Med stigende alder synes der at være en øget tendens til at falde.

Jeg faldt forleden. Konsekvenserne af faldet er beskedne, og det kan ingen særlig interesse have for andre.

Når jeg alligevel nævner det her, er det for at omtale det tilknyttede fænomen, der kan have betydning for andre, nemlig behovet for med stigende alder at være sig stedse mere bevidst om sin gøren og laden.

Som så ofte før skulle jeg læsse et par store poser med hanke ind i bilen. Det er poser der bruges til haveaffald, hvilket er en god løsning, når man ikke har en anhænger. Der kan være meget i poserne og ofte er vægten beskeden.

Da jeg tog fat i en af poserne, sad hankene lidt skævt i forhold til hinanden, og jeg havde anbragt lidt tunge grene øverst i posen. Det var muligvis de to ting i kombination, der bevirkede at jeg mistede balancen, og faldt bagover. Hovedet bankede jeg ind i døren og fik en hudafskrabning. Et par andre steder kunne jeg mærke følgerne af faldet.

Det medførte at jeg holdt lav profil resten af dagen. Der var en særdeles beskeden oplevelse af forandring, når jeg sad og lå, men denne forandring fortog sig efter 6-7 timer, hvor det var tydeligt for mig at normaliteten var genoprettet.

Godt der ikke skete andet.

Læringen må være at være meget bevidst om hvad der gøres, især hvis jeg i sådanne situationer skal gå baglæns. Der må udvises omhyggelighed med at få tyngdepunktet lavt osv., idet der åbenbart ellers er en øget risiko for at komme til skade ved fald.

Dette er der ikke noget nyt i. Det er bare ikke altid let at praktisere det man godt ved. For mange år siden fortalte Bodil Brændstrup mig, at hun altid holdt i gelændere når hun gik på trapper, idet der jo ikke var nogen god grund til at udfordre skæbnen, når muligheden for at undgå det er nærliggende. Det husker jeg ofte på, men der er åbenbart meget mere der skal bevidstgøres.