dalen – her er stationen, hvor biler skal på tog for at blive transporteret gennem Tauern-tunnellen.

Vi mødte foråret på vejen tilbage. Fin lille lilla blomst, der har travlt med at vise hvad den kan.

Engblommer viste sig smukt frem i sollyset.

Ser man nøje på billedet herover, fører den smalle sti til venstre for huset op til den sti jeg lige har omtalt vi gik ad. Der ses også en sti op over en mindre formation. Den gik straks ned igen på den modsatte side og den fører hen til den meget smalle sti, der forbinder stien opad med vejen mod huset. Det ses bedre på billedet lidt nede. Der knytter sig en lille historie hertil som følger.

Det anes måske at vi er kommet lidt op. Der er græs i forgrunden. Vi spiste frokost her. Der sad også et par yngre svenske kvinder da vi kom, men hurtigt efter gik de. Det viste sig senere at de skulle have været til Sport Gastein (se i morgen) op over bjergene. Det ville tage en del timer. Deres fodtøj var uegnet, og måske årsagen til at det ikke gik som planlagt. Da de var gået kunne vi kort efter høre et hyl. Den ene faldt pladask i en metalskinne som afleder vand. Hun kom ikke alvorligt til skade, men kunne ikke gå. De kom op igen – og efter passende sygeplejebehandling af foden, gik hende, der velsagtens var faguddannet en tur medens veninden blev efterladt. Jeg tiltalte hende på dansk, men fik svar igen på engelsk. Der var ikke sket noget alvorligt og vi kunne se de forlod parkeringspladsen da vi efterhånden kom ned igen. Men der kan let ske noget.

Her ses en kort video med et vue over landskabet.

Som det ses gik en del op over formationen. Andre gik på vejen til højre. Jeg tror vi valgte midtervejen da vi gik fremad. Ingen ses vist på den smalle sti til højre. Da vi gik tilbage var den imidlertid stærkt befærdet. En busfuld svenskere, vel overvejende pensionister, var, ledsaget af en ungdommelig guide, gået over knolden og var nået frem til den smalle sti, som de skulle nedad for at gå tilbage. Man kunne sagtens se, at det var vanskeligt for nogle af dem at gå ned af knolden, men det var for intet at regne mod de vanskeligheder de måtte slås med på den smalle sti. Særligt husker jeg en ældre kvinde, der havde meget svært ved at klare turen. Det var tydeligt langt over hvad hun egentlig formåede og hun var tydeligt ængstelig for mulige uheldige konsekvenser. Guiden syntes åbenbart ikke hun havde noget med dette at gøre. Jeg overvejede at tilbyde hende min vandrestok, men med de andres hjælp gik det -uhyre langomt.

Jeg nævner dette for at understrege, at man i sådanne situationer må kende sin grænser, men det kan naturligvis være svært, hvis man gerne vil – og har kunnet. Jeg fandt også at guiden ikke forstod sit ansvar for ikke at tage alle med den vej rundt.

Herover er en lille video af gangen på knolden. Det ikke det omtalte selskab, der går der.

Efterhånden søgte vi tilbage til bjergbanen og kørte ned og tilbage til hotellet, hvor vi slappede af. Det var atter en meget varm dag. Vi talte, som nævnt, om, at vi efterhånden har været på sådanne svævebaneture så mange gange at det ikke er det vi skal. Dagen efter fandt vi ud af, hvad alternativet kunne være, i alle tilfælde i Gasteinerdalen.

Senere gik vi en tur til byen ad den ene promenade og kunne nyde dette blik over dalen.

Tilbageturen gjordes ad den anden promenade. Bænken under træet ved græsmarken stod der stadig. Nu var høet tørt og revet sammen.

Nogle af den andre danskere fortalte om en dejlig naturoplevelse i området ved dalens slutning. Dertil ville vi køre den sidste hele dag i Bad Gastein.

Sommerferie i Østrig. 5. dag–en rolig dag i Bad Gastein og Dorfgastein

8 svar

Uagtet det er længe siden, at jeg skrev om sommerferiens i går, er dette en omtale af en rolig dag i Bad Gastein. En smuttur til Dorf Gastein blev det også til, men det var i det hele taget næsten for varmt til at gøre andet end sidde på en bænk under et træ.

Hvis vi ville gå til og fra byen, foregik det lettest ad Kaiser Wilhelm Promenade eller Reitlpromenade. Først måtte man gå nedad, siden opad, når skulle tilbage – og man måtte gøre tilsvarende, hvis man ville op til stationen eller til Stubnerkogelbahn. På billedet herover anes vandfaldet, som byen er vokset op omkring, og højdeforskellene ses også. Kirken passeres så at sige på tagryggen.

Herover er en ganske kort video af vandfaldet.

Byen har god grund til at genopfinde sig selv. Mange fredede bygninger står tomme og forfalder. Det vender jeg tilbage til i slutningen af ugen.

Vi oksede opad og fandt stationen og Stubnerkogelbahn, som vi vil tage i morgen.

Her ses svævebanen lidt bedre.

På dette billede får man et indtryk af, hvor stejlt der er – og det er ikke nødvendigvis let for gangbesværede pensionister (som vi så nogle af) at færdes i byen.

På vejen tilbage til hotellet så vi dette lidt yderligt beliggende hus over en græsmark.

På den var der forskellige husdyr, bl.a. en ged.

Den blev også videofilmet – og jeg var lige ved at lave den fejl at holde kameraet den forkerte vej.

Næsten tilbage ad Reitlpromenade opdagede vi en bænk, der stod så glimrende i skyggen under et træ, at vi naturligvis måtte sidde lidt. Det gjorde vi ofte siden. Græsset var netop slået og lugten af nyslået græd var fin.

Således gik den 5. dag af ferien uden de store anstrengelser, men det gjorde nu ikke noget fordi det var meget varmt.

Sommerferie i Østrig, 4. dag. Første hele dag i Bad Gastein

10 svar

Vejret var fint den første hele dag i Østrig – og varmt. Vi gik mere end 31.000 skridt. Det kunne mærkes lidt i bentøjet.

Vi vågnede op til fint og varmt vejr denne dag. Herover ses motivet fra forrige indlægs slutning, blot nu fra morgenstunden.

Udsigten fra balkonen kunne vi ikke klage over. Her den ene vej – med blik næsten mod Stubnerkogle, hvortil vi et par dage senere tog svævebanen.

Og her den anden vej – mod Bad Hofgastein som vi valgte at gå til og tilbage igen denne dag.

Vejen vi kom ad i går ses til venstre. Den røde plet helt til venstre, lige over træerne og under skyen, er vist et lokomotiv, thi her finder man også Tauernbahn.

Jo, det var et tog. Der kørte mange. Jeg kan bare ikke lige se om dette var på vej op eller ned. Undertiden var der lokomotiv(er) i begge ender.

Der er to muligheder for at gå mellem Bad Gastein og Bad Hofgastein. Langs floden i bunden af dalen eller ad Höhenweg på bjergsiden. Vi valgte den sidste og begav os på tur. Efter nogen tid kunne man se tilbage på Bad Gastein omend byens karakter ikke fornemmes særlig godt på billedet. Man kan se vejen til højre og ane at den går ind i toppen af byen, der så ligger ned ad bjergsiderne. Helt til venstre ses et par store bygninger. Det ene er vort hotel, Pawlik.

Hotellet ses igen her. Det er det med det grønne tag og de to vinduer over hinanden på væggen.

Vi gik og gik. Nogle gange i sol. Nogle gange i skygge. Nogle gange på en våd sti. Nogle gange i rigeligt med kolort. Det kom naturligvis på støvlerne, men forsvandt efterhånden. Da vi gik tilbage mødte vi en familie med en klapvog. Hjulene var i den grad smurt ind, men det syntes de voksne at tage med godt humør.

Pludselig kom vi til et skilt, der fortalte at vi nærmede os Gadaunerer Schlucht, hvilket er et naturmindesmærke.

På billedet ses vandfaldet i bunden af slugten. Man aner stien og at man skal ind gennem klippen for at komme videre.

Det ses bedre her.

Og her – der var grønt lys, så man kunne se hvor man skulle gå.

Ud igen kom man – forunderligt nok – i den anden ende.

Vi endte i Bad Hofgastein. Man skulle et pænt stykke nedad for at komme til byen, hvor vi købte lidt mad, som vi spiste på en bænk, inden vi gik tilbage. Det var efterhånden blev vældig varmt og jeg glemte helt at tage et billede i byen.

Det gav sved på panden at gå op på højdevejen igen, men det var alt i alt en fin tur.

Køerne havde samlet sig på stien og deres efterladenskaber ses tydeligt.

Vel hjemme var der basis for at slappe af.

Og se på togdriften. Her er 3 lokomotiver ved at slæbe en masse biler op ad bjerget – velsagtens for siden at køre igennem Tauerntunnellen.

At det var et langt tog ses her.

På gensyn næste dag.

Sommerferie i Østrig. 3. dag, fra Landshut til Bad Gastein

12 svar

Denne mandag, feriens 3. dag, skulle vi køre mindre end 300 km. Der var god tid til morgenmad og en lille tur rundt i Landshut igen inden afgang.

Sædvanligvis vil vi køre fra morgenstunden, når vi skal fra et sted til et andet, men sådan var det ikke denne morgen. Vi havde god tid til at spise morgenmad og til at gå en tur inden afgang. Det var nu ikke så meget for gåturens skyld, men fordi vi søndag havde set en lille gave vi ville købe til børnebørnene. Butikken åbnede først kl. 9, så derfor gik vi lidt. Hvad vi så var lidt fornøjeligt.

Nogle unge mennesker var samlede ved Ländtor. Formentlig var det sidste skoledag. Der var sikkerhedsvagter, politi, en ambulance samt en ølbil. Noget skulle i alle tilfælde fejres.

De gik – med deres øl og vandpistoler. Og vi gik.

Siden mødtes vi igen. Først kom en politibil med blå blink.

Så en traktor med et meget larmende musikanlæg.

Så kom de unge mennesker. Med øl og vandpistoler.

Der skulle re-tankes undervejs.

Processionen afsluttedes med endnu en politibil – og en ambulance. Man må jo have nogle erfaringer …

Vi købte gaverne, betalte for overnatningen og kørte mod Bad Gastein i Gasteinertal, som var målet for første del af ferien. GPSen ville vist have os over Salzburg, men vi kørte mod Traunstein, Lofer og Zell am See. Undervejs tankedes og fourageredes i Altötting, var det vist.

Det var overskyet – og i det hele taget havde det været ret godt kørevejr alle dage, ikke for varmt, ikke for meget sol, ikke meget regn.

Så manglede vi bare at finde hotellet i Bad Gastein. Det – hotel Pawlik – ligger på en af bjergsiderne, men vi havnede i bunden. Det kan bedre forstås når man lærer byen lidt bedre at kende. GPSdamen forlangte en u-vending, hvilket ikke var helt ligetil at foretage. Vi kom dog frem til hotellet efter vendingen.

Hvad var gået galt?

Det burde fremgå nogenlunde tydeligt af denne kortstump.

Man kommer kørende ad den gule vej, og GPSen fortæller, at man skal til venstre ad Karl Heinrich Waggerl Strasse.

Jeg drejede ad Kaiser Franz Josef Strasse. Som det ses er der ingen afstand mellem de to gader og i sidstnævnte tilfælde er der to tilkørsler til den gade. Hotelværten forklarede at GPSerne har svært ved at finde ud af dette. Måske var det bare mig der ikke var skrap nok til at følge instruktionerne. Måske ville det være gået lettere, hvis jeg havde læst ganske nøje på kortet forinden og vidst dette, men sådan var det ikke.

Den gode forberedelse ville have indebåret viden om at køre lidt længere frem og dreje til venstre efter et stort Superspar ved et apotek eller lige før jernbanen, men sådan var det ikke. Vi var nu ikke ene om bøvlet, kunne vi siden forstå.

Når jeg tænker tilbage på hele turen, må man, som nævnt, sige kørevejret havde været ret godt. Ikke ret meget sol og regn. Vi havde været en smule bekymrede for vejret, idet der jo havde været en del voldsomt vejr over Tyskland og Alperne i den første del af juni, men faktisk har vi ikke meget at klage over hvad vejret angik i den periode vi var i Østrig, bortset fra et par dage med over 30° i skyggen.

Nå, men vi fandt hotellet efter at have foretaget den u-vending som GPS-damen krævede igen og igen.

Vi havde bestilt 5 overnatninger – fra mandag til lørdag. Jeg skriver lidt om hotellet og om Bad Gadstein i de kommende dages indlæg. Nu handlede det om at pakke ud og derefter gå en tur og se hvortil vi var kommet.

Her følger et par umiddelbare indtryk fra Bad Gastein.

Da vi kom til hotellet lå skyerne tungt i dalen.

Dette er udsigten fra balkonen.

Efter at have sundet os lidt måtte vi ud at gå en tur. Der blev ikke taget mange billeder den eftermiddag, men vandfaldet, der styrter ned, finder man midt i byen. Den er oprindelig bygget på begge sider af det. Det skal nok siden blive illustreret.

Det klarede op, den blå himmel viste sig – og udsigten begyndte at tage sig endnu finere ud.

Den udsigt kan vi godt klare 4-5 dage.

Værelset var ikke stort, men balkonen var anvendelig. Siden blev det så varmt, at døren måtte lukkes og gardinerne trække for, for at holde lidt af varmen ude.

Således så motivet fra det første billede ud sidst på dagen. Ikke værst.

Så skulle der soves – men inden da havde vi tænkt lidt over hvad morgendagen skulle bruges til.

Østrig tur–retur sommeren 2016

21 svar

Årets bilferie gik atter til Østrig. Måske var det sidste gang vi selv kører så langt. Der er bedre at stoppe inden grænsen nås end når den er passeret.

Læserne af denne blog vil næppe blive det mindste overraskede over, at ferien i denne sommer atter har været en tur i egen bil til Østrig.

Første ophold i Østrig var 5 dage i Bad Gastein, hvorefter turen gik videre til Virgental, som så ofte før i de sidste 21 år. Første sted sås mange danske biler, i Virgental ingen. Ubegribeligt at ingen (næsten ingen) finder dertil.

Turen begyndte lørdagen efter midten af juni og sluttede den første mandag i juli. Jeg tænker at skrive et lille indlæg om hver dag.

Vi kørte i alt 3090 km., hjemturen var på 1313 km., udturens længde har jeg glemt, men i opholdsperioden kørte vi ca. 450 km. Det er noget af en strækning uagtet to overnatninger hver vej. Det nærmere sig at bilture skal være kortere, men der er også ved at være grund til at overveje, hvad man skal og ikke skal for så vidt angår rejser. Hvis vi skal til Virgental igen (og det kan nu ikke udelukkes) er det en mulighed at flyve til München og køre videre i en lejet bil.

Det trænger sig på, at det der skal nås skal nås inden det er for sent, hvorfor dette med at man engang skal dit og dat ikke længere har samme gyldighed som da man var yngre.

Vi havde dage med endog meget varmt vejr, var ikke plaget af regn af betydning og vejret erindres af have været bedre i år end i de sidste mange år generelt set.

I hele perioden gik vi ca. 250.000 skridt, en enkelt dag over 30.000. En anden dag brugtes 20.000 skridt til at gå 650 højdemeter op og ned. At opturen varede 5 minutter længere end sidste år gør ikke så meget, når det lader sig gøre på ca. 2½ time.

Det er dejligt at være hjemme igen. Der er mange hindbær i haven, sneglene har ædt alle squash-planter med en enkelt undtagelse og græsset er ikke vokset helt urimeligt. Det mærkes i øvrigt, at det har været fint at være fri for at høre danske nyheder i en periode. Sproglige mærkværdigheder lader sig straks høre, når man har fået gang i kukkeren. Fx oplystes det, at de islandske fodboldspillere, der ved hjemkomsten skulle køre i bus fra lufthavnen til hovedstaden, skulle “skifte i åben bus”. Om det var tøj de skulle skifte i den åbne bus, meldte historien intet om. Nå, men det vænner man sig vel til igen.

Billedet er af en klump enzian. De små blå blomster er ikke til at stå for.

Jørgen Carlsen

En blog om lidt af hvert